Nanna Ditzel

Nanna Ditzel blev født på Østerbro som en ud af tre døtre. Hjemmet var præget af en interesse for tidens formgivning og indretning. Faderen arbejdede inden for manufaktur, mens den engagerede og kunstnerisk interesserede moder passede hjemmet. Senere flyttede familien til Hellerup, hvor Nanna Ditzel blev student fra Aurehøj Gymnasium i 1942. Bagefter valgte hun at gå i snedkerlære og søgte i 1943 ind på Kunsthåndværkerskolen. Her fulgte hun undervisningen frem til sin afgang i 1946 under en række af tidens førende navne som arkitekterne Peter Koch, Orla Mølgaard Nielsen, Peter Hvidt og maleren V. Isbrand. Det var også her, hun mødte og forelskede sig i Jørgen D., der gik et par årgange over hende. Karakteristisk for hendes høje energiniveau og store selvdisciplin læste hun samtidig filosofikum ud fra en idé om senere at ville studere kunsthistorie. Så vidt kom det nu aldrig, idet samarbejdet med Jørgen D. snart førte et væld af opgaver med sig. Sammen deltog de for første gang i Københavns Snedkerlaugs Udstilling i 1944, vandt 2. præmie i 1945, og var jævnligt repræsenterede indtil 1968, hvor laugets udstillinger ophørte.

Mens Nanna Ditzel gik på Kunsthåndværkerskolen, kom hun i 1945 ind som hospitant hos Kaare Klint på Kunstakademiets møbelskole. Det fungerede godt og lagde endnu en alen til den blanding af disciplin, formsans og respekt for kvalitet, der har kendetegnet hendes arbejde som designer livet igennem. I 1946 giftede hun sig med Jørgen D., og på deres tegnestue, som de etablerede samme år, arbejdede de tæt sammen indtil hans alt for tidlige død i 1961. Tegnestuen lå først i København, siden i Bagsværd, hvor også deres første datter Dennie blev født i 1950. Sammen udviklede de en eksperimenterende arbejdsform med lige dele funktion og sansning. Og snart fulgte hædersbevisningerne. De kom bl.a. i form af sølvmedaljer ved den højt estimerede triennale for design i Milano 1951, 1954 og 1957, og i 1960 fik de guldmedalje. Det var også i disse år, de mødte og fandt samarbejdspartnere, der tillige blev gode venner. Fra primært at have arbejdet med møbler startede de således i 1952 et frugtbart og frodigt samarbejde med baron Percy Halling-Kock og den kunstindustrielle virksomhed Unikavæv. I 1954 fulgte for Nanna Ditzels vedkommende et livslangt samarbejde med virksomheden Georg Jensen, for hvem hun har tegnet smykker og brugsting. I 1956 fik ægteparret tildelt den internationale Lunningpris og fik derved mulighed for at rejse og derigennem lade sig inspirere. Nu gik det stærkt, design, idéer og efterspørgsel fra virksomheder af mange slags blev klaret fra den fælles tegnestue, bl.a. koordinerede de sammen udstillingen Deense Wohnkunst i Amsterdam i 1961. Efter ægtefællens død samme år stod Nanna Ditzel tilbage med tre mindreårige børn og en tegnestue med masser af opgaver. Hun havde store separatudstillinger i New York i 1963 og i Berlin og Wien året efter. I 1964 designede hun møbelstoffet Hallingdal for Halling-Kock Designcenter, hvilket siden førte til et forrygende og givende samarbejde mellem den karismatiske baron og den dygtige designer. Allerede på dette tidspunkt havde Nanna Ditzel fundet den stil, der skulle gøre hendes arbejder til samleobjekter siden. Den byggede på renhed og enkelhed i formen samt et dristigt og afklaret farvevalg. Ofte har hun sammensat farver, der ikke traditionelt blev forbundet, men som hun havde øje for kunne afbalanceres. Det tredje element er en enestående fornemmelse for materialer, uanset om det gælder sølv, træ eller tekstil.

Fra sidst i 1960’erne begyndte en ny periode i Nanna Ditzels liv. Hun havde mødt den tyskfødte møbelmand Kurt Heide, der var den ene af to ejere af et stort møbelhus i London. I 1968 giftede de sig, og Nanna Ditzel flyttede til London, hvor ægtefællerne snart begyndte opbygningen af Interspace International Designcenter. Her fortsatte hun også sit eget arbejde og løste i de næste 20 år en lang række opgaver på højt internationalt niveau. I 1981 valgtes hun som formand for Design and Industries Association i London. Efter Heides død i 1985 valgte hun efter lange overvejelser at flytte tilbage til Danmark, hvor hun indrettede tegnestue i det indre København i 1987. Derefter fulgte den måske mest markante periode i hele hendes produktion. Det var, som om modenheden og sikkerheden nåede et højdepunkt med de løsninger, der fandt vej fra tegnebordet og ud i virkeligheden. Blandt de store opgaver var i 1988 udviklingen af en farvesætning for de nye IC3 tog for DSB. Dertil kom en række tillidsposter, bl.a. var hun bestyrelsesmedlem i Georg Jensen Fonden 1988-90, formand for Statens Kunstfonds udvalg for kunsthåndværk og design 1989-92 og medlem af bestyrelsen for Dansk Design Center 1992-94. Hun fik i 1989 stor opmærksomhed omkring Bænk for to, siden fremstillet af Fredericia Stolefabrik. Den modtog året efter en guldmedalje ved International Furniture Design Competition i Japan. I 1990 deltog hun på Snedkernes Efterårsudstilling med Sommerfuglestolen, en enkel siddestol med ryggen skåret i et stykke fiberplade. Stolen er siden produceret af Fredericia Stolefabrik og kan noteres for et stort salg.

Opgaverne i 1990’erne har fortsat haft en bredspektret karakter. Til Lindehøj Kirke i Herlev tegnede hun fx i 1993 et altertæppe, som blev vævet af Hanne Vedel fra Spindegården i Åbenrå. I 1994 havde hun en stor separatudstilling på Kunstindustrimuseet og i Holbæk Kunstforening. Desuden har hun fortsat med at tegne og formgive nye smykker for Georg Jensen, der nu indgår som en del af Royal Copenhagen, ligesom hun har skabt design til trykte og vævede stoffer for Kvadrat i Ebeltoft, der også producerer nogle af de stoffer, hun i sin tid formgav og farvesatte for Unikavæv. Nanna Ditzel blev i 1995 udnævnt til ridder af Dannebrogordenen og i 1996 til Honorary Royal Designer af Royal Society of Art i London. I 1997 modtog hun Nationalbankens Jubilæumsfonds Hæderslegat, og i 1998 blev hun tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Desuden har hun modtaget Dansk Kunsthåndværks Årspris 1998 og Bindesbøll Medaillen 1999. Hun er medlem af Dansk Designråd og af Danske Designere, der i 1998 udnævnte hende til æresmedlem.