Nicoline Winther

Nicoline Winther voksede op på Møn i et udpræget grundtvigiansk Venstremiljø med en stærk selv- og slægtsbevidsthed. Hendes morfader Mads Strandskov var landstingsmedlem for Venstre, og begge hendes forældre var politisk og landbrugsfagligt engagerede. Denne baggrund fik stor indflydelse på Nicoline Winthers egen politiske og kvindesaglige karriere. Hun gik i Elmelunde Friskole, tog 1908 på Ryslinge Højskole, hvorefter hun et år havde plads i huset i Norge hos venner af højskolemoderen Jutta Bojsen-Møller. 1911-12 var hun på Sorø Husholdningsskole, hvor hendes søster arbejdede på andelsfrugteriet. En stor gruppe af Nicoline Winthers slægt var udvandret til USA, og forældrene gav hende i 1912 mulighed for at rejse derover for at besøge familien, som havde bosat sig i flere danske kolonier. En tid underviste hun danske børn og gik på Danebod Højskole i Minnesota i 1913, mens hun tjente til opholdet ved at arbejde i husholdningen.

Nicoline Winther var således veluddannet som landhusmoder, berejst og udstyret med mangeartede erfaringer, da hun vendte tilbage til Møn. Her giftede hun sig i 1917 med Karl W. fra en af nabosognets solide gårdmandsslægter og overtog sammen med ham slægtsgården Tofthøj, som derved i tredje led videreførtes på kvindesiden. Allerede i de år, hvor hun fødte sine børn, begyndte hun sin udadvendte virksomhed i den lokale afholdsforening og som bestyrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfunds (DK) Mønkreds fra 1919. Kredsen, som Nicoline Winthers moder havde været med til at stifte, havde en i forhold til øens størrelse stor medlemsskare. Det høje aktivitetsniveau skyldtes i første række Rødkilde Højskole, der stimulerede hele det lokale kulturelle liv og ikke mindst kvindesagen. Forstanderen Frede Bojsen var broder til Jutta Bojsen-Møller, som selv opholdt sig en årrække på skolen. Nicoline Winther var formand for Mønkredsen 1922-23, men først årtier senere blev der plads i hendes liv til en mere omfattende kvindesaglig indsats. 1941-48 var hun medlem af DKs fællesstyrelse, og 1940 gik hun ind i præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste, der under Besættelsen indsamlede tøj og mad til fordeling blandt de dårligt stillede.

Karl W. var stærkt optaget af organisationsarbejde i gymnastik- og skytteforeninger og i sine yngre år meget væk hjemmefra. Da han blev ældre, byttede ægtefællerne i god forståelse roller. Mens Nicoline Winther hidtil havde set efter både piger og karle, blev det nu ham, som holdt øje med det hele, og hun kunne i løbet af 1930’erne intensivere sit udadvendte arbejde. I 1933 blev hun formand for børneværnet i Elmelunde og fik derved indblik i landspolitiske forhold i den periode, da de store socialreformer blev udformet. Hun var tillige medlem af menighedsrådet og arbejdede for den lokale Santalmission og foredragsforeningen, bl.a. ved at huse foredragsholdere, hvad der gav hende en stor kontaktflade til tidens betydelige folk. Fra 1930 var Nicoline Winther også engageret i politik. 1930-35 var hun formand for Elmelunde Sogns Venstrevælgerforening, hvilket på den tid var meget usædvanligt for en kvinde. Hun holdt hver sommer en middag for de lokale støtter og var i en periode hovedbestyrelsesmedlem i Venstre på Sjælland og Bornholm. I 1929 var Venstres Kvinder (VK) under ledelse af Magda Andersen oprettet med det formål at skabe større interesse og aktivitet blandt de kvindelige vælgere, og Nicoline Winther blev opfordret til at opdyrke dette arbejde i Præstø amt. I 1938 blev hun formand for VK på Sjælland og Bornholm, en post, hun beklædte i ti år. Hun fik allerede fra 1936 opfordringer til at stille op til Landstinget, i 1939 blev hun valgt som suppleant, indtrådte allerede samme år og blev siden selv genvalgt med gode stemmetal indtil 1953, da Landstinget ophørte sin virksomhed ved grundlovsændringen. I 1950 og 1953 var hun folketingskandidat for Venstre i Sorø amt, men overlod, da hun ikke havde opnået valg, herefter sit kandidatur til justitsminister Helga Pedersen.

Som landstingsmedlem var Nicoline Winther fra tirsdag til fredag i København, men for de penge hun fik for sit hverv, kunne hun betale to betroede piger for at passe arbejdet på Tofthøj, så hjemmet ikke blev forsømt. Hendes første år på Christiansborg faldt under Besættelsens urolige og utrygge forhold. Hun fulgte partimøderne meget nøje og satte sig grundigt ind i de sager, hun blev ordfører for eller skulle tage stilling til som udvalgsmedlem. Men det var hende inderligt imod at trænge sig på, og hun kom aldrig frem i første række. Kvinders og børns retsstilling optog hende, og hun arbejdede for vedtagelse af loven om kvindelige præster i 1947. Desuden deltog hun i Husassistentkommissionen af 1942, hvor hun ud fra et arbejdsgiverstandpunkt udtalte sig mod kortere arbejdstid for unge under 16 år. Hun var involveret i ændringen af loven om Statens Husholdningsråd 1947-48 og svangerskabsloven 1951-52. I 1950 deltog hun i en interparlamentarisk kongres i Dublin. Efter at have sluttet sin landspolitiske karriere koncentrerede Nicoline Winther sig om det lokale arbejde og sin efterhånden store familie. I 1963 gav hun og hendes mand Tofthøj videre til deres yngste datter og flyttede ind i en aftægtsvilla i haven til den gård, som var centrum i hendes liv.