Marianne Jensen

Marianne Jensen blev som den yngste af en søskendeflok på ti forkælet og beundret. Familielivet gjorde hende selvsikker og gav hende en god ballast, således at hun som 11-årig i 1961 kunne forlade barndomshjemmet i Ilulissat (Jakobshavn) for at gå på kostskole i Nuuk (Godthåb), noget, man opfordrede intelligente børn til i 1960’ernes Grønland. Som den yngste i kostskolens regelmæssige og beskyttede miljø strøg hun gennem skolen med tårnhøje karakterer, og 16 år gammel kunne hun som den første grønlandske American Field Service (AFS) student sejle til USA. Mødet med en bedrestillet farmerfamilie og chokket over det lille, meget fordomsfulde samfund i Oklahoma indgød hende en stærk sans for retfærdighed og medmenneskelighed, som hun siden har opsummeret i sit slogan: Gensidig tolerance, gensidig tillid og gensidig respekt. I 1967 tog hun highschooleksamen. Efter opholdet i USA fortsatte hun til Danmark, hvor hun 1970 tog studentereksamen fra Gladsaxe Gymnasium og begyndte at læse fransk og medicin ved Københavns Universitet, men bl.a. på grund af faderens død vendte hun 1973 tilbage til Ilulissat. 1973-85 arbejdede hun som timelærer ved skolerne Atuarfik Mathias Storch og Atuarfik Jørgen Brønlund, og i samme periode blev hun gift med personalechef Søren Peter J., med hvem hun fik tre børn. 1981-85 var hun desuden fjernstuderende ved Jelling Statsseminarium. Efter lærereksamen i 1985 blev hun ansat ved Atuarfik Mathias Storch, fra 1988 som overlærer.

Marianne Jensens politiske og sociale interesse havde allerede spøgt i form af engagementer i AFS og Røde Kors i Ilulissat, ligesom hun havde været formand for sportsforeningen og med til at reetablere lokalbladet Iluliarmioq. Trangen til at værne om familielivet holdt hende imidlertid tilbage fra egentligt politisk arbejde indtil 1989, hvor hun stillede op til kommunalvalget for det socialdemokratiske Siumut og efter et succesrigt valg påtog sig borgmesterposten i sin hjemkommune, der kæmpede med en stor gæld til Landsstyret. I forbindelse med den krævende post som borgmester opgav hun sin lærerstilling. Den politiske karriere tog for alvor fart fra 1991, hvor hun blev udpeget til landsstyremedlem for kultur, undervisning og kirke, fra 1993 også for forskning, og til samarbejdsminister for nordiske anliggender. Marianne Jensen og Henriette Rasmussen, der blev landsstyremedlem samme år, blev således de første kvinder i Landsstyret efter Agnethe Davidsen, der var medlem 1983-84. Som landsstyremedlem for kulturen var Marianne Jensen bl.a. aktiv i arbejdet med at oprette kulturhuset i Nuuk, der 1997 blev indviet under navnet Katuaq.

Valget i 1995 stabiliserede Marianne Jensens politiske karriere og gjorde hende til landstingsmedlem for Diskokredsen samtidig med, at hun overtog det sprængfarlige sundhedsområde som landsstyremedlem for sundhed, miljø og forskning og igen blev udnævnt til samarbejdsminister for nordiske anliggender. I det nordiske samarbejde var hun særdeles aktiv, men også det circumpolare samarbejde optog hende. Sundhedsvæsenet blev som et af de sidste store områder overført til Grønland i 1992 efter 13 års Hjemmestyre. Skønt overtagelsen udløste et forøget bloktilskud, blev området alligevel en øretævernes holdeplads. De fleste tog Marianne Jensen med fatning: påtaler om budgetoverskridelser, anklager for manglende hjemtagelse af psykiatriske patienter samt den konstante klage over mangel på uddannet sundhedspersonale. Støt lagde hun en kurs, som et enigt sundhedspersonale solidarisk bakkede op. Inden for områderne miljø og forskning kom der mange nye tiltag fra den flittige og engagerede minister, der har brændt for at se Grønland som en ligeværdig partner i internationalt samarbejde, og som har troet på værdien af åbenhed, ærlighed og offentlig debat, også om ømtålelige og tabuiserede politiske emner. Det har ikke været nogen let kurs at vælge, ligesom det har været vanskeligt at være ene kvinde i grønlandsk toppolitik. Efter et par stormfulde år 1997-98, hvor kritikken til tider blev personlig, som det ofte sker over for viljefaste kvindelige politikere, tog Marianne Jensen konsekvensen og stoppede sin tiårige karriere i toppolitik i 1998. Også et ledelsesskift i Siumut samt problemer i ægteskabet bidrog til beslutningen.

Marianne Jensen er en politiker, der har brændt for at forbedre vilkårene for især børn og unge, syge og socialt belastede grupper, og som stærkt har ønsket at gøre det unge Hjemmestyre til en succes. At denne samfundsengagerede kvinde vil vende tilbage til politik eller engagere sig i samfundslivet på anden vis er sikkert. Men i hvilken form, det vil ske, er det endnu for tidligt at spå om. Marianne Jensen blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen i 1996.