Maria Jacobsen

Da Maria Jacobsen i 1907 rejste til Armenien som missionær, udsendt af Kvindelige Missions Arbejdere (KMA), var det stadig ikke almindeligt med kvindemissionærer. Men hun fik opbakning af sine forældre, da hun besluttede sig for at blive missionær efter at have uddannet sig til sygeplejerske på Sundby Hospital. I KMA, der var stiftet i 1900 af kvinder fra de højere sociale lag, optog man som noget nyt selvstændigt missionsarbejde ved siden af de eksisterende missionsselskaber. Armenien blev fra 1900 KMAs første missionsmark, og da en amerikansk lægemissionær i 1907 besøgte København, fik man interesse for det amerikanske arbejde. Maria Jacobsen blev derfor udsendt til Harput i det nordøstlige hjørne af Tyrkiet, hvor hun blev leder af det amerikanske missionshospital i byen. Hun fik også kontakt med tysk mission i området og med Karen Marie Petersen, som KMA udsendte til Mezreh i 1909. Maria Jacobsen blev, i lighed med en anden missionær Karen Jeppe, kendt for sin store indsats for det armenske folk. Armenierne, et gammelt kristent folk, havde ofte været udsat for forfølgelser, ikke mindst fra tyrkerne, der havde gennemført alvorlige massakrer i 1870’erne og 1890’erne. Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, gik Tyrkiet ind i krigen på Centralmagternes side, og i ly af krigsbegivenhederne udførtes endnu en massakre, hvor omkring en mio. armeniere blev myrdet, deporteret eller døde af sult.

I årene før og under krigen skrev Maria Jacobsen dagbøger, et enestående historisk dokument, der 1979 under titlen Diary 1907-1919 blev udgivet af Det Armeniske Patriarkat i Libanon. Værket indeholder en oversættelse af dagbøgerne til armensk samt en faksimilegengivelse af samtlige dagbogssider på dansk. Det er en rystende oplevelse at læse dagbøgerne. Om mænd og drenge, der myrdes, så kun 20% af den voksne mandlige befolkning blev tilbage. Om kvinder, der indlemmes i tyrkiske haremer eller deporteres sammen med deres børn. De, der blev tilbage, led under sult, kulde og den evindelige flugt. Undertiden havde Maria Jacobsen svært ved at skrive om de forfærdelige ting, hun var vidne til. Men historien skulle fortælles. “Ingen, ingen kan tænke sig Tilstandene i dette Land, hvor frygtelige Lidelser der er. Vejene er fulde af Menneskelig, og de Millioner af Hjem er fulde af sørgende Kvinder og Børn uden Trøst, uden Føde, og aldrig faar de deres kære at se mere.” 1916-17 ledede Maria Jacobsen militærhospitalet i Mezreh, men hun måtte give op på grund af de vanskelige forhold. Da USA 1917 kom med i krigen, rejste de amerikanske missionærer hjem, og Maria Jacobsen var herefter den eneste europæiske kvinde i Harput. I Mezreh holdt også Karen Marie Petersen stand på børnehjemmet Emmaus. Selvom Maria Jacobsen følte, at hun levede på en vulkan, indimellem var alvorligt syg, bl.a. af plettyfus og meningitis, og flere gange skrev, at denne “Dag kan blive min sidste”, fik hendes urokkelige tillid til Gud hende til at holde ud. Hun så med sorg, hvordan nogle armeniere søgte at redde livet ved at blive muslimer. Efter at tyrkerne havde efterladt den armenske bydel i Harput i ruiner, vendte de ikke tilbage til stedet. Maria Jacobsen begyndte da at tage så mange som muligt af de overlevende børn ind i ruinbyen. Armenske kvinder, som hun reddede, blev hendes medarbejdere, og om natten begav de sig til ruinerne for at passe børnene og begrave de døde. Efterhånden var børneflokken vokset til omkring 2.000 børn. Hvordan det egentlig lykkedes Maria Jacobsen at holde liv i de mange børn, er uklart. Men ved amerikanernes afrejse fik hun overladt en sum penge, som hun købte mel for. Da amerikanerne 1919 vendte tilbage til Harput efter krigens afslutning, fandt de Maria Jacobsen med ca. 1.400 børn. Hun kunne nu vende hjem til Danmark og en hårdt tiltrængt hvile. 1920-21 rejste hun til USA, hvor hun varmt og stærkt talte armeniernes sag. Hun var dermed med til at bane vejen for en stor hjælpeaktion, Near East Relief, som bl.a. hjalp 10.000 forældreløse børn ud af Armenien.

I 1922 blev der igen brug for Maria Jacobsen, denne gang i Libanon, der 1920 var blevet udskilt fra Syrien, og hvor de kristne havde en stærk position. Her havde KMA samme år genoptaget sit arbejde blandt de tusindvis af armeniere, der var flygtet, efter at hele Armenien blev gjort tyrkisk i 1922. I Zouk Michael stiftede Maria Jacobsen et hjem for armenske børn, der året efter flyttede til Sidon og fik navnet Fuglereden. I 1928 erhvervede KMA et amerikansk børnehjem i Jubayl ved de berømte Byblosruiner, og Fuglereden flyttede hertil. I de følgende mange år fik tusinder af børn en tryg og god opvækst. Hvert barn fik danske plejeforældre, som støttede hjemmet med midler. I 1931 kom Maria Jacobsens søster Anna J. derud. De to søstre holdt ud også under Anden Verdenskrig, hvor al forbindelse med Danmark blev afbrudt. For sin indsats har Maria Jacobsen fået flere udenlandske ordener, og i 1950 fik hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Maria Jacobsens tjeneste for armenierne varede i 53 år. Hun var leder af Fuglereden indtil sin død i 1960, 77 år gammel. Hun blev begravet i et gravkammer, der blev muret til på samme måde som de gamle fønikiske kongers. Fuglereden eksisterer stadig under armensk ledelse.