Mime Fønss

Som datter af operasangeren Johannes F. voksede Mime Fønss op i et kunstnerhjem, og trods faderens modstand valgte hun at blive skuespiller. Efter elevårene på Det Ny Teaters elevskole 1930-32 var hun tilknyttet Casino 1932-35 og dernæst teatrene i Odense og Ålborg. Her udviklede hun sit komiske talent, bl.a. som Judith Bliss i publikumssuccesen Høfeber af N. Coward, en rolle, hun gentog på Frbg. Teater i 1943 og i Ålborg Teaters genopsætning i 1946 samt på tv i 1959. Under sin mand Poul Petersens direktionstid i Ålborg 1945-54 spillede hun i et varieret repertoire. Hun var en elegant Elisabeth Munk i Elverhøj, 1945, og en herlig humørfyldt Madam Rust i Henrik Hertz’ Sparekassen, 1949. Det var i Ålborgårene, at Mime Fønss slog sit navn fast som fornem lystspilskuespillerinde. Men hun skabte også gedigne iscenesættelser, bl.a. af Henrik Ibsens Gengangere i 1950, Nøddebo Præstegård samme år og Adam Oehlenschlägers Axel og Valborg i 1954.

Da Poul Petersen i 1954 blev direktør for Århus Teater, fulgte Mime Fønss med. Valget af direktør var tilsyneladende ikke helt indlysende, og rygtet forlød, at Mime Fønss under et gæstespil på teatret skulle have lagt et godt ord ind for sin mand. Det blev dog gode år i Århus, hvor Mime Fønss som teatrets førstedame brillerede i lystspillet, bl.a. endnu engang i Høfeber,1954, som elskelig “giftglad” tante i P. Lorres Arsenik og gamle kniplinger, 1956, og frodig og uimodståelig i N. Cowards Madame,1962. Hun forsøgte sig også i disse år inden for det alvorlige drama og ydede i 1961 stort spil som Josie Hogan i E. O’Neills Måne for de mislykkede i samspil med Johannes Meyer og som Martha i E. Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? Hun spillede ligeledes titelrollerne i Ibsens Fru Inger til Østraat og i Schillers Maria Stuart samt Lady Macbeth i Macbeth. Nye signaler om behovet for et socialt politisk teater bevirkede, at Poul Petersen fratrådte som direktør for Århus Teater ved sæsonens udgang i 1963. 1965 vendte Mime Fønss tilbage til Ålborg Teater, endnu engang under sin mands direktion. Her spillede hun bl.a. i et af Bertolt Brechts få lystspil En mand er en mand i 1967 og i Erik Knudsens Ned med kulturen, hvor hun skabte en vidunderlig parodi på popstjernen Elvis Presley.

I 1968 forlod ægteparret Ålborg og bosatte sig i hovedstaden, hvor Mime Fønss optrådte freelance på kbh.ske scener, såvel i komiske som i det ældre rollefag, bl.a. som moderen i E. O’Neills Du skønne ungdom. Hun har ligeledes medvirket på tv og i Radioteatret og endvidere i film, bl.a. i filminstruktøren Edward Flemings debutfilm – og så er der bal bagefter, hvor hun spillede teaterdirektøren med træk hentet fra Gerda Christophersen, og i 1987 i filmatiseringen af N. Cowards Sidste akt, hvor hun imponerede som den gamle skuespillerinde May Davenport. Mime Fønss var særdeles professionel, forlangte meget af sig selv og tilhørte den type skuespillere fra den ældre skole, der var oplært til både at spille i lystspil og i tragedien. Hun havde en ydre statur og et indre overskud, som gav hendes rollefortolkninger en frodighed, der smittede af på publikum. Mime Fønss har modtaget flere priser, bl.a. Olaf Poulsens Mindelegat i 1982, Osvald Helmuths Jubilæumslegat i 1989 og Teaterdirektørforeningens Fondslegat i 1992.