Merete Bodelsen

Merete Bodelsen er som kunsthistoriker kendt både i Danmark og i udlandet for sin grundlæggende og dybt originale forskning i den tidlige symbolisme. Hendes begavelse blev hjulpet godt på vej ved tidlig skolegang i England og senere på H. Adlers Fællesskole i København, hvorfra hun tog studentereksamen i 1926. Under opvækstårenes ferieophold i London var hun blevet en flittig museumsgæst, og hun valgte trods betænkeligheder at læse kunsthistorie hos Francis Beckett på Københavns Universitet. Da denne omkring 1930 trak sig tilbage, og stillingen blev overtaget af Christian Elling, valgte hun som mange af sine medstuderende ikke at tage den afsluttende magisterkonferens. Ikke desto mindre skulle hun snart vise sig som en fuldbefaren akademiker. Den formelle anerkendelse heraf blev den senere udnævnelse til æresdoktor ved Københavns Universitet i 1979.

1929-31 var Merete Bodelsen redaktionssekretær hos Sigurd Schultz på Nyt Tidsskrift for Kunstindustri. Hos denne læremester fik hun på én gang skrivefærdighed og redaktionserfaring med respekt for deadlines samt ikke mindst lejlighed til at gøre indgående studier i den keramiske kunst, hvilket blev afgørende for hendes senere videnskabelige arbejder om P. Nordstrøm, J.F. Willumsen og P. Gauguin. Her styrkedes også hendes æstetiske sans og kærligheden til bogkunsten. Samtidig havde Merete Bodelsen ligesom Schultz en udpræget sans for systematik og respekt for dokumentation, og hun forstod ikke blot at værdsætte fagets fundamentale værktøj, men også betydningen af selv at bidrage dertil. På det tidspunkt var hun allerede sporet ind på bibliografisk arbejde, hvilket resulterede i det grundlæggende værk Dansk kunsthistorisk Bibliografi, 1935, sammen med Aage Marcus. I 1939 fulgte hendes bibliografi over Karl Madsen, i 1942 over Emil Hannover og endelig i 1943 bibliografien Fransk Kunst om de dansk-franske kunstforbindelser sammen med Dyveke Helsted. På Schultz' foranledning blev Merete Bodelsen også forfatter til en lang række artikler i Dansk biografisk Leksikons 2. udg. om malere, billedhuggere og kunsthåndværkere fra 1880'erne til 1930'erne. Det var derfor lykkeligt, at hun i 1943 i samarbejde med Povl Engelstoft påtog sig redaktionen af den praktisk talt kuldsejlede 3. udg. af Weilbachs Kunstnerleksikon, 1947-52, dansk kunsthistories biografiske opslagsværk, der havde været på vej siden 1917. Fagligt, men også diplomatisk, var det en yderst krævende opgave og den eneste, hvor Merete Bodelsen fik lejlighed til at udøve sin faglige kompetence i et bredere forum. Trods hindringer som besættelsestidens papirmangel og hendes egne kompromisløse kvalitetskrav fuldførte hun udgivelsen i 1952 med den stædighed og energi, der var karakteristisk for hende. Legemlige skavanker havde lært hende kunsten at udnytte sin tid rationelt, og hverken de eller alderen svækkede hendes uafviselige, åndelige kraft, hendes årvågenhed, hurtighed eller perfektionisme.

Merete Bodelsens videnskabelige publikationer begyndte i 1943 med bogen Maleren Ludvig Find og fortsatte i 1957 med Willumsen i halvfemsernes Paris, bl.a. om hans forbindelse med symbolismens malere i Pont-Aven. Med rækken af artikler om Gauguin publiceret i engelske og franske tidsskrifter samt den engelske udgivelse Gauguin's Ceramics, 1964, om hans keramiske arbejder vandt Merete Bodelsen international anerkendelse. I 1968 fulgte Gauguin og impressionisterne, hvor hun identificerede og lokaliserede Gauguins omdiskuterede, men ukendte kunstsamling. Afhandlingen var elementært spændende, og den er rosende blevet karakteriseret som kriminalistisk kunsthistorie. Et lignende projekt lykkedes i samarbejde med museumsdirektør Hanne Finsen med udstillingen Gauguin og van Gogh i København i 1893, der blev vist på Ordrupgaardsamlingen i 1984. Her blev store dele af de nu verdensberømte, dengang kontroversielle kunstneres legendariske repræsentation på Den frie Udstilling knapt hundrede år forinden identificeret og vist. I sin videnskabelige produktion demonstrerede hun, hvordan fraværet af autoritetstro over for det vedtagne, kombineret med en kreativ sans for at opspore stof og et systematisk, slidsomt studium i kendte og ukendte kilder kan føre til store og uventede resultater. Hendes afhandlinger vil derfor til stadighed være metodisk inspirerende. Selvom Merete Bodelsens karriere var atypisk og uafhængig af institutionerne, modtog hun ikke desto mindre adskillige hædersbevisninger, bl.a. Robert Hirschsprungs Museumslegat i 1939 og 1958, ligesom hun var bestyrelsesmedlem i Tagea Brandts Rejselegat fra 1960. I sine sidste år skabte hun forudsætningerne for at videreføre Weilbachs Kunstnerleksikon ved stiftelsen af den selvejende institution af samme navn med det formål at opbevare og til stadighed udbygge Weilbachs Arkiv og i fremtiden gøre det tilgængeligt for forskning og kommende redaktioner af leksikonet.

I ægteskabet med den lidt ældre C.A. B., der var professor i engelsk, fik Merete Bodelsen ikke blot en akademisk medspiller, men også rig lejlighed til fortsat kontakt med britisk sprog og kultur. Træk af familielivet og af hendes personlighed afspejles lejlighedsvis i sønnen Anders B.s forfatterskab.