Margareta Mikkelsen

Når Søren Kierkegaard selv noterede, at han kom til verden i det år, 1813, hvor så mange gale dalere udstedtes, må man have lov at konstatere, at Margareta Mikkelsen fødtes i München i 1923, det år, hvor så mange værdiløse marksedler blev sat i omløb. Efter forældrenes skilsmisse voksede hun op i Berlin med sin moder, underholdt af morforældrene. I 1942 flyttede hun som student til Hamburg, hvor moderen havde giftet sig ind i en familie, der var i regimets pinefulde søgelys, og Margareta Mikkelsen oplevede her de store luftangreb. Hun nåede at blive uddannet som luftværnsartillerist, men kom ikke i kamp. Efter krigen traf hun sin første mand, som arbejdede i de allieredes censorkorps. Efter giftermål 1946 kom parret året efter til København, hvor Margareta Mikkelsen fik dansk statsborgerskab 1949. I mellemtiden var hun blevet moder til to sønner. Inspireret af en lærerinde havde hun altid ønsket at blive biolog, men faget ansås for brødløst, så i Hamburg havde hun indskrevet sig til medicinstudiet. Hun var nået så vidt, at hun efter at have genoptaget studiet ved Københavns Universitet 1952 kunne blive læge allerede i 1955. To år forinden havde hun været igennem en skilsmisse. Hendes andet ægteskab med juristen Poul M. kom til at vare fra 1957 til 1968.

Efter nogle kliniske ansættelser kom Margareta Mikkelsen til Københavns Universitets Institut for Human Arvebiologi og Eugenik. Det var oprettet i 1938, i høj grad som en tribut til professor Tage Kemp. I 1959, da Margareta Mikkelsen blev ansat, var genetisk forskning mest et spørgsmål om klassisk optrævling af slægter med formodet arvelige sygdomme, hvortil kom studiet af en lille snes blodtypesystemer, der rummede kimen til en biokemisk genetik. Den molekylære genetik med dens udnyttelse af den genetiske kode og dens raffinerede teknikker til genkortlægning lå næsten en forskergeneration ude i fremtiden. Hvad angår cytogenetikken, dvs. genetik på det niveau, der kan ses i mikroskopet, var man så småt i gang med at udvikle teknikker til studiet af kromosomerne. På daværende tidspunkt var det faktisk ikke stort mere end et væv af hypoteser, der forbandt en klinisk defekt, en molekylær mutation og det, man eventuelt så i mikroskopet.

Cytogenetik blev et udviklingsbrændpunkt i 1960’erne, så det var naturligt, at Margareta Mikkelsen og hendes samtidige, bl.a. senere overlæge Anders Frøland, sprang på kromosomvognen. Professor Kemp døde i 1964 og efterfulgtes af nordmanden Jan Mohr. Men det blev navnlig Mogens Hauge, senere professor i Odense, Margareta Mikkelsen kom til at se som sin venligt kritiske læremester og sit forbillede. Den vigtigste kromosomsygdom er Downs syndrom, mongolisme. Især takket være åndssvagelægen Jakob Øster var denne sygdom kortlagt, men det var dengang først lige erkendt, at den skyldes, at kroppens celler indeholder et overtalligt kromosom, i dag kendt som nr. 21. Margareta Mikkelsens primære forskning, som ledte frem til disputatsen Cytogenetiske og autoradiografiske undersøgelser ved Down’s syndrom, 1969, gjaldt netop udredning af de cytogenetiske undertyper af Downs sygdom og den helt forskellige risiko for gentagne tilfælde, som de udviser. Hendes studier forklarede tvangfrit disse forskelle, til hvis præcisering hun fik bistand fra den norskfødte statistiker Jon Stene. Disputatsen gav hende den medicinske doktorgrad i 1970. I 1969 udgav hun også sammen med Frøland Menneskets kromosomer.

I mellemtiden havde Margareta Mikkelsen erkendt, at Mohr ikke så megen fremtid i kromosomstudierne og højst ville beholde hende som en slags “superlaborant”. I 1968 var hun blevet knyttet til åndssvageforsorgen, og denne ansættelse blev en mellemstation til hendes post som chef for kromosomlaboratoriet på det nyoprettede John F. Kennedy Institut i Glostrup 1973. Instituttet var blevet til efter en indsamling, som en af Margareta Mikkelsens trofaste støtter, forsorgschef N.E. Bank-Mikkelsen, havde sat i værk med henblik på udforskning og behandling af genetisk intelligensdefekt. Mens forskningen i den første del af Margareta Mikkelsens 25-årige chefperiode mest sigtede mod at forfine præparationen af kromosomerne og udrede de kliniske følger af tabt eller overskydende kromosommateriale, kom det fragile X siden i fokus. I visse slægter nedarves et kvindeligt kromosom, der tit brækker under præparationen. Den ledsagende intelligensdefekt har et uvant arvemønster, påvist af den amerikanske genetikstatistiker S. Sherman og siden molekylært forklaret i samarbejde med bl.a. Kennedy-gruppen. Under Margareta Mikkelsens ledelse blev laboratoriet udvidet i to omgange, og hun førte sine medarbejdere, bl.a. Lisbeth Tranebjærg, frem til centrale poster i den kliniske genetik. Også Margareta Mikkelsens kliniske indsats bør fremhæves. Familier med åndssvage har meget at slås med, og voksne og aldrende mongoler har helt specielle problemer. Her formåede hun at udmønte sin store viden om arverisiko i jævne råd. I 1990 blev hun udnævnt til adjungeret professor ved Odense Universitet. Da hun i 1993 gik på pension fra Kennedy Instituttet og helligede sig sine tillidshverv, efterfulgtes hun af sin elev, Karen Brøndum-Nielsen, mens en anden elev, Niels Tommerup, blev Mohrs efterfølger. Sideløbende forestod Margareta Mikkelsen i 15 år den cytogenetiske træning ved en række kurser i medicinsk genetik for unge forskere fra mange lande arrangeret af FNs verdenssundhedsorganisation WHO. Her blev grundlaget bl.a. lagt til en bred kontakt til fagfæller verden rundt, hvad listen over Margareta Mikkelsens tillidshverv vidner om. I stigende grad engagerede hun sig i de samfundsmæssige følger af de eksplosivt voksende muligheder for at styre og manipulere ting, som naturen i millioner af år har haft eneret på. Margareta Mikkelsen har bl.a. været medlem af bestyrelsen i Dansk Selskab for Oligofreniforskning 1968-82, formand for Dansk Selskab for Medicinsk Genetik 1982-86, præsident for European Society of Human Genetics 1991-93, og senest bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Medicinsk Filosofi, Etik og Metode 1994-97. Hun var med i de første ministerielle udvalg om prænatal diagnose i 1970’erne og senere om etiske problemer ved bl.a. gensplejsning, hvilket 1984 udmøntede sig i rapporten Fremskridtets pris. 1987-92 var hun medlem af Det Etiske Råd. Desuden har hun i internationale og europæiske arbejdsgrupper beskæftiget sig med metodestandardisering, Downs syndrom og fosterdiagnose. 1990-93 var hun medlem af EU-komitéen Ethical, Social and Legal Aspects of the Human Genome Analysis Programme, 1992-98 af EU- kommissionens rådgivergruppe om bioteknologiens etiske implikationer. For sin indsats har hun modtaget en række hæderspriser og legater, bl.a. Novoprisen 1978, Tagea Brandts Rejselegat 1984, Kleinprisen 1987, flere udenlandske æresmedlemskaber og en æresdoktorgrad ved Rostock Universität 1988, samt Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Guldmedaille 1994, der kun er uddelt 17 gange siden Anden Verdenskrig. Hun blev ridder af Dannebrogordenen 1984 og ridder af 1. grad i 1993.

Margareta Mikkelsen har været den, der mestrede det seje træk, den møjsommelige dans med de bevilgende instanser og det blide puf, når en yngre kollega skulle sættes i gang med en videnskabelig opgave og bagefter holdes til ilden. Alt er sket uden store falbelader. Med sin moderligt kurrende accent og sit stilfærdige, tillidvækkende væsen har Margareta Mikkelsen været en person, som mange har betroet vigtige opgaver. Intet letkøbt er kommet over disken. Glem alt om 1923.