Marie Christensen (politiker)

I vurderingen af Marie Christensen har man fæstnet sig ved, at hun var søster til politikeren J.C. C. og “en elskelig Dame”. I en anekdote fortælles det om hende, at når de parlamentariske opgaver syntes hende uoverkommelige, søgte hun et afsides værelse for dér på ny at læse en meget god anbefaling, hun havde fået som ung lærerinde. Hun var blevet indvalgt i Rigsdagen som en af de første kvinder i 1918, og anekdoten er blevet brugt til at karakterisere den første generation af rigsdagskvinder i almindelighed og Marie Christensen i særdeleshed. Historien har formentlig intet på sig, og det eftermæle, hun har fået, synes ufortjent. I 1918 var hun ikke et ubeskrevet blad i politisk arbejde, men havde en mangeårig kommunalpolitisk karriere bag sig, hvor hun især havde specialiseret sig i børns forhold.

Marie Christensen voksede op på en gård i Vestjylland som den næstældste af ni søskende. Hjemmet var nøjsomt og gudfrygtigt, men også præget af stærk interesse for politik. Alle ni børn var “fødte Venstremænd”, og Marie Christensens ældste broder skulle senere blive en nøglefigur i dansk politik efter parlamentarismens gennemførelse 1901. Både som læreruddannet og politiker fulgte hun i hans fodspor, men hæmmet af de begrænsninger, som fordomme lagde på kvinders politiske deltagelse, specielt i landbosamfundet. Tidligt opsøgte hun politisk viden gennem læsning, men hendes planer om en læreruddannelse syntes at lide skibbrud, da moderen døde, og hun som 19-årig måtte overtage ansvaret for husførelsen og de mindre søskende. Efter et par år fik hun dog lov at følge sin tilbøjelighed og begyndte på Horsens Kvindeseminarium, dengang det eneste jyske seminarium for kvinder. Marie Christensen tog lærerindeeksamen 1882 og virkede derefter ved flere jyske landsbyskoler, Nordby på Fanø 1883-88, Lyngså ved Sæby 1888-1902 og endelig Bagterp lige uden for Hjørring, hvorfra hun først tog sin afsked i 1925. Hun var aktiv i landsbylærerindernes faglige arbejde inden for Danmarks Lærerforening omkring 1910 og tog også del i kvindesagen som bestyrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfunds Hjørringkreds 1910-17.

I Bagterp indledte Marie Christensen sin offentlige virksomhed. Det vakte opsigt, at hun deltog i de politiske møder som eneste kvinde, men man accepterede det, fordi hendes broder var en kendt politiker. Efter værgerådslovens vedtagelse 1905 blev hun medlem af værgerådet for Skt. Hans og Skt. Olaj sogne i Hjørring. Værgerådenes opgave var at hjælpe kriminelle og forsømte børn og unge. Fra 1909 var hun endvidere medlem af, senere formand for, sognets nyoprettede hjælpekasse, der skulle administrere hjælpen til de såkaldt værdigt trængende. Hun forlod hjælpekassen 1918 og værgerådet 1922, men kun for at indtage pladsen som den første kvinde i Overværgerådet, den øverste instans i værgerådsinstitutionen. Her havde hun sæde fra 1922 til sin død og fik derved stor indflydelse på børne- og ungdomsforsorgen. Både lokalt og centralt arbejdede hun især for at styrke det forebyggende arbejde for de børn og unge, der var kommet i klemme i systemet. Det var således ikke overraskende, at Marie Christensen udpegedes som sit partis kandidat i Nordjylland ved rigsdagsvalget 1918, det første, som kvinder kunne deltage i efter grundlovsændringen 1915.

Som det eneste parti fik Venstre valgt tre kvinder til Landstinget, Marie Christensen og Olga Knudsen, begge trænede kommunalpolitikere, samt Inger Gautier Schmit. Marie Christensens område blev naturligt lovgivningen vedrørende børn og skoleforhold, men med tiden bevægede hun sig også over på andre områder. Hendes første ordførerskab gjaldt nedsættelsen af Skolekommissionen af 1919, som hun selv blev medlem af. Her var hun bl.a. fortaler for at styrke forældrenes indflydelse på skolen og for en forbedret læreruddannelse, men gik imod studentereksamen som et krav til de kommende lærere. I forbindelse med loven om forebyggende børneforsorg 1919 talte Marie Christensen for statstilskud til børnehaver, og hun anerkendte behovet for institutioner til de børn, hvis mødre var nødt til at arbejde. Men hendes nok vigtigste indsats i rigsdagsarbejdet gjaldt ordførerskabet vedrørende lovene om værgerådsforsorg 1922 og tilsyn med børn 1923. Her var hun på hjemmebane, og hendes store autoritet på området var med til at sikre, at de kontroversielle love blev vedtaget i enstemmighed. Ud fra sin liberalistiske grundholdning arbejdede hun for, at man skulle respektere hjemmenes fortrinsstilling og så vidt muligt bevare båndet mellem forældre og børn, samtidig med at man gennem en forebyggende indsats skulle støtte de hjem, der havde vanskeligt ved at magte opgaven. De enlige mødre, der også blev omfattet af loven, skulle på den ene side støttes i at beholde deres børn, men på den anden side underkastes et offentligt tilsyn. De følgende år fik Marie Christensen vigtige ordførerskaber også på andre områder end social- og skolelovgivningen. Som ordfører for udvalget, der hvert år behandlede ansøgninger om indfødsret, erhvervede hun en særlig indsigt, som hun anvendte i forbindelse med Indfødsretsloven af 1925. Her var hun en stærk fortaler for mere retfærdige regler for kvinder, der giftede sig med udlændinge. Hun havde alvorlige forbehold over for Sterilisationsloven af 1929 og var med til at sikre, at loven ikke kunne bringes i anvendelse på mindreårige åndssvage børn. Under den langstrakte behandling af giftloven, der endelig vedtoges 1931, søgte hun at afbalancere hensynet til hjemmenes sikkerhed med erhvervslivets interesser. Endelig gik hun under debatten om oprettelse af Århus Universitet 1931 varmt ind for decentralisering og for et universitet med “et jydsk Ansigt”.

Marie Christensen opfattede sig i særlig grad som børnenes, hjemmenes og landbefolkningens repræsentant på tinge. Derimod var hendes forhold til kvindebevægelsen mere anstrengt, selvom hun ved flere lejligheder talte for “retfærdige” love for kvinder. Ud fra sin baggrund i landbosamfundet så hun mænds og kvinders opgaver som komplementære, og hun betonede samarbejdet som det primære. Men hun var ikke uden blik for de forhold, der hæmmede kvinders offentlige indsats. Selv så hun sit mål som det beskedne at få et godt samarbejde i stand mellem mænd og kvinder på Rigsdagen og derved bane vejen for den næste generation af kvindelige politikere. Efter 14 års solidt arbejde nedlagde Marie Christensen sit landstingsmandat i 1932. Hun blev boende i København i sine sidste år, men havde bestemt, at hun ville begraves i Jylland.