Olga Svendsen

Olga Svendsen voksede op på Kastellet som datter af en stabssergent, der tillige var statistformand på Dagmarteatret. Her startede hendes barnedrøm om at gå teatervejen. Selvom tidens kvindeideal var de fyldige piger, oversteg hun allerede som ung langt målene, hvad hun karrieren igennem udnyttede med stor selvironi. I 1903 debuterede hun 20 år gammel som sangerinde ved en fest, som var arrangeret af Skuespillerforeningen, forløberen for Dansk Skuespillerforbund. Året efter fulgte den egentlige debut på Dagmarteatret. Det lå hurtigt klart, at det var i det folkelige repertoire med komedier og revyer, hun gjorde sig bedst. Den sceniske erfaring blev opbygget, mens hendes medfødte robuste facon fik lov at stå sin prøve i nogle sæsoner på Sønderbros Teater, hvis medlevende publikum altid klart lod forstå, om det brød sig om forestillingen og dens medvirkende. Da Frede Skaarup i 1912 rykkede ind på Scala-Teatret, engagerede han Olga Svendsen til åbningsforestillingen Den Traadløse. Hun skulle i bogstaveligste forstand danne modvægt til de langbenede korpiger, som blev et fast indslag i teatrets forestillinger. I korte tyllsskørter og med hasarderede trin lavede hun en balletparodi til visen Pauline skal danse. Hendes kontante og djærve københavnerhumør foldede sig nu rigtig ud. Første store vise på Scala-Teatret blev sangen om Valdemar fra Scalarevyen 1915 Rødt og hvidt. Visen blev oprindelig sunget af Oda Alstrup, men hun blev syg, hvorefter Olga Svendsen med succes overtog den. Andre af hendes store numre fra den periode var Hvor faar han det fra og Med Haaret ned ad Nakken. I både revy og operette dannede hun par med den ikke mindre korpulente Oscar Stribolt. Med stor komisk effekt skabte de en række vanvittige optrin, bl.a. en meget jordnær revyparodi på det virtuose russiske dansepar M. Fokin og Vera Fokina, mens de var rørende som det aldrende hofglasslibermesterpar i operetten Jomfruburet.

Helt uventet fik Olga Svendsen i 1923 ikke sin kontrakt forlænget på Scala-Teatret, og hun stod nu uden arbejde. Situationen var meget kritisk for hende, og for at tjene lidt syede og solgte hun små kaniner til seks kroner stykket. Gradvist kom hun tilbage. Hun fik engagement i Over Stalden i Charlottenlund, hvor hun i flere omgange dannede par med skuespilleren Osvald Helmuth. Hun blev ufortrødent ved, og der var stemme, humør og korpus til overflod, når hun sang sine viser og lavede sine sjove og tossede figurer. I 1928 kom vendepunktet. Nørrebros Teater skulle sætte Styrmand Karlsens Flammer op. Skaarup var nu direktør her og lovede Olga Svendsen en lille rolle, samt at der ville blive skrevet en vise specielt til hende. Som dronning Frederikke på øen Bula Boa sang hun Paa min lysegrønne Ø og befæstede atter sin position i publikums bevidsthed. Lige efter fulgte Poul Henningsen-revyen Paa Ho’det, hvor hun sang Det er her paa Nørrebro, det foregaar. Det blev starten på en musikalsk rundtur i de kbh.ske regioner, hvor hver bydel revy efter revy fik sin egen hyldestvise, som hun med stor og favnende frodighed smældede ud til publikums udelte begejstring. Det gjaldt således visen Nyboders Pris i Scala-Teatrets afskedsforestilling Punktum B Finale i 1930. Her var der ikke noget, der hed små fikse detaljer. Komikken var hårdt optrukken og blev charmerende serveret med en umiskendelig slagfærdighed og et saftigt humør. I begyndelsen af 1930’erne var hun tilbage sammen med Helmuth i Over Stalden-revyerne, hvor de i 1931 lavede en morsom Lisbeth og Jokum-parodi. Der gik ry om hende helt til USA, som gerne ville have hende til Hollywood, men hun kendte sin begrænsning og kvitterede i 1934 med at lave en festlig parodi på den amerikanske skuespiller Mae West i Over Stalden. I 1937 kom hun til Cirkusrevyen, som blev hendes sidste store revyplatform. Her sang hun viser som Dronning Olga fra Kong Georgsvej og i 1942 kort inden sin død Saa kender jeg mit Klampenborg og Jeg elsker alt, hvad der er dansk.

Allerede i stumfilmsdagene blev Olga Svendsen hyppigt benyttet, bl.a. i en række Fy og Bi-farcer. Det var dog i talefilmene, hendes originale komik og brede folkelighed rigtig kom til sin ret, fx i Københavnere, 1933, hvorfra visen om København stammer. Den blev siden på det nærmeste hendes kendingsmelodi. Privat var hun et meget elskeligt og opofrende menneske. Hun hjalp folk i nød, og selvom hun i perioder selv sad hårdt i det, serverede hun på køkkentrappen altid suppe for dem, der var endnu fattigere, ligesom hun lagde penge i kuverter under sine kollegers tallerkener, hvis de holdt en lille fest til ære for hende. Hun ville ikke have, at hun skulle koste dem noget. Allerede i sine yngre dage havde hun de kongeliges bevågenhed, idet Frederik 8. var en stor beundrer af hende. Juleaftensdag 1911 aflagde han hende en visit og efterlod 100 kr, da han gik. Også kongelige skuespillere som Bodil Ipsen og Poul Reumert berømmede hendes visekunst. Datteren Elga Olga S. trådte i moderens fodspor som folkelig vise- og revyskuespillerinde og fik især succes med visen Solitudevej.