Marguerite Engberg

Marguerite Engberg voksede op i en borgerlig københavnsk familie. Selvom filmen skulle blive hendes store interesse, spillede den kun en ringe rolle i barndommen; hun så kun nogle film med komikerparret Fy og Bi. Efter studentereksamen 1937 fra Øregård Gymnasium uddannede hun sig som handelskorrespondent i engelsk og tysk og blev derefter ved Københavns Universitet cand.mag. i de samme fag i 1947. Hun tog pædagogikum, men havde ikke lyst til at arbejde i gymnasieskolen. Undervisningsinspektøren havde forklaret hende, at der næppe kunne regnes med gymnasiestillinger til gifte kvinder, i hvert fald ikke i Københavns-området. Siden var hun dog lærer ved Bagsværd Gymnasium 1961-67.

Da Marguerite Engberg i Dansk Filmsamfund så den italienske filminstruktør L. Emmers kortfilm Il paradiso perduto, 1948, blev hendes filminteresse øjeblikkelig vakt, og hun fulgte filmkritikeren Karl Roos’ studiekreds om film. Marguerite Engberg, der i 1944 var blevet gift med Jørgen E., senere programsekretær ved Danmarks Radio, var både i 1948 og 1949 på længere ophold ved Det Danske Hus i Paris, hvor hun brugte det meste af sin tid på at se film på La cinémathèque française. Her lånte og læste hun fra det righoldige bibliotek og havde kontakt med institutionens legendariske leder H. Langlois. I 1950 blev hun ansat på ballettens læseskole ved Det Kgl. Teater, hvor hun frem til 1958 underviste i engelsk og tysk. Hun havde også kontakt med Det Danske Filmmuseum, senere en afdeling af Det Danske Filminstitut, der 1941 var blevet oprettet med Ove Brusendorff som leder. Marguerite Engberg var ikke fast ansat på museet, men lavede fra 1950 forefaldende arbejde og forskellige særopgaver. Hun deltog bl.a. i et projekt med at interviewe veteraner fra stumfilmen som instruktørerne Robert Dinesen og Alfred Lind og skuespilleren Elith Pio. Hun arbejdede også med at identificere de mange gamle filmruller, museet ejede. Det var således hende, der havde held til at finde en række sjældne tidlige film af den franske filmpioner L. Lumière i fotografen Peter Elfelts efterladte arkiv, et fund, som Brusendorff siden betegnede som det vigtigste, han (!) havde gjort. Det var også Brusendorff, der “glemte” at anføre Marguerite Engbergs navn i forbindelse med den filmregistrant, hun udarbejdede til Nordisk Films jubilæumsbog i 1956, en fejl, der dog efter Marguerite Engbergs indsigelse nåede at blive rettet i korrekturen. Et væsentligt arbejde bestod desuden i at restaurere de danske stumfilm i museets samlinger. Filmene var blevet kopieret fra Nordisk Films originalnegativer og lå i uordnede enkeltoptagelser. I 1950’ernes begyndelse var man begyndt at samle dem, men det var ikke helt enkelt. Hvor skulle fx mellemteksterne placeres i den enkelte scene? Der måtte være et system. Marguerite Engberg blev opmærksom på, at filmstrimlerne på negativet rummede en række tal, men ingen vidste, hvad de betød. Hun fik da kontakt med en ældre dame, der havde været sekretær på filmlaboratoriet i stumfilmtiden, og hun kunne fortælle præcis, hvordan tallene skulle forstås, idet de refererede til samlemanuskriptet, klip, tintning, længde, mellemteksters placering og rullenummer. Det var denne opringning til en fru Hansen på Østerbro, der var årsag til, at kodetallenes tydning overhovedet er blevet bevaret. Blandt Marguerite Engbergs restaureringsopgaver i 1950’erne var bl.a. A.W. Sandbergs David Copperfield, 1922, og Holger-Madsens Folkets Ven, 1918.

I 1960’erne var filmen begyndt at vokse i anseelse i det kulturelle establishment. Med den ny filmlov af 1964 indstiftedes Filmfonden til støtte af den kunstneriske danske film, og i 1967 blev det besluttet omsider at etablere film som et universitetsfag, dvs. som akademisk felt. Film som en praktisk disciplin skulle derimod den nyoprettede Filmskole sørge for. Marguerite Engberg, der på Bagsværd Gymnasium havde haft studiekredse i film og desuden havde undervist i filmhistorie ved faget teatervidenskab i 1966, blev som eneste ansøger ansat i det nye fag filmens historie og æstetik ved Københavns Universitet, de tre første år betalt af Filmfonden. Her var hun fagets eneste faste lærer i de første år, senere kom bl.a. Bjørn Rasmusssen og Martin Drouzy til. Hendes egen forskning drejede sig fortsat om dansk stumfilm, og i 1977 blev hendes hovedværk doktordisputatsen Dansk stumfilm publiceret. Hertil kom fembindsværket Registrant over danske film 1896-1930, 1977-82, der sammen med disputatsen udgør det grundlæggende værk i dansk stumfilmforskning. Da Marguerite Engberg ikke havde tillid til, at det stærkt politiserede danske universitetsmiljø ville tage vel imod hendes afhandling, foretrak hun derfor på professor R. Waldekranz’ invitation at tage en doktorgrad ved Stockholms Universitet i 1978. Hun har desuden publiceret bogen Fy & Bi, 1980, og om det tidlige tv-teater både en registrant En foreløbig oversigt over dansk TV-teaters historie 1951-74, 1975, og en historisk fremstilling i antologien TV-teatret, 1976.

Siden sin pensionering fra universitetet 1989 har Marguerite Engberg fortsat restaureringsarbejdet for Filmmuseet, bl.a. af filmene Den hvide Slavehandels sidste Offer, 1911, og Atlantis, 1913, samt af Carl Th. Dreyers to første film Præsidenten, 1918, og Blade af Satans Bog, 1919. Desuden har hun skrevet Filmstjernen Asta Nielsen, 1999, på baggrund bl.a. af sin kontakt med Asta Nielsen i 1960’erne. Marguerite Engberg har status som igangsætter af den akademiske danske filmforskning, hvor hun især har arbejdet med den filmhistoriske grundforsknings problemer.