Margrethe Christiansen (højskoleforstander)

Margrethe Christiansen med kaldenavnet Pip, der fulgte hende livet igennem, voksede op på Askov Højskole og bestemte tidligt, at hun ville være højskolelærer, således som hendes moder Ingeborg Appel en generation tidligere havde besluttet det for sit vedkommende. Margrethe Christiansen tog almindelig forberedelseseksamen i 1912 og var derefter elev på Askov og siden på Sörängen Folkhögskola i Sverige. Derefter opholdt hun sig en vinter i København, hvor hun boede sammen med faderen Jacob Appel, der i disse år var kultusminister. Her gik hun til sang- og musikundervisning og læste tysk ved siden af. Ved senere ophold i København tog hun i 1919 faglærereksamen i dansk og tysk, som hun supplerede med et studieophold i Tyskland. Sidst på året blev hun gift med C.P.O. C., der siden 1913 havde været historielærer på Askov. Parret overtog en af højskolens elevhusholdninger, og Margrethe Christiansen begyndte kort efter selv som lærer på højskolen med dansk som hovedfag. Samtidig fornyede hun undervisningen i håndarbejde og var senere med til at oprette organisationen Højskolernes Håndarbejde i tæt samarbejde med bl.a. søsteren Charlotte Rud.

Margrethe Christiansen blev som sin mand en fremragende lærer, evnede ikke alene at opretholde stedets høje niveau, men også at tilpasse dette til en ny tids elever. Askov var hendes liv, fyldte hendes bevidsthed. Hendes forpligtethed over for og kærlighed til stedet var lige så stor som formødrenes. Det kan derfor ikke have været let for hende, da hendes fader, som hun følte sig stærkt knyttet til, i 1928 bad et andet lærerpar Karen og J.Th. Arnfred om at overtage forstanderposten efter sig, formentlig i overensstemmelse med lærerkredsens ønske. Margrethe Christiansen og hendes mand fortsatte dog loyalt deres arbejde under Arnfreds ledelse. En brevveksling nogle år senere mellem de to parter viser imidlertid, at problemerne ikke var overvundet. De dukkede frem igen, da Margrethe Christiansen og C.P.O. C. i 1934 efter lange overvejelser tog imod et tilbud om at overtage Frederiksborg Højskole. De to par fik dog med stor gensidig respekt og selvindsigt arbejdet sig igennem krisen, og venskabet bevaredes.

Under Margrethe Christiansen og C.P.O. C.s ledelse blev Frederiksborg Højskole, fra 1937 kaldet Grundtvigs Højskole, atter en stor og god skole, efter at den havde skrantet en del år. Margrethe Christiansen påtog sig ledelsen af den store husholdning og overtog desuden hele administrationen. Hun ønskede, at skolen ligesom i Askov skulle være et hjem for såvel eleverne som for ugifte lærere og medarbejdere. Ved siden af dette havde hun undervisning og som regel et dagligt foredrag for samtlige elever. I 1934 optog højskolen for første gang unge piger på vinterskolen, og for disse holdt hun særlige timer om kvindens stilling og lærte dem i andre timer at forstå og holde af musik. Men ellers koncentrerede hun sig om litteraturundervisningen og om en foredragsrække om N.F.S. Grundtvig. Hun så det som sin største opgave gennem undervisningen at fremhæve de bestandige værdier og bærende traditioner, trofasthed, pligtfølelse og ansvarlighed. Margrethe Christiansen havde både evnen og viljen til at leve op til højskolearven og traditionen og samtidig ligesom sin mand give de øvrige lærere frihed til at finde deres form. Traditionen kunne imidlertid, måske fordi den var omplantet og ikke groet frem på stedet, af og til virke tyngende på andre, forekomme uden selvfølgelighed. Margrethe Christiansen følte selv, at den lige vej frem var sværere at finde for tredje generations end for første og anden generations højskolefolk. Der krævedes en stadig større forståelse af menneskers forskelligartethed og af et samfund under hastig forvandling, og dermed kunne kraften til handling svækkes. Men Margrethe Christiansen skulle vise sig at have kræfter nok. Og hun fik brug for dem. Hendes mand fik i 1936 et hjerteanfald og skulle derefter så vidt muligt skånes, så hendes indsats blev af største betydning.

Margrethe Christiansen var en særpræget og sammensat personlighed. Hun havde et trofast sind, besad omtanke og medleven. Hun var intens og grundig i alt, hvad hun foretog sig, og havde et mægtigt gåpåmod. Hun stred altid med at finde sammenhæng og mening i livet, ville gerne ordne og bringe på plads, ikke blot problemer og begreber, men også mennesker. Dette sidste kunne føre til en noget firkantet opfattelse og karakteristik af andre, en lejlighedsvis tilbøjelighed til at sætte folk i for snævre båse. Men som helhed var hun et frisindet og åbent menneske.

C.P.O. C. døde i 1951. Parret havde trukket sig tilbage en måned før hans død, og en efterfølger var fundet. Det kan være hovedårsagen til, at Margrethe Christiansen ikke fortsatte ledelsen af skolen alene, men det spillede tillige ind, at hun selv var fysisk ret svag, og måske også, at hun var kvinde. Hun fik imidlertid endnu 20 virksomme år. Fra 1952 til 1957 underviste hun på Bordings Friskole, senere på Snoghøj Højskole. I 1961 var hun en tid leder af en højskole i Oldenburg. Sideløbende hermed skrev hun artikler og holdt foredrag. Hovedværkerne i hendes forfatterskab er to biografier om hendes forældre. I 1967 udkom Ingeborg Appel og Askov og i 1970 Jacob Appel, en mand og hans arv. Margrethe Christiansen blev i 1961 udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.