Margit Vognsen voksede op i et fagligt og politisk bevidst miljø som den yngste af fem søskende. Begge hendes forældre var socialdemokrater, og hendes fader var kasserer i Specialarbejderforbundets (SiD) afdeling i Haderslev. Fagforeningens møder, skovture og juletræsfester blev derfor en væsentlig del af barndomslivet. I modsætning til brødrene fik hun ikke nogen uddannelse, men måtte efter endt skolegang tage plads som ung pige i huset. Som 18-årig drog hun til København, hvor hun blev fabriksarbejder. Efter et kortvarigt ægteskab blev hun skilt i 1972 og begyndte derefter at arbejde som hjemmehjælper. Hun meldte sig med det samme ind i Husligt Arbejder Forbunds (HAF) afdeling 3, hvor hun i 1973 valgtes til tillidsrepræsentant og klubformand. Herefter gik det hurtigt med den faglige karriere. I 1973 valgtes hun til suppleant til bestyrelsen i afdeling 3, 1979 blev hun faglig sekretær i afdelingen, og tre år senere, i 1982, stod hun som afdelingens formand. I 1984 blev hun medlem af HAFs hovedbestyrelse, og så gik der kun to år, før hun på den ekstraordinære kongres i 1986 valgtes til forbundsformand som afløser for Bodil Mogensen og dermed blev medlem af LOs forretningsudvalg.
Som afdelingsformand havde Margit Vognsen gennem en række lokalaftaler bidraget til at sikre medlemmerne rimelige arbejdsvilkår, ikke mindst på hjemmehjælpernes område. Nedskæringerne i den offentlige sektor fra slutningen af 1970’erne ramte i høj grad HAFs medlemmer, og problemer vedrørende arbejdsmiljø og nedslidning har haft høj prioritet. Det offentliges udlicitering af opgaver berørte mange af forbundets arbejdsområder. I modsætning til fx Lillian Knudsen, forbundsformand for Kvindeligt Arbejderforbund, har Margit Vognsen været en stærk modstander af denne praksis. Hun har selv peget på to vigtige faglige resultater, der blev opnået i hendes formandsperiode. 1991 etableredes social- og sundhedsuddannelserne, der afløste de oprindelige uddannelser til bl.a. hjemmehjælper og sygehjælper og gav forbundets medlemmer helt nye muligheder. Samarbejdet med Dansk Kommunal Arbejderforbund (DKA) indledtes i 1989 med oprettelse af et fællessekretariat for uddannelsesspørgsmål, siden fulgte beslutning om fælles generel overenskomst samme år, og 1993 fusionerede de to forbund til Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA). Med HAFs henved 74.000 medlemmer, hvoraf 99% var kvinder, og DKAs knap 120.000, hvoraf kvinderne udgjorde 81%, blev FOA et af LOs store og kvindestærke forbund. Skønt Margit Vognsen på et tidligere tidspunkt havde erklæret, at der var alt for mange mænd i LOs topledelse, pegede hun ikke desto mindre på lederen af DKA Poul Winckler som formand for det nye fællesforbund. Det er Margit Vognsens princip at sætte sagen over personen, og Winckler ville efter hendes mening som formand for både Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte og Det Kommunale Kartel gavne organisationen mest. Selv overtog hun i 1993 posten som FOAs næstformand, “og det er nu heller ikke så ringe endda”, som hun sagde. Margit Vognsen er blevet karakteriseret som en sej sønderjyde. At hun har haft mod og vilje til at stå fast på sine synspunkter, også når hun gik enegang, beviste hun i 1992, da HAF som det eneste LO-forbund markerede et klart og utvetydigt nej til Amsterdamtraktaten, der ændrede EF til EU.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.