Agnethe Davidsen

Agnethe Davidsen voksede op i Nuuk (Godthåb) hos sine bedsteforældre i et kærligt, men strengt hjem med meget ansvar og mange pligter. “Først pligt, så fornøjelse,” som mormoderen lærte den lille Agnethe Davidsen, der hver dag måtte tidligt op for at kløve brænde og hente kul og vand. I skoleferierne arbejdede hun i en børnehave, og glæden ved børnene udviklede sig til ønsket om at blive børnehavelærerinde. Men da der ikke fandtes noget børnehaveseminarium i Grønland på dette tidspunkt, startede hun 1964 med et år i huset. Derefter var hun et år i Red Barnets børnehave og et år i Røde Kors’ døgninstitution. Hendes lyst til at færdiguddanne sig i Danmark kolliderede imidlertid med hendes behov for at blive i Nuuk af familiemæssige årsager. Allerede som 16-årig havde hun mødt sin kommende mand Aqqaluartaaq D., som hun giftede sig med i 1966. Familien talte da også sønnen Søren. Agnethe Davidsen besluttede derfor at sikre sig en uddannelse, der var kortere end børnehavelærerindeuddannelsen, og valget faldt på en ni-måneders uddannelse inden for handel og kontor. I 1969 rejste hun fra ægtefællen og sine nu to børn til Ikast, hvor hun 1970 tog handelseksamen. Ved hjemkomsten fik hun arbejde i landsretten i Nuuk til 1979, hvor hun overtog kredsdommerembedet i Nuuk kredsret. Årene som kredsdommer 1979-83 og igen 1989-93 gav hende et dybt og indgående kendskab til byen, uden at hun af den grund følte, at arbejdet i det lille samfund gav hende modstandere. Det forsonende element i det grønlandske retssystem, at alle dømte skal bringes tilbage til samfundet, passede hende godt.

Med Agnethe Davidsens udtalte sociale engagement var det ikke underligt, at hun også gik ind i politik. I 1983 blev hun suppleant for Hans Pavia Rosing for det socialdemokratiske parti Siumut i Landstinget. Senere samme år blev hun udpeget til at varetage posten som landsstyremedlem for sociale anliggender og blev dermed det første kvindelige landsstyremedlem. Da Landsstyret imidlertid blev væltet i 1984 på grund af fiskeriaftalen med EF, havde Agnethe Davidsen endnu ikke fået tilstrækkeligt fodfæste som landspolitiker til at blive valgt til Landstinget, men i 1995 opnåede hun valg. I 1989 blev hun indvalgt i Nuuk kommunalbestyrelse for Siumut og fungerede i perioden 1989-91 som 2. viceborgmester. Ved valget i 1991 sikrede hun sig posten som 1. viceborgmester indtil 1993, hvor hun blev hovedstadens anden kvindelige borgmester efter Laannguaq Lynge, der beklædte posten 1991-93. Som borgmester har Agnethe Davidsen opnået et stadigt stærkere mandat og oplevet en stigende popularitet.

Agnethe Davidsen har igennem årene i kommunal- og landstingspolitik haft en række indflydelsesrige poster. Hun er bl.a. blevet kendt for sin store indsats i Landstingets finansudvalg og som formand for Nuuk kommunes økonomiudvalg. Siden 1990 har hun været medlem af Siumuts hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Desuden har hun fra 1985 været formand for Grønlands Radios styrelse, fra 1993 medlem af Den Grønlandske Retsvæsenskommission og 1989-93 næstformand i KANUKOKA (De Grønlandske Kommuners Landsforening). Endvidere har hun siden 1995 været medlem af turismeselskabet Tikilluarits bestyrelse i Nuuk samt kommunens repræsentant i det offentlige boligselskab INIs bestyrelse.

Agnethe Davidsen har haft den holdning, at det er vigtigt med kvinder i grønlandsk toppolitik, da kvinder som ledere og politikere ofte er mere humanitært tænkende. Selv har hun hyppigt stillet op som taler ved 8. marts, kvindernes internationale kampdag, og ved SORLAKs (Grønlands Ungdoms Fællesråd) arrangementer, bl.a. et fakkeltog mod vold 1997, og ved enhver sportslig begivenhed for børn og unge i kommunen, og hun har været en ivrig forkæmper for planerne om afholdelse af Arctic Winter Games i 2002 i Nuuk. Agnethe Davidsens engagement for at sikre, at Nuuk kommunes mange sager også blev støttet i Landstinget, gjorde, at hun i årene 1995-97 besad en række dobbeltposter i både Landsting og kommune. Hun har kæmpet for at løse hovedstadens alvorlige boligproblemer og sikre familiernes vilkår, men også deltaget i bestræbelserne på at udvide samhandelen med andre lande, ikke mindst de arktisk-canadiske naboer. I et samfund, der kæmper med livsstilssygdomme, alkoholmisbrug, vold og incest, har hun i særlig grad været optaget af at forbedre børn og unges vilkår, bl.a. ved bedre uddannelse af institutionernes personale. På grund af sin politiske indsats på den magtfulde position som Nuuks førstedame blev hun 1997 udnævnt til ridder af Dannebrogordenen. Samme år trak hun sig fra det landspolitiske arbejde for at hellige sig kommunalpolitik på fuld tid.