Marie Krøyer

Marie Krøyer voksede op i København, skønt forældrene var tyske. Hun vidste tidligt, at hun ville være maler, stimuleret af sin gang i det gæstfrie mæcenpar Petrea og Heinrich Hirschsprungs hjem. Af maleren Bertha Wegmann blev hun rådet til at få privat tegneundervisning, da der ikke var adgang for kvinder på Kunstakademiet, før Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder åbnede i 1888. Hendes første lærer blev maleren Carl Thomsen, hvis tegneskole hun frekventerede i 1880’erne. Marie Krøyer overvejede selv at åbne en malerskole, men rejste 1888 til Paris, hvor hun fik undervisning hos G. Courtois, A.-P. Roll og P. de Chavanne.

Den 16 år ældre maler P.S. Krøyer opdagede for alvor Marie Krøyer i 1889, skønt hun tidligere havde været model for ham til En Duet, 1887. Efter brylluppet samme år i Augsburg, hvor Marie Krøyers forældre nu boede, drog parret på bryllupsrejse til Italien, hvor de bl.a. boede i Amalfi og Ravello. Under Italiensopholdet fik Marie Krøyer tyfus, hvilket rent fysisk satte hende tilbage med hensyn til maleriet. Da de 1891 vendte hjem til Danmark, slog de sig ned på Skagen i Vesterby. Marie Krøyers tilsynekomst i Skagen skabte en del uro og intriger mellem på den ene side maleren Viggo Johansen og hustruen Martha og på den anden side ægteparret Krøyer. Resultatet blev, at familien Johansen derefter ikke satte deres ben på Skagen i 25 år. I 1891 deltog Marie Krøyer på Den fries første udstilling sammen med bl.a. ægtefællen og vennerne Agnes og Harald Slott-Møller, Johan Rohde og J.F. Willumsen. Marie Krøyer arbejdede intenst med maleriet, men følte, at det var for vanskeligt at bryde igennem. Det gjorde det formentlig ikke nemmere, at hun havde en virtuos af en maler ved sin side. Sin egen generation af malende kvinder opfattede hun som blot og bar “brecheføde”, der skulle bane vej for kommende generationer af kvinder. Hendes selvkritik var dræbende, skønt hendes koloristiske og æstetiske sans var uomtvistelig. Fransk Markedsplads, et lille naturalistisk maleri fra 1898, er det sidst registrerede maleri fra hendes hånd ud af i alt 20 registrerede. Når man betragter det overordentlig fine, lille impressionistiske maleri, skærer det én i hjertet, at hun ikke fremturede.

Marie Krøyer, der var stærkt optaget af den engelske digter John Keats’ poesi, vendte ofte tilbage til citatet: “Beauty is truth – truth beauty – that is all ye know on earth and all ye need to know.” Desuden var hun optaget af den engelske designer C.R. Mackintosh, der inspirerede hende til selv at tegne møblerne til hjemmet på Skagen og i Bergensgade i København Et møblement er i dag bevaret i Nationalmuseets samling. Hun abonnerede på det engelske tidsskrift The Studio, hvor hun kunne læse om andre kunstnere som W. Morris og E. Burne-Jones, der var medlemmer af The Arts and Crafts Movement, som ikke alene arbejdede med kunst, men også med kunsthåndværk og boligindretning i protest mod den fremherskende industrialisering på området.

Marie Krøyers kunstneriske arbejde fik en brat ende med ægtefællens sygdom i 1900, som medførte hans indlæggelse på Middelfart Sindssygehospital. Da han fik det bedre, drog de atter sydpå, denne gang til Tyskland. I 1902 rejste Marie Krøyer alene til Taormina på Sicilien, mens Krøyer havde ærinder i Paris. Her mødte hun den fem år yngre svenske komponist og korleder Hugo Alfvén, som faldt hovedkulds for hendes skønhed. Hun blev revet med af hans stormende forelskelse, drog til Paris og bad Krøyer om skilsmisse. Han foreslog i stedet, at Alfvén kom til Skagen, hvad han gjorde i sommeren 1904, med kompositionen Midsommarvaka, bedre kendt som svensk rapsodi, til følge. Året efter ventede hun barn med Alfvén, og Krøyer måtte indvilge i skilsmisse. Hun flyttede til København til en usikker tilværelse og fødte 1905 datteren Margita. I 1895 havde hun fået sit første barn Vibeke, men hun tog efter forældrenes skilsmisse faderens parti og vendte sig bort fra moderen. Alfvén kunne ikke på dette tidspunkt gifte sig med Marie Krøyer, da det ville skade hans karriere som korleder i Uppsala, at han havde “stjålet” den store danske kunstners kone. Marie Krøyer var dog indimellem i Sverige i Tällberg, hvor parret havde fundet en stor grund ned til Siljansøen. Her skabte hun sit hovedværk Alfvénsgården, som hun var arkitekt for. Desuden fik hun opført små udenomsrum bygget af gammelt træ med antikke låse og vinduer fra egnen. Resultatet blev smukke bygninger i egnens stil omkring et gårdrum af stor skønhed. Hendes skønhedssans gennemsyrede alt, hvad hun rørte ved.

Skønt Marie Krøyer hurtigt fandt ud af, at Alfvén fra første færd havde været hende utro, giftede de sig alligevel i 1912, idet hun ikke kunne tillade sig at gøre to børn fædreløse, som hun skrev i et brev til veninden Agnes Slott-Møller. Ægteskabet blev ikke lykkeligt, og Marie Krøyer havde svært ved at acceptere den i alle henseender ustabile kunstner. Omkring 1928 ønskede han skilsmisse, hvilket hun i første omgang nægtede. Deres forhold blev dog efterhånden så ulideligt, at flere processer gik i gang og endte med den definitive skilsmisse i 1936. Alfvénsgården, der havde været et af stridspunkterne, tilfaldt Margita. De sidste år tilbragte Marie Krøyer i stor ensomhed i Stockholm. Ungdomsvennerne Slott-Møller havde hun fortsat gennem breve forbindelse med. Deres planlagte rejse til det Italien, som de alle tre elskede, blev aldrig til noget. Alene rejste hun til Firenze og mindedes med sorg årene med Krøyer, som hun havde vraget. Kun Margita så til hende de sidste år. I 1940 døde hun og blev begravet på Leksand Kirkegård. Da Margita døde i 1962, tilfaldt gården halvsøsteren Vibeke, der imidlertid fandt den for stor, hvorfor hun solgte den og købte et mindre hus i nærheden. Da hun døde i 1985, blev hun ved skæbnens ironi begravet ved siden af moderen.