Nicoline Kirkegaard

Nicoline Kirkegaard var født i et lærerhjem i Spentrup ved Randers og uddannede sig omkring 1878 selv til lærerinde. Hun blev en af de få kvinder i tiden, der forenede ægteskab og selvstændigt arbejde. I 1882 blev hun gift med en lærer og fortsatte med at undervise, og tre år efter tog ægteparret til Århus, hvor de sammen oparbejdede og grundfæstede Kirkegaards Mellem- og Realskole. Ved siden af underviste Nicoline Kirkegaard i religion og historie. Parret drev skolen frem til 1920, da deres søn Einar K. overtog ledelsen. Som nogle af de første skoleledere i provinsen indførte de i 1893 fællesundervisning for drenge og piger. Nicoline Kirkegaard blev efterhånden moder til ti børn, og midt i det hele debuterede hun i 1894 som forfatter med et digt i Århus Stiftstidende. I 1899 udkom hendes første roman Provstinden, og derefter skrev hun flittigt og skabte efterhånden et stort folkeligt forfatterskab. Over 20 romaner og et par skuespil blev det til. Arbejdsfællesskabet med ægtefællen er nok en væsentlig del af forklaringen på, at det lod sig gøre. Skolearbejdet gav hende på én gang et egetværd, men lå samtidig i forlængelse af det traditionelle ægteskabsmønster i den bondekultur, hun kom fra, hvor mand og kone var fælles om at drive bedriften. Og selvom det kun var småpenge, hun tjente ved sit skriveri, har den store produktivitet alligevel betydet noget i det daglige, hvor de mange munde skulle mættes. Så hun skrev af både lyst og nød.

I en karakteristik af Nicoline Kirkegaard som lærerinde hed det, at hun underviste “paa sin ejendommelige, stilfulde Maade og forstod at vække kønne Tanker” i eleverne. I romanerne genlyder de voldsomme følelser, som de begyndende ændringer i kønsrollerne udløste. På den ene side drejer hendes romaner sig om konflikten mellem den kvindelige selvudfoldelse og det gamle landbosamfunds snævre rammer for individet. På den anden side er der mere på spil end i fx Bolette Sørensens tilsvarende, men mere opbyggelige romaner. Fra den første roman til den sidste med titlen Kvinderænker, 1923, er der en bestemt mennesketype, der i forskellige variationer går igen: en hekseagtig, forfængelig, pragtsyg og hensynsløs kvinde, som på mange måder skotter til barndomsegnens myter om digterpræsten Steen Steensen Blichers hustru Ernestine Juliane. Uanset om handlingen er henlagt til begyndelsen af 1800-tallet som i Selvejerbondens Datter, 1905, eller den foregår i et kunstnermiljø omkring 1900 som i Kolde Hjerter, 1907, gemmer der sig i de fatale kvindeskikkelser en moderne identitetskrise, hvor bestræbelsen på et eksistentielt “selveje” bliver destruktiv, da den ikke kan finde socialt råderum.

Nicoline Kirkegaards romaner blev meget populære. Til dels i kraft af de spændende og farverige handlinger, men nok også på grund af den nervøse kredsen om den farlige kvindelighed. Romanerne udkom i flere oplag, nogle blev endda oversat til tysk, og så sent som i 1950’erne blev de mest populære genudgivet på Hus og Hjems Forlag.