Karen Gormsen

Karen Gormsen voksede op i et fattigt husmandshjem. Hendes fader var flittig og arbejdsom, men led af tungsind, moderen spandt eller syede for folk og deltog i markarbejdet. Børnene måtte tidligt gøre gavn for føden. Ti år gammel blev Karen Gormsen fæstet som barnepige af naboen. Hun, der var nært knyttet til sin fader, kom i sit voksenliv ud i depressioner, der varede op til flere dage. På trods af dette bevarede hun glæden ved børn og den natur, der havde været en så vigtig del af hendes opvækst.

Allerede i skoletiden fik Karen Gormsen tanken om at rejse ud som missionær. Hendes elskede grundtvigske lærer Mads Jensen Lomholt havde levendegjort bibelhistorien for hende, så hun aldrig glemte den, men i sit senere arbejde i Kina benyttede samme metode: en mundtlig fremstilling, der gik fra hjerte til hjerte. 1900-04 uddannede hun sig til sygeplejerske på Kommunehospitalet og var derefter en tid ansat i valgmenigheden i Kerteminde. Hun meldte sig derpå til Det Danske Missionsselskab (DMS). Efter et års uddannelse på den kvindelige missionsskole i Andst rejste hun 1906 til den kinesiske by Dandong i Liaoningprovinsen, Manchuriet, hvor der i forvejen var en lille flok danske. Sprogundervisningen foregik ved hjælp af kinesiske lærere, og efter nogle måneder begyndte Karen Gormsen det evangeliserende arbejde blandt kvinder. Da DMSs hospital i Dandong stod færdig i 1908, virkede hun der som sygeplejerske og jordemoder. Samtidig begyndte hun at uddanne kinesiske sygeplejersker. Men det, som optog hende mest, og som med tiden gjorde hende kendt, var børnene og deres forhold.

I Kina var det på den tid almindeligt at sælge overskydende piger til bordeller. Uønskede eller syge spædbørn blev som oftest kvalt eller lagt ud i bjergene til de vilde hunde. Karen Gormsen havde tidligt taget en moderløs pige til sig. Nogen tid efter lå en seksårig pige ved hospitalets port med koldbrand i sine bundne fødder. Karen Gormsen tog også hende til sig, og de to børn blev til flere. Et par unge mænd kom med et par nyfødte tvillinger, som de havde fået medlidenhed med. Anonyme personer lagde små babyer på hendes trappesten. For at spædbørnene ikke skulle fryse ihjel eller blive taget af de altid omstrejfende hunde, indrettede Karen Gormsen en skuffe i hospitalsmuren, beregnet til de små. Som tak for hjælpen under en koleraepidemi tilbød byrådet hende en byggegrund ved Sølvskobjergets fod. Her indviede hun sit børnehjem i 1916. Skuffen i hospitalsmuren var ikke nødvendig længere. Den blev muret til. Men den grønne træramme blev siddende, indtil muren forsvandt i slutningen af 1980’erne. Børnehjemmet blev udvidet i takt med tilgangen af børn. I 1936 var der 136 børn. Under Anden Verdenskrig voksede børnetallet til et par hundrede. Børnene var alle slags, lige fra politisk truede konkubinebørn af det afsatte kejserhus til bordel- og gadebørn. Sommetider kunne et spædbarn være forsynet med tøj og navneseddel. Men de fleste var anonyme, svøbt i klude eller hundeskind, og disse børn fik Karen Gormsens efternavn samt et fornavn, der ofte rummede tegnet for lys, eller endnu tiere tegnet for ordet kostbar. På børnehjemmet boede børnene i familier med en voksen ansvarlig person, som også sov sammen med dem på det fælles sengested, den kinesiske kang, der var opvarmet om vinteren. Hver stue havde sin farve. Forholdene på Karen Gormsens børnehjem kunne ikke undgå at vække beundring i det store, fattige land. At børnene havde fælles dagligstuer og modtog gratis undervisning, var noget hidtil uhørt. Grundet de altid ustabile politiske forhold bestemte de kinesiske myndigheder, at ingen andre end Karen Gormsen skulle have forældremyndighed over børnene. Og således blev flere hundrede plejebørn på myndighedernes foranledning registreret med hende som eneste forældremyndighed.

Før 1931 havde Karen Gormsen fået støtte og økonomisk hjælp dels fra private kredse i Danmark, dels fra amtmanden, herredsfogeden og bankdirektøren i Dandong. Til gengæld for hjælpen fik byrådet lov til at sende børn til børnehjemmet. Da japanerne i 1931 besatte området, opstod der vanskeligheder. Under Anden Verdenskrig blev det især vanskeligt at skaffe mad, og Karen Gormsen rendte myndighederne på dørene. Hun blev overfuset og lærte derefter at tigge, snyde og handle sortbørs som kineserne. Ved venners hjælp slap Karen Gormsen og børnene igennem krigen. Efter Japans nederlag rykkede russerne ind i 1945. De plyndrede byen for, hvad japanerne havde levnet og kørte det bort. Men Karen Gormsen udviste som altid mod og udholdenhed, og hun overtalte russerne til at give hende mere korn, end hun havde betalt for. Efter året med russerne fulgte 1946 første hold kinesiske kommunister. Efterladte civile japanere blev nu fængslet eller skudt. Det lykkedes Karen Gormsen at redde en japansk ven og hans familie ved at skjule døtrene på børnehjemmet, som hun før havde skjult mistænkte kinesere, indtil familien fik tilladelse til at rejse hjem. Efter at kommunisterne 1949 var kommet til magten, tvang de hende året efter ud af landet. Forinden prøvede hun at anbringe børnene i private hjem. Tilbageblevne små og store børn blev fjernet fra hjemmet under hjerteskærende scener. I de følgende år blev Karen Gormsen stemplet som kontrarevolutionær, og “hendes børn” blev sendt på genopdragelse. Hun søgte siden flere gange om tilladelse til at vende tilbage til Kina, men fik afslag. På grundlag af Karen Gormsens egen beretning udgav Agnes Albinus-Jørgensen 1961 bogen Mine børn i Kina.

20 år efter sin død blev Karen Gormsen 1980 rehabiliteret i lighed med andre missionærer, bl.a. Ellen Nielsen og Marie Nielsen. Hendes ry voksede, og ingen andre missionærer er som Karen Gormsen blevet omtalt positivt i den kinesiske dagspresse. Artikler i 1995-96 har fremhævet hendes indsats på hospitals- og børnehjemsområdet, således at hun i dag står som et forbillede for byen Dandongs institutioner.