Merete Gerlach-Nielsen

Merete Gerlach-Nielsen voksede op i et internationalt orienteret hjem som sine forældres eneste barn. Faderen var i sin fritid stærkt engageret i organisatorisk arbejde i Alliance française (AF), et verdensomspændende netværk til udbredelse af fransk sprog og kultur, og hendes livslange fascination af Frankrig og foreningsarbejde blev grundlagt her. Moderen indtrådte i 1948 i Danmarks Lottekorps og blev senere oberst i Hjemmeværnet. For journalisten og forfatteren Margrethe Spies, der var Merete Gerlach-Nielsens gudmoder, blev det en kær opgave at tage hånd om gudbarnets indføring i teatrets og litteraturens verden. Premierer blev oplevet, og autografbogen fik kendte signaturer. Spies var soroptimist, optaget af ligestilling og kvindesag, og interessen smittede af på Merete Gerlach-Nielsen, der som flittig biblioteksgæst hjemlånte kvindehistorisk litteratur allerede i tiårsalderen. Hun fik sin skolegang på den franske skole, som der var tradition for i familien, og blev i 1951 student fra Christianshavns Gymnasium. Forældrenes konfirmationsgave, et livsvarigt medlemskab af AF, skulle vise sig at bringe glæder og muligheder i rigt mål. Der var tidligt bud efter hende til Le Coq, de franskstuderendes forening på Københavns Universitet, som hun blev formand for 1954-55. I 1957 blev hun sekretær i AF, 1978 formand, en opgave der blev skøttet med stil og personlig charme gennem ti år. For sin indsats for Le Coq og for alliancen modtog hun i 1983 byen Paris’ Bronzemedalje. I anledning af 100-året for oprettelsen af den danske afdeling publiceredes L’Alliance française de Copenhague a cent ans, 1985, hvor hun var medforfatter.

Merete Gerlach-Nielsen valgte at studere fransk og dansk, blev cand.mag. fra Københavns Universitet i 1960 og havde undervejs gennem statsstipendier også studeret i Frankrig og Island. En guldmedaljeafhandling fra 1961 Ideerne i Stendhals kærlighedsteori og deres forbindelse med det øvrige forfatterskab oversatte hun i 1965 til fransk. Afhandlingen udkom med anmelderros i Videnskabernes Selskabs Historisk-Filosofiske Meddelelser. Efter et kandidatstipendium 1963-64 og løsere ansættelser blev hun 1972 lektor ved Romansk Institut. I 1963 fik hun en datter, men undlod barselsorlov og fortsatte uforsagt arbejde og singletilværelse. Kønshistoriske emner, idé- og begrebshistorie optog hende, og hun publicerede bl.a. studier, der forenede filologiske og kønshistoriske teorier. Da kvindeforskningen fik fæste i midten af 1970’erne, introducerede hun undervisning om kønsrollemønstre i fransk litteraturhistorie. Hun kom naturligt til at beundre Nynne Koch og dennes banebrydende arbejde med at registrere kvinderelevant litteratur på Det Kgl. Bibliotek (KB). De udviklede stor gensidig respekt og efterhånden også et nært venskab, og Merete Gerlach-Nielsen blev i kraft af sin fremtrædende placering i universitetsverdenen en nøgleperson i de forhandlinger, der førte til udflytningen af Kochs projekt fra KB 1982 og etableringen af det selvstændige informationscenter for kvinde- og kønsforskning KVINFO. Merete Gerlach-Nielsen var 1987-88 formand for centrets første bestyrelse. I 1985 var hun blandt initiativtagererne til og udgiverne af festskriftet til Koch Der er en verden ved siden af verden. På institutniveau virkede Merete Gerlach-Nielsen som formand for det nyoprettede studienævn, og i ministerielt regi var hun bl.a. udpeget som medlem af Det Faglige Landsudvalg for Humaniora og Teologi 1975-83. Hendes kyndighed blev også værdsat af Kvindelige Akademikere (KA), i hvis bestyrelse hun indtrådte i 1974, og hvor hun var formand 1978-88. De sidste to år var hun tillige foreningens repræsentant i Danske Kvinders Nationalråds styrelse. Som formand for KA fik hun foreningens økonomisk belastende feriehus i Hornbæk til at fungere som samlingssted for medlemmer, og hun forestod desuden oprettelsen af Læge Else Nikolajsens Legat, som KA siden 1985 har uddelt årligt.

Merete Gerlach-Nielsen blev i 1975 udpeget som personligt medlem af den danske UNESCO-kommission og varetog denne opgave med entusiasme til 1988. I denne periode blev hun formand for flere udvalg og var jævnligt delegeret ved internationale konferencer. De nordiske lande var i disse år stærkt engageret i at få oprettet en chefstilling i sekretariatet i Paris til at koordinere kvindeområdet. Merete Gerlach-Nielsen var dansk kandidat til posten, da den efter de første fire år skulle nybesættes i 1988, blev valgt blandt 800 ansøgere og hermed en af de første højt placerede danske kvinder i FN-systemet. Ved sin tiltrædelse overtog hun en tværgående strategi, hvor programaktiviteternes gennemførelse afhang af vilje og forståelse i fagsektorerne. Hun var straks opmærksom på betydningen af en beslutning om at styrke brugen af et entydigt kønsneutralt sprog i FN-dokumenter og fremmede den publikation, der udkom med titlen Guidelines on Non-sexist Language og fortsat udgives. Den sprogkyndige Merete Gerlach-Nielsen nød udfordringerne i det tværkulturelle UNESCO-miljø, men den bureaukratiske kultur harmonerede ikke med hendes forskersjæl, og da hendes kontrakt udløb i 1990, fandt hun tiden inde til at realisere drømme om at arbejde freelance med bopæl i Paris. Hun har siden brugt sin internationale viden, sproglige og litterære ballast i gæsteprofessorater, eksaminator- og censorvirksomhed, skribent- og oversættelsesarbejde, centreret om hendes livslange engagement i fransk-dansk kulturelt samarbejde. Hun har fx oversat den kendte kønshistoriker Elisabeth Badinters XY, 1994, og hendes unikke organisationserfaring har fundet udfoldelse i bestyrelsen for Foreningen af tidligere internationale embedsmænd. Merete Gerlach-Nielsen er hædret med adskillige legater, stipendier og priser og dekoreret med Les Palmes Académiques af 2. grad. Hun opnåede efter ansøgning fransk statsborgerskab i 1998.