Marie Cathrine Preisler

Marie Cathrine Preisler blev i 1776 antaget som elev ved Det Kgl. Teaters syngeskole. Denne institution var tre år tidligere blevet oprettet for at imødekomme det stadigt stigende behov for uddannede sangere, især kvindelige. Netop på denne tid havde syngestykkerne en stor popularitet blandt publikum. Marie Cathrine Preisler var afskediget i tre måneder fra februar til maj 1777, hvorefter hun igen blev antaget som såkaldt syngeskolar. I efteråret 1777 blev hun medlem af Det dramatiske Selskab. Det var en gruppe unge skuespillere, der under ledelse af Frederik Schwarz havde sat sig for at uddanne og vejlede hinanden i skuespilkunsten. Hendes debut som skuespiller fandt sted 1778 i rollen som Pyrrha i Giuseppe Sartis og G.-F. Poullaine de Saint Foix’ syngestykke Deucalion og Pyrrha. Hun opnåede ansættelse som kgl. skuespiller senere samme år. Hvor hendes samtidige Johanne Rosing står for eftertiden som et mønster på ordentlig borgerlig livsførelse, da står Marie Cathrine Preisler for det stik modsatte kunstnerliv. Forklaringerne kan søges såvel i de givne omstændigheder som i en vis uvilje over for det såkaldt “ordentlige liv”.

Marie Cathrine Preisler var en omsværmet skønhed med en smuk sangstemme både på og uden for scenen. Hendes rollefag var de forfinede verdensdamer og de kokette elskerinder. Den unge levemand og vordende karrierediplomat J.D. P. havde fået øje på den unge skønhed, mens hun gik på syngeskolen, og han indledte en stormkur til hende. Han forærede hende bl.a. et klaver, så hun bedre kunne opøve sin sangstemme. Det vakte stor opstandelse, da deres forbindelse, som i efteråret 1778 resulterede i en forlovelse, blev almindeligt kendt. Den afgrundsdybe afstand mellem den fine kobberstikkerfamilie Preisler og den unge skuespiller gav anledning til stor undren. J.D. P. tog det usædvanlige skridt at søge om selv at komme til teatret. Men teatrets direktør H.W. von Warnstedt krævede, at det unge par i så fald først skulle gifte sig. Brylluppet fandt sted 1778, og det følgende år havde den unge mand sin debut.

Selvom teaterdirektøren ofte greb til såvel egne midler som til teatrets kasse for at hjælpe de unge mennesker, så levede Marie Cathrine Preisler og hendes ægtefælle konsekvent over evne. I løbet af knap tre års ægteskab var hele deres indbo blevet pantsat. En kort overgang fik de en forsoning i stand med familien Preisler, men den blev ikke af permanent varighed. I 1784 var deres gæld nået op på den anselige sum af over 2.000 rigsdaler. Til sammenligning kan det anføres, at deres samlede årsgage i 1784 beløb sig til 820 rigsdaler. Der gik rygter blandt personalet på teatret og i byen om deres uordentlige liv, der også indbefattede utroskab. Som eksempel på deres samliv har skuespilleren Michael Rosing skildret en situation, hvor J.D. P. i et selskab af skuespillere var vidne til, at Marie Cathrine Preisler brast i gråd, fordi hun blev anklaget for at være den spanske udsendings elskerinde. Hendes ægtefælle greb ikke ind, han gik hen i en krog og lo, en reaktion, som for Rosing var udtryk for letsind og ikke ondskab. I øvrigt var Marie Cathrine Preisler i mindst ét tilfælde på studierejse i udlandet for at se teater, idet hun i 1787 deltog i en del af sin ægtemands studierejse til Hamburg. Herved adskilte hun sig fra sine samtidige kvindelige kolleger. J.D. P. ansøgte 1790 om skilsmisse, og deres samliv er ophørt senest i 1792, hvor ægtemanden flygtede ud af landet sammen med balletdanser og siden skuespiller Marie Christine Jensen Fredelund, som han havde haft et forhold til siden 1786.

Marie Cathrine Preislers store periode på teatret faldt netop i 1780’erne. Vores første teaterkritiker Peder Rosenstand-Goiske fandt hende ved indgangen til dette årti uden “Anstand” og “Anstændighed”. Hun var for “fræk” i sin fremtoning på scenen, mente kritikeren. Ordet skal her forstås i betydningen skamløs eller ublu. Hendes store held var, at teatrets førende soubrette Caroline Walter blev tvunget til at flygte fra landet i 1780. Dermed tilfaldt der Marie Cathrine Preisler en række roller, bl.a. kammerpigeroller, som hun ellers ikke ville have fået. Hun havde sin helt store styrke i fremstillingen af netop “frække”, kvikke og slagfærdige damer. I den type roller var hun i sit rette element. Litteraten Knud Lyne Rahbek anså hende i denne periode for en værdig arvtager til den savnede Walter. Han genfandt overgivenheden og sødmen og veg ikke tilbage for at karakterisere Marie Cathrine Preisler som “henrivende”. Rahbek fremhævede også hendes udtryksfulde ansigt, veltalende øjne og dejlige talestemme. I 1790’erne kom imidlertid problemerne. Marie Cathrine Preisler blev af kritikerne beskyldt for at være uordentligt klædt på scenen. Denne fundamentale skødesløshed, såvel uden for som på scenen, der prægede hele hendes liv, er uden tvivl blevet forstærket af den megen sindsoprivelse, som ægtemandens opførsel affødte.

1796, året før sin død, var Marie Cathrine Preisler en af hovedpersonerne i den såkaldte Dyvekefejde, der også involverede Johanne og Michael Rosing og teaterbegejstrede ildsjæle som Rahbek og forfatteren P. A. Heiberg. Sidstnævnte forsvarede Marie Cathrine Preislers ret til at spille rollen som Dyvekes moder Sigbrit i Ole Johan Samsøes sørgespil, en rolle, som Samsøe netop havde skrevet til hende. Rahbek og Michael Rosing havde sørget for, at rollen gik til den højgravide Johanne Rosing. Marie Cathrine Preisler var på grund af Johanne Rosings graviditet af direktionen blevet bedt om at indstudere rollen som dubleant. Striden drejede sig om, hvorvidt hun kunne overtage rollen, når Johanne Rosing skulle føde, eller om dramaet i så fald helt måtte henlægges. Marie Cathrine Preislers parti vandt striden, og hun overtog rollen ved den fjerde opførelse i 1796.

Siden ægtemandens flugt fra landet var Marie Cathrine Preisler i stigende grad blevet ude af stand til at tage vare på sig selv, sine penge og sit omdømme. Teatret følte sig foranlediget til at gribe ind og installerede hende hos en glarmester i byen. Her fik hun et pænt værelse med møbler, tre daglige måltider og opvartning. Det var teatret, der stillede kaution, så hun samtidig kunne tilbagebetale sin store gæld til teaterkassen. Hendes sidste rolle på teatret blev Madame Constance i det meget populære syngestykke De forliebte Haandværksfolk i 1797. Digteren Adam Oehlenschläger har berettet, at da den omsværmede og berygtede skuespiller døde kun 35 år gammel, trængte folk sig ligefrem ind i hendes værelse for at se hendes lig. Et vidnesbyrd om den dobbeltrolle, som Marie Cathrine Preisler indtog i livet som i døden: Den tilbedte og den foragtede i en og samme person, tiltrækkende for de unge mænd, ikke som moder til deres børn, men som ikon for det ikke-borgerlige liv. Teatret måtte bekoste hendes begravelse. Der blev senere samlet ind til et mindesmærke, der blev rejst på hendes grav på Assistens Kirkegård. Et af tidens hyldestdigte, skrevet til hende af oversætteren A. G. Thorup i begyndelsen af 1780’erne, udtrykker i periodens stil ret præcist Marie Cathrine Preislers skæbne: “Om du af Avind, Had og Løgn forfulgt Dig seer, Da viid, at Æren med i deres Følge er.”