Marie Nielsen (læge og missionær)

Marie Nielsen voksede op i et indremissionsk hjem på Holbækegnen. I 1919 tog hun studentereksamen fra Haslev Gymnasium, hvilket var ualmindeligt for en pige fra landet. Allerede som 18-årig havde hun følt sig kaldet til at blive missionær og ønskede derfor at uddanne sig. 1927 tog hun medicinsk embedseksamen ved Københavns Universitet og opholdt sig derefter en kort tid i Skotland og England. I slutningen af året blev hun udsendt til Kina af Det Danske Missionsselskab (DMS) for at lede en kvindeafdeling, som selskabet var ved at nyindrette ved Dandong Hospital i Liaoningprovinsen, Manchuriet, hvor Karen Gormsen tidligere havde arbejdet.

For at lære kinesisk blev Marie Nielsen først sendt til Peking, det nuværende Beijing, hvor hun også arbejdede på et hospital. Efter nogle måneder kom hun til Dandong, hvor hun fortsatte med sprogstudierne sideløbende med arbejdet på hospitalets kvindeafdeling. Marie Nielsen fandt hospitalet både hyggeligt og ejendommeligt, fx den kinesiske “kang”, et muret opvarmet sengested i hele rummets længde. I hospitalets tre kvindestuer var ti patienter på hver kang ikke et usædvanligt syn. Systemet krævede en stor grad af renlighed, eftersom operations- og barselspatienter ikke kunne undgå at røre hinanden. Marie Nielsen tog fat på arbejdet med den sejhed, der kendetegnede hende, og hun oplevede glæden ved at se, at mange blev hjulpet både fysisk og psykisk. Da et nyt kvindehospital stod færdigt i 1932, var der senge på alle stuer. Afdelingen blev bygget sammen med mandshospitalet, så man delte operationsstue og røntgenafdeling. Kvindehospitalet var fra da af ledet af Marie Nielsen, kaldet Dr. Marie, en kinesisk læge og en dansk sygeplejerske. Marie Nielsen viste sig som en beskeden og ligefrem samarbejdspartner, og der gik ry af samarbejdet mellem hende og den kinesiske læge Dr. Bi. Under Japans besættelse af området 1931-45 måtte hun 1941 overtage arbejdet ved DMS’ hospital i Xiuyan. Krigen medførte en yderligere katastrofe, idet japanerne i 1944 tvang hospitalet til at modtage plettyfuspatienter fra en nærliggende tvangsarbejdslejr. Smitten ramte både patienter og medarbejdere, og sygdommen bredte sig til hver krog af bygningen. Marie Nielsen, der nu var blevet overlæge, ledede både desinficering og lægearbejde, men forholdene var desperate på grund af mangel på mad og medicin. Selv blev hun også ramt af sygdommen sammen med to danske sygeplejersker, hvoraf den ene, Helga Johansen, døde. Efter fredsslutningen i august 1945 rykkede russerne ind i byen og året efter de kinesiske kommunister. Kommunisterne fyldte hospitalet med patienter fra hæren og belastede hospitalets økonomi. Da der ikke fandtes nogen afløser for Marie Nielsen, fortsatte hun under de mere og mere kaotiske forhold uden fridage og ferier. Der stod respekt om den lille kvindeskikkelse, der holdt ud, hvor andre måtte give op.

I 1947 kom der igen bud efter Marie Nielsen fra hospitalet i Dandong, hvor sårede soldater og civile strømmede til. Efter få måneder blev hun overlæge ved hospitalet sammen med to kinesiske læger. Postforbindelsen til Danmark fungerede ikke, og ernæringssituationen var til tider katastrofal. I 1948 stod det klart, at kommunisterne ville sejre, og i Dandong som i Xiuyan forlangte de at blive behandlet gratis. Hvor man tidligere kun gav fattige kinesere gratis behandling, så man nu højtstående officerer og partifunktionærer overtage rollen som gratister. Der blev indsat kadrer og informanter på hospitalet og andre institutioner med det formål at udbrede den kommunistiske ideologi og udpege syndebukke. I 1949 satte man rygter i gang angående de stedlige danske missionærer, der fra nu af skulle betragtes som imperialister. Marie Nielsen blev beskyldt for at sælge ud af hospitalets tøj, og andre missionærer blev anklaget for lignende opdigtede forhold. Marie Nielsen og hendes kolleger kom i forhør, og kinesiske venner turde ikke tale med dem. Marie Nielsen fortsatte, så godt det lod sig gøre, indtil udrejsetilladelsen kom. Da var flere af hendes kolleger allerede blevet udsat for prygl og fængsel i kortere eller længere tid. Dandong Hospital blev overdraget til den kinesiske kirke i 1950, men blev hurtigt beslaglagt af myndighederne. Marie Nielsen forlod landet samme år og nåede Danmark i begyndelsen af 1951. I 1980 blev hun rehabiliteret af de kinesiske myndigheder i lighed med andre danske missionærer. Efter et års ophold i Danmark rejste Marie Nielsen ud som afløser på Ndolage Mission Hospital i Tanzania i 1952. Tre år efter blev hun overlæge ved det nyoprettede Nyakahanga Mission Hospital, men i 1959 måtte hun rejse hjem, da hun havde pådraget sig en malariasygdom. Hun døde i 1968. Marie Nielsen blev med sit liv et forbillede på pligttroskab og udholdenhed. Ud fra disse nøgterne principper voksede kærligheden til Kinas land og folk. Hun lærte sproget og vandt sig trofaste venner. Tiden var for kort til, at hun i Tanzania kunne lære et nyt sprog, og her klarede hun sig med engelsk. Men Marie Nielsen fortsatte med at være til stede, hvor andre måtte give op. Hun blev en banebryder for de kvinder, hun fik ansvar for, hvad enten det var i Kina eller i Afrika.