Mette Warburg

Mette Warburgs fader, der var professor på Rigshospitalet, havde været den første akademiker i sin gren af den jødiske Warburgslægt. Moderen stammede fra en sjællandsk godsejerfamilie. Selv har hun beskrevet sin barndom som præget af meget stor frihed, bl.a. kunne hun bevæge sig over det meste af byen sammen med sin et år yngre broder. Mens moderen lærte hende gammeldags korrekt opførsel, stillede faderen store intellektuelle krav. Under Besættelsen blev familien boende i København, og Mette Warburg gik som 15-årig ind i modstandsbevægelsen, hvor hun bl.a. kodede og dekodede telegrammer fra London om våben og faldskærmsnedkastninger. Hun blev sekretær for læge Gerda Seidelin, som havde ansvar for tyske flygtninge efter befrielsen af Danmark, og Seidelin blev hendes første rollemodel. Da hun blev student fra Ingrid Jespersens Skole i 1944, stod det klart for hende, at hun ville studere medicin ligesom faderen, selvom han under mottoet: “Bare du gør det godt,” gav hende fuld frihed til at vælge uddannelse. Dette motto gjorde hun siden til sit eget. Mette Warburg blev gift under studiet, og hendes første barn blev født 14 dage efter embedseksamen i 1952. Dengang havde man seks ugers barselsorlov. Derefter blev den lille og det nødvendige antal bleer puttet i en trailer bag på cyklen og kom med på sygehuset, så hun kunne blive ammet. Med arbejdstider på op mod 70 timer om ugen var det en enorm fysisk og psykisk belastning. Det blev lidt lettere med det andet barn i 1955, fordi der var blevet råd til bil og hushjælp.

Mette Warburg uddannede sig til øjenlæge under ansættelser på øjenafdelingen på Rigshospitalet, på Blindeinstituttet og på Kommunehospitalet i Århus, hvor hun arbejdede samtidig med, at hun var lektor på Århus Universitet 1963-65. Hun blev speciallæge i oftalmologi i 1966. Patienterne på Blindeinstituttet vakte hendes store interesse for genetikken. Siden åbningen af instituttet i 1858 var alle tilfælde af medfødt blindhed blevet registreret. Hun gennemgik alle journaler og fandt deriblandt den sygdom, som hun opkaldte efter lægen Gordon Norrie, men som i dag af mange kaldes Norrie-Warburgs sygdom. Sygehistorierne og familieundersøgelserne gjorde det klart, at det drejede sig om en arvelig lidelse. Hendes arbejde førte til disputatsen Norrie’s Disease, som omhandlede arvelig blindhed kombineret med tunghørhed og mental retardering. Hun forsvarede den i 1967 med megen anerkendelse. Disputatsen blev i 1979 i Oxford belønnet med den fornemme Doyne Memorial Medal. Mette Warburgs interesse for genetikken og mental retardering udmøntede sig i en række publikationer om patienter med kromosomfejl og øjensygdomme i samarbejde med genetikeren Margareta Mikkelsen, de første så tidligt som i 1963. Mette Warburg beskæftigede sig også med metaboliske, dvs. stofskiftebetingede, øjensygdomme og med syndromer, som ofte var ledsaget af mentalt handicap. Disse interesser førte til rejser til Holland, Frankrig, USA og England og til et samarbejde med forskere i disse lande. Hun blev gæsteprofessor ved universitetet i Indianapolis i 1971 og i Illinois i 1986. I 1992 blev hun udnævnt til adjungeret professor i øjensygdomme ved Århus Universitet, hvor hun efter sin pensionering som 70-årig blev ansat i en periode til at kortlægge behovet for børneoftalmologien. Hendes ekspertise i synsdefekter og mentalt handicap betingede hendes ansættelse som konsulent ved Statens Åndssvageforsorg i 1966. 1974-96 var hun overlæge på øjenklinikken i Vangede, som hun byggede op, og som blev den første fuldtids øjenklinik for handicappede i verden. Klinikken blev drevet af åndssvageforsorgen, indtil den i 1980 blev tilknyttet Københavns Amtssygehus i Gentofte.

Mette Warburgs videnskabelige produktion er omfattende. Hun har skrevet om medfødte og arvelige øjensygdomme, om sammenhængen mellem synsnedsættelse og udvikling samt beskrevet nye og sjældne syndromer, bl.a.Walker-Warburg syndromet. Hun har desuden publiceret en række monografier, populærvidenskabelige artikler og flere film til undervisning af kolleger og plejepersonale. 1980 blev hun medlem af redaktionen af Acta Ophthalmologica, og hun var chefredaktør af Ophthalmic Paediatric and Genetics 1985-93. 1977-81 var hun medlem af Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd som den anden kvinde, Esther Ammundsen var den første. I samme periode var hun medlem af den rådgivende kommission for forskning under Nordisk Ministerråd. Hun gjorde i disse fora en stor indsats for at forklare de mandlige medlemmer, at kvinder kunne fortjene forskningmidler også i en lidt højere alder, når børnefødsler var overstået. Som pioner inden for børneoftalmologien i Danmark har hun været sekretær og næstformand i Dansk Oftalmologisk Selskab. Hun har fået en række udenlandske og danske hædersbevisninger, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1981 og Distinguished Achievement Award for Research 1996, samme år blev hun den første modtager af Synoptik Fondens Ærespris.