Faktaboks

Ninna Würtzen
Født
4. august 1941, København
Arbejdsliv
Stiftamtmand, akademiker og direktør
Familie

Forældre: revisor Jørgen Fuglede (1914-91) og kontorfuldmægtig Inger Margrethe Jensen (1918-57).

Gift 15. marts 1967 med landsdommer Hans W., født 6. oktober 1941 på Frbg., s. af bankdirektør Poul Erik W. og Ellen Olsen.

Børn: Hanne (1968), Mette (1972).

Juristen Ninna Würtzen blev den, der i sidste halvdel af 1990’erne fik rehabiliteret Danmarks største sygdomsbekæmpende forening Kræftens Bekæmpelse efter meget turbulente år. Det skabte en respekt om hendes person og arbejdsform, der fik regeringen til at udnævne hende til stats- og stiftamtmand i 1999. Studievalget var inspireret af Ninna Würtzens moder, der læste jura som ung, men måtte opgive studiet af økonomiske grunde. Moderen døde, mens hendes to døtre endnu var teenagere, og Ninna Würtzen har i bogen Min mor døde – min far døde, 1999, fortalt, hvordan tabet af moderen kom til at præge hele hendes liv.

Ninna Würtzen voksede op i København, men havde i sin barndom stærk tilknytning til moderens barndomsby Thisted. Efter at have taget studentereksamen fra Gammel Hellerup Gymnasium 1960, blev hun cand.jur. fra Københavns Universitet i 1971 og straks efter sin eksamen sekretær i Styrelsen for Civil Værnepligt under Indenrigsministeriet. De meget velbegavede militærnægtere, der kendte alle paragraffer og regler, kunne være svære at tackle. Men Ninna Würtzen havde et godt tag på dem. Da de på et møde klagede over deres usexede underbukser, så hun ned på sin højgravide mave og sagde: “Min mand bruger dem også, det kan lade sig gøre.” I 1973 blev hun ansat i Undervisningsministeriet, hvor hun gjorde lynkarriere. Hun startede som fuldmægtig i Direktoratet for Folkeskolen, Seminarier og Folkeoplysning og endte som vicedirektør. 1978-79 var hun assisterende ministersekretær for Ritt Bjerregaard. Det gode samarbejde mellem dem resulterede i et venskab og fortsatte i en af Bjerregaards netværksgrupper.

I 1984 blev Ninna Würtzen administrerende direktør i Den Almindelige Danske Lægeforening (DADL) og i 1995 direktør for Kræftens Bekæmpelse. I DADL skabte hun bedre koordinering mellem hovedforeningen og de tre delforeninger: speciallægerne, de praktiserende læger og de yngre læger, og sikrede derved foreningen større gennemslagskraft i forhold til myndighederne. Ved sin ansættelse i Kræftens Bekæmpelse kom hun til et hus med store modsætninger og næsten krigslignende tilstande i nogle af forskningsmiljøerne, fire år senere forlod hun en virksomhed i ro og med forskningsresultater, der har internationalt ry. Det var afgørende, at det lykkedes hende at få genskabt troværdigheden om den økonomiske forvaltning og genetableret kontakten til regering, folketing, amter og faglige organisationer. Hendes evner som problemknuser beror bl.a. på, hun kan skabe relevante netværk omkring sig, fx har en kreds af landets førende erhvervsfolk hjulpet som rådgiverere, og hun er medlem af gruppe 1 i det fornemme VL-netværk af virksomhedsledere. Ninna Würtzen er censor ved de erhvervsøkonomiske uddannelser i København, og blandt hendes øvrige tillidshverv kan nævnes medlemskab af repræsentantskabet for Unidanmark, af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultetsråd ved Syddansk Universitet og af Socialforskningsinstituttets tænketank. 1982 blev hun ridder af Dannebrogordenen.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig