Marie Antoinette von Lowzow

Marie Antoinette von Lowzow voksede op i et højadeligt miljø på Sydfyn, som gav muligheder for økonomisk og personlig selvstændighed. Moderen, der var vidt berejst, var teosof og homøopat, og filosofi samt fysik og kemi blev tidligt Marie Antoinette von Lowzows foretrukne emner, som hun studerede på egen hånd ved siden af privatlærerindens undervisning. Allerede som ung var hun politisk og socialt interesseret. Hun tog faglærereksamen i stenografi, før hun var 18 år, blev student fra N. Zahles Skole 1919 og tog filosofikum 1920, samtidig med at hun studerede på Polyteknisk Læreanstalt. Hun havde planer om at blive elektroingeniør og forberedte sig til dette ved at være i smedelære i et halvt år og elektrikeraspirant på et af Østasiatisk Kompagnis skibe. Da hun blev gift i 1923, opgav hun imidlertid projektet, da hendes mand gjorde karriere i flåden og bl.a. var udstationeret på Færøerne og Island. De første ti år af sit ægteskab var hun leder af den skandinaviske afdeling af Det Universelle Co-Frimureri, en særlig frimurerloge, der optog kvinder. Denne post, som hun overtog efter sin moder, gav hende erfaring med internationalt samarbejde, og hun skrev flere bøger om ordenen.

Fra 1937 havde familien fast bopæl i København, og med den tyske besættelse af Danmark i 1940 trådte Marie Antoinette von Lowzow for alvor i aktion. Hun mente, at kvinder på lige fod med mænd skulle yde en indsats for at hjælpe det danske samfund i en kritisk situation. Selv var hun 1940-45 formand for Danske Kvinders Beredskab i København, der bl.a. bespiste 20.000 frihedskæmpere og politifolk i maj-september 1945. Efter krigen arbejdede hun for, at de evner, kvinder havde udviklet under Besættelsen, skulle udnyttes og holdes ved lige, og hun mente, at det bedst kunne ske gennem en tvungen samfundstjeneste. Hun fortsatte dermed en diskussion om civil værnepligt for kvinder, som var begyndt allerede før Første Verdenskrig, og knyttede samtidig an til den almindelige demokratiske mobilisering i kølvandet på Anden Verdenskrig. 1946 blev hun korpschef for Kvindeligt Marinekorps, som hun stiftede efter engelsk forbillede. Da Hjemmeværnet blev oprettet 1949, blev korpset knyttet til dette, og hun var 1962-66 kommandør i Hjemmeværnet. Politisk interesse og politisk deltagelse lå Marie Antoinette von Lowzow lige så stærkt på sinde, og hun så det som enhver kvindes pligt at være mellem de oplyste vælgere. Hun deltog derfor sammen med bl.a. Bodil Koch i opbygningen af den nye forening Folkevirke, var fra 1945 næstformand i dens repræsentantskab og skrev flere oplysende pjecer til brug i oplysningsarbejdet, bl.a. Hvordan vælger vi?, 1945. I 1951 trådte hun imidlertid tilbage i protest mod, hvad hun opfattede som Folkevirkes positive holdning til Sovjetunionen.

Allerede under Besættelsen var Marie Antoinette von Lowzow aktiv i ungdoms- og studiearbejde i Det Konservative Folkeparti (DKF), og 1950-54 sad hun i Borgerrepræsentationen. Fra 1947 var hun folketingskandidat, blev valgt i 1950 og var medlem af Folketinget frem til 1968. Hun beskæftigede sig særligt med udenrigspolitik, økonomi og forsvar ud fra ønsket om at gøre Danmark friere, bedre og sikrere i Efterkrigstiden. 1957-58 var hun medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn, delegeret ved FN 1957 og 1958 samt delegeret i Europarådet 1959-68. Da hun tillige blev de konservatives repræsentant på NATO-rejser i Paris, var hun ofte væk fra Folketinget. Dets talerstol blev dog den platform, hvorfra hun kunne tale forsvarets sag. Det gjaldt både konkrete forbedringer af forsvarets vilkår, orientering om nyskabelser i forsvarspolitikken i andre lande og opfordring til at deltage i det internationale samarbejde. Men først og fremmest agiterede hun for bedre vilkår og lovmæssige rammer for civilforsvaret. Den kolde krig og den ny atomvåbentrussel stillede store krav til et udbygget beredskab og en bred mobilisering af befolkningen. Marie Antoinette von Lowzow hævdede, at et civilt beredskab og befolkningens psykologiske forsvar var grundlæggende i det almindelige forsvar. Når det gjaldt administration, kommunikation, forsyninger og moralsk forsvarsvilje, mente hun, at kvindelig arbejdskraft, såvel frivillig som ansat, var uundværlig, og hun argumenterede i 1961 for, at kvinder skulle have lovfæstede rettigheder til at blive ansat og få en karriere i militæret. 1965-67 var hun formand for Dansk informationskomité for markedsspørgsmål. Hendes internationale erfaringer og sprogkundskaber kom hende også her til gode, og hun havde et fornemt overblik over magtbalancen i koldkrigsperioden. Hendes strategiske og forsvarspolitiske interesse gjorde hende til en særdeles kompetent kommentator, hvad der blev udnyttet i en række avisartikler og interview.

I 1957 købte Marie Antoinette von Lowzow godset Bårupgård i Odsherred, som hun drev til sin død i 1985. Hun skildrede levende og humoristisk sin barndom og slægt i Nationalmuseets serie Herregårdsliv 7, 1982, og brugte Bårupgård som privat museum og samlingssted for børn og børnebørn. Som 74-årig tog hun i 1973 Master of Arts ved School of Natural Science i Californien, og hun vedblev med at være intellektuelt nysgerrig og aktiv, bl.a. som forfatter af biografien Saint-German, 1984. Som kvindelig politiker var hun usædvanlig ved først og fremmest at interessere sig for udenrigspolitik, og hun var en forsvarspolitisk kapacitet, der gik nye veje for at opbygge et effektivt forsvar for et demokratisk Danmark. Marie Antoinette von Lowzow var et frimodigt og ligefremt menneske med en omfattende viden og en betydelig social forståelse og formidlingsevne. I 1967 blev hun den første kvindelige formand for Det Danske Selskab. Hun modtog flere udenlandske ordener og blev ridder af Dannebrogordenen 1956 og af 1. grad 1966.