Faktaboks

Marie Christine Bjørn
Født
18. marts 1763
Død
15. april 1837, Fredericia
Arbejdsliv
Danser og solodanser
Familie

Gift 15. maj 1783 med kammersekretær Christian B., født ca. 1760 i København, død 19. december 1816 samme sted, s. af gårdejer Peder Block B.

Børn: Elisabeth (ca. 1784), Louise Augusta (ca. 1787), Peter Christian (ca. 1790), Marie Sophie Frideriche (ca. 1792), Wiveke Wilhemine (ca. 1796).

Marie Christine Bjørn kom til balletten i en relativt sen alder. Først da hun var 15 år gammel, blev hun i 1778 optaget som elev ved Det Kgl. Teaters ballet. Her var den italienske koreograf Vincenzo Galeotti i 1775 blevet balletmester, og under hans ledelse oplevede balletten sin første glansperiode. Marie Christine Bjørns undervisning blev varetaget af balletmesteren selv, og i 1781 lod han hende debutere i en seriøs solodans. I Marie Christine Bjørn fandt Galeotti en oplagt arvtager efter ballettens første primadonna, den unge, afholdte og talentfulde Anine Frølich. Dengang som nu var konkurrencen ved balletten hård og til tider ubarmhjertig. Der er ingen tvivl om, at Marie Christine Bjørns hastigt voksende popularitet var en væsentlig årsag til, at publikum relativt hurtigt kom sig over, at Frølich, som var Galeottis tidligere elskerinde, blev skubbet ud i kulden.

For at begå sig i Galeottis balletter var det vigtigt at mestre den mimiske kunst. Og det gjorde Marie Christine Bjørn. Hun havde et yderst udtryksfuldt ansigt og egnede sig glimrende som heltinden i de tragiske balletter, fx Den forladte Dido, Lagertha og Semiramis. Om sidstnævnte fortalte den franske danser Antoine Bournonville i sin dagbog, at hun gav rollen “til Fuldkommenhed”. Da han i 1792 gæstedansede på Det Kgl. Teater, var det netop i Marie Christine Bjørn, han fandt en storartet og ligeværdig partner i den seriøse dans. Datiden beundrede hendes statuariske skikkelse og rolige, kølige ophøjethed, som netop var i tråd med tidens nyklassicistiske idealer. Det samme gjaldt hendes skønne bevægelser, som teaterkritikeren Knud Lyne Rahbek omtalte som hendes “legemlige Veltalenhed”. Hun beskrives som imposant, men samtidig kvindeligt smuk. De tekniske krav til danserinderne var dengang af en ganske anden art end i dag. Tåspidsdansen eksisterede for eksempel ikke. Mimik og gestik var de bærende elementer, mens virtuose spring og løft tilhører en senere udvikling. Den absolut slanke linie var ikke nogen betingelse for at være en fremtrædende og anerkendt danserinde. Tværtimod ville man med nutidige øjne opfatte datidens danserinder som let buttede.

Dansen var ikke Marie Christine Bjørns eneste sceniske talent. På grund af sine dramatiske, mimisk-plastiske evner blev hun også benyttet i skuespillet. Hun ejede tillige en glimrende sangstemme og optrådte med stor lykke som pagen i den danske oversættelse af P.A.C. de Beaumarchais’ Figaros Bryllup ved premieren i 1786. Først i 1802 blev hun efter lang og tro tjeneste udnævnt til solodanserinde. Få år efter valgte hun i 1804 at trække sig tilbage fra teatrets verden.

Beskrivelser og portrætter af Marie Christine Bjørn

  • Stik efter tegn. fra 1788 af Erik Paulsen. Mal. af Christian August Lorentzen og af Jens Juel.
  • Svend Kragh-Jacobsen (red.): Den kongelige danske ballet, 1952. K.L. Rahbek: Erindringer af mit Liv, 1824-29. K.L. Rahbek: Lommebog for Skuespilyndere, 1788.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig