Anine Frølich

Det fik ganske afgørende betydning for Anine Frølichs videre kunstneriske udvikling, at den italienske koreograf Vincenzo Galeotti i 1775 blev hentet til Danmark som balletmester på Det Kgl. Teater. I tiden frem til 1816 hvor Galeotti fungerede som balletmester, formåede han at skabe stor interesse om balletten og at give den en ledende position ved teatret. Galeotti havde blik for Anine Frølichs enestående talent og betroede hende alle de store hovedroller i sit repertoire. Hun var således medvirkende til, at Galeottis overvejende pantomimiske balletter blev en stor succes. Tidligere havde der i Hofballetten været tale om en række danseoptrin, der var uafhængige af hinanden, og som ikke rummede nogen gennemgående handling. Det var dans for dansens egen skyld. Galeottis balletter baserede sig derimod på et dramatisk sammenhængende forløb med udgangspunkt i en dramatisk tekst og en gennemgående handling. Dans og mimik blev således fortællende betydningsbærende elementer, og det mimisk dramatiske stod centralt. Sit egentlige gennembrud oplevede Anine Frølich med partiet som den ulykkelige dronning i Den forladte Dido, 1777, som hun dansede i et gribende samspil med balletmesteren. Blandt hendes øvrige betydelige og krævende roller var Idamea i L’Orphelin de la Chine, 1780, hvor hun på ny viste sin ganske særlige evne til at give de tragiske figurer i Galeottis handlingsprægede reformballetter liv. Samme år markerede hun sig ligeledes som Anette i Kærlighedens og Mistankens Magt.

Også på det private plan blev Galeotti fra første færd betaget af Anine Frølich. Skønt der var en aldersforskel på næste 30 år mellem dem, var forelskelsen gensidig, og hun blev hans elskerinde. Forholdet endte imidlertid ulykkeligt. Anine Frølich blev svigtet, og hendes personlige hjertesorger kombineret med en voldsom fysisk overanstrengelse som følge af de mange roller gjorde hende alvorligt syg. Til sidst brød hun sammen under en prøve og måtte bringes hjem, hvor hun efter en tid gav op og døde, kun 22 år gammel. Fortidens stemme taler pludselig til os, når en indskrift skrevet med sminkestift i en af Hofteatrets garderober fortæller: “Anine Frølich er dejlig men for tyk.” Måske led hun af en sygdom, der fik kroppen til at svulme op og i sidste ende som den afgørende faktor tog livet af hende. Hendes alt for tidlige og tragiske død satte et brat punktum for et betydeligt og usædvanligt talent, der på det mimisk-plastiske område blev nyskabende i ballettens historie. Samtidig står hendes skæbne som et billede på, hvor galt det ofte gik, når balletmesteren udnyttede sin position til at stå i forhold til den mest fremtrædende af sine danserinder. Anine Frølich var kun en af mange primaballerinaer, der kom til at opleve denne situation, der både kunne medføre væsentlige ændringer i danserindernes karriereforløb og ikke sjældent et ødelagt sjæleliv.