Marie Lindhardt

Marie Lindhardt var den yngste af tre søskende og voksede op på Sydfyn i et religiøst præget lærerhjem. Hun blev nysproglig student 1912 fra Hesselager højere Almenskole. Straks efter rejste hun til Tyskland, hvor hun frem til 1918 styrede hus for sin broder Bent, der var præst for den danske menighed i Berlin. Da hun igen bosatte sig i Danmark, tog hun filosofikum på Københavns. Universitet, men først 1920 påbegyndte hun 26 år gammel en egentlig uddannelse. Hun valgte statsvidenskab som sit fag, og 1925 blev hun cand.polit.

Marie Lindhardts første ansættelse var i Københavns kommunes statistiske kontor. 1928 fik hun arbejde i Sundhedsstyrelsens statistiske afdeling, først som vikar, siden i en fast stilling som sekretær. 1941 blev hun fuldmægtig samme sted, og 1946 avancerede hun til kontorchef og var fra da og frem til sin afgang som 67-årig leder af den statistiske afdeling. Det var utvivlsomt den nyansatte medicinaldirektør Johannes Frandsen, der oprindelig stod bag hendes ansættelse i Sundhedsstyrelsen. Den første stilling, hun varetog, var normalt besat af en læge, men Johannes Frandsen havde stor forståelse for medicinalstatistikkens betydning for planlægningen af sundhedsvæsenets opbygning og fremtid og var ikke bange for at tænke nyt. Det skyldtes sandsynligvis også ham, at Marie Lindhardt i 1929 fik et Rockefellerstipendium, der muliggjorde, at hun gennem et år kunne studere i Baltimore, USA, og derefter foretage en rundrejse til forskellige amerikanske stater for at studere det medicinalstatistiske arbejde i marken. Med årene udviklede hun i øvrigt et bredt netværk af internationale kontakter, og hun modtog hyppigt udenlandske gæster i sit kønne hjørnekontor i Bispegårdens stueetage, hvor Sundhedsstyrelsens medicinalstatistiske kontor boede til leje. Hun havde især tæt forbindelse med verdenssundhedsorganisationen WHO, der havde sit europæiske kontor i København, og i 1950 blev hun formand for WHOs ekspertkomité vedrørende sygehusstatistik. Ud over sit professionelle virke deltog Marie Lindhardt i en årrække i det storstilede hjælpearbejde for det armenske folk, som den danske missionær Karen Jeppe havde indledt.

Under sit mangeårige arbejde i Sundhedsstyrelsen udviklede og forbedrede Marie Lindhardt stadig udformningen og indholdet af den årlige medicinalberetning, der både omfattede sundhedsvæsenets personalestatistik og statistikker vedrørende befolkningens helbredsmæssige forhold og sygehusindlæggelser. Hun var desuden optaget af specialopgaver. Mange klinikere søgte samarbejde med hende, bl.a. udarbejdede hun sammen med lægen Peter Krag fra Statens Seruminstitut en forbedret syfilisstatistik. Syfilis havde siden 1906 været anmeldelsespligtig, men indberetningerne var usikre. Ved at koble dem med resultaterne fra de blodprøver, Seruminstituttet modtog, blev det nu muligt at fastslå den reelle hyppighed af nye sygdomstilfælde. Også tuberkulosestatistikken var hun meget optaget af. Sammen med den kendte mediciner, professor Knud Faber publicerede hun 1936 undersøgelsen Tuberkulose og Erhverv, som viste udtalte sociale og geografiske forskelle i sygdomsforekomsten. Desuden skrev hun 1939 en monografi om hyppighed og dødelighed af tuberkulose i Danmark i perioden 1925-34. Hun indså tidligt betydningen af en pålidelig kræftstatistik og støttede varmt lægen Johannes Clemmesen ved det danske Cancerregisters oprettelse i 1942.

Marie Lindhardts hovedværk er de to enestående bøger: Sygehusundersøgelsen i Danmark, 1958, og Sygdomsundersøgelsen i Danmark 1951-1954, 1960, der begge er oversat til engelsk. Inden hun gik i gang, foretog hun en studierejse til England, det eneste land, hvor epidemiologiske undersøgelser af den type tidligere var foretaget. Befolkningsundersøgelserne omfattede dels analyse af mønsteret for sygehusindlæggelser, fordelt på køn, alder og diagnoser, dels en beskrivelse af sygdomsforekomst i et repræsentativt udsnit af befolkningen på 87.000 personer. Resultaterne vakte interesse, også i udlandet, og blev hyppigt citerede. Bøgerne bidrog til Marie Lindhardts gode omdømme i brede lægekredse og var vel medvirkende til, at Det Lægevidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet besluttede at udnævne hende til æresdoktor, en hæder, der sjældent opnås af andre end læger. Marie Lindhardt blev tillige fakultetets første kvindelige æresdoktor. Promoveringen fandt sted ved universitetets årsfest i 1961, og professor Erik Warburg motiverede æresdoktorgraden med varme ord. Bl.a. udtalte han, “at hendes beskedenhed var grunden til, at hun ofte ikke optrådte som medforfatter, men blot blev takket i forord eller fodnoter. Af de talrige danske læger, hun har hjulpet, er mange næppe klar over, at den institution, hun har skabt, er sjælden, selv i vel udbyggede medicinske centre.”

Marie Lindhardt var en dygtig leder af den medicinalstatistiske afdeling, hun havde et godt overblik og tænkte fremsynet, fx så hun straks de vældige muligheder, anvendelsen af edb kunne få for medicinalstatistikken. Hun optrådte altid venligt, hjælpsomt og imødekommende, var vellidt og respekteret, og hendes samarbejde med Sundhedsstyrelsens øvrige afdelinger var forbilledligt. Da Esther Ammundsen 1961 afløste hendes gode støtte Johannes Frandsen, valgte også Marie Lindhardt at gå af; de to havde samarbejdet så tæt i mange år, at hun ikke kunne tænke sig en ny chef. Hendes personlige tilværelse var ikke uden store sorger, og det lange otium var i perioder præget af ensomhed og tungsind. Igennem mange år havde hun boet sammen med sin ugifte søster, lægen Anna L., og hendes pludselige død i 1954 var en umådelig sorg, som Marie Lindhardt aldrig forvandt. Marie Lindhardt var en pioner, der på afgørende måde kom til at forny og præge dansk medicinalstatistik, bl.a. med etableringen af en række registre, der har dannet et væsentligt grundlag for den epidemiologiske forskning, der siden er kommet til at blomstre i Danmark. 1952 blev hun ridder af Dannebrogordenen.