Faktaboks

Pauline Thomsen
Født
17. juli 1858, Roskilde
Død
16. april 1931, Ry, Dover sogn
Arbejdsliv
Maler
Familie

Forældre: adjunkt Christen T. (1822-74) og Pauline Mathea Georgine Bergstrøm (1831-96).

Pauline Thomsen, som var født i Roskilde, kom i 1877 til København med et ønske om at uddanne sig til maler. Men da Kunstakademiet først i 1888 gav adgang for kvinder, måtte hun uddanne sig privat. En del kvindelige kunstnere, bl.a. Anna Ancher, havde fundet sammen i landskabsmaleren Vilhelm Kyhns tegneskole, som havde til huse i hans haveatelier, kaldet Huleatelier. Pauline Thomsen var elev på skolen fra 1877 til 1880. Kyhn, der var en varm tilhænger af kunsthistoriker N.L. Høyens program, lagde hovedvægten på nationale motiver, fortrinsvis danske landskaber. Som læremesteren malede Pauline Thomsen således især landskabsbilleder, i de første år med sjællandske motiver, men efter nogle sommerophold i Jylland, hvor hun ledsagede Kyhn, navnlig jyske. Hendes billeder vidner om en naturromantisk grundholdning, som skal ses i forlængelse af lærerens idylliserende og poetiske landskabsopfattelse. Kun i få billeder ses figurstaffage, til gengæld giver billederne en stemningsmættet beskrivelse af døgnets skiftende lysforhold som fx i Sildig Aften i de lyse Nætters Tid, 1911, og Septembermorgen, 1914.

Pauline Thomsen benyttede ofte en klassisk kompositionsform, som frembringes ved at lade et enkelt træ eller en trægruppe danne rammemotivet. Derved skabes et afvekslende landskabeligt rum med skiftevis åbne og lukkede partier. Som Kyhn lod hun himlen spille en fremtrædende og dominerende rolle i billedet. Især var hun optaget af skyer og skyformationer, som hun gengav med stor nøjagtighed og følsomhed. I 1899 foretog Pauline Thomsen en rejse til Tyskland. Hun modtog flere legater og i 1895 Sødrings Præmie for billedet En November Aften. I 1885 debuterede hun på Charlottenborgs Forårsudstilling, hvor hun udstillede løbende frem til 1931. Hun udstillede desuden på Raadhusudstillingen af dansk Kunst, 1901, på Kunstnernes Efterårsudstilling 1905 og 1907 og på Landsudstillingen i Århus, 1909. I udlandet deltog hun i Glasgow School Artists of Denmark, Chicago 1895, i verdensudstillingen i Paris 1900 og i Modern Danish Artists, Brighton 1912. Hun havde desuden separatudstillinger.

Beskrivelser og portrætter af Pauline Thomsen

  • Kate Fleron (red.): Kvinden i Danmark, 1942. Ekstra Bladet 10. februar 1922.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig