I vinteren 1916 indledte en norsk og en dansk gymnasiast på vegne af deres elevforeninger i henholdsvis Stavanger og Ribe en brevveksling, der blev begyndelsen til 66 års frugtbart fællesskab. Pigen var Magnhild Bukdahl, den unge mand hendes senere ægtefælle Jørgen B. Hun voksede op mellem seks søskende i en lærerfamilie i Vestnorge, han var sildefødning i et grundtvigsk lærerhjem i Askov. Efter studentereksamen i 1917 blev Magnhild Bukdahl i 1922 lærer fra seminariet i Elverum, studerede derefter kunsthistorie ved universitetet i Oslo og ernærede sig som vikar ved forskelligt undervisningsarbejde. Hun indledte allerede i disse år sin karriere som kunst- og kulturskribent, som kvindesaglig debattør i bl.a. Norges Kvinder og Tidsskrift for Husmødre og som foredragsholder.
Da Magnhild Bukdahl og Jørgen B. giftede sig i 1925, vidste de begge, at de gik ind til en økonomisk usikker fremtid. Ingen af dem fuldendte universitetsstudierne, og hun lagde drømmen om at blive digter på hylden. De blev gensidigt hinandens bedste støtte og kritiker, og skønt hun altid stod for det hjemlige og senere for pasning af de to ønskebørn, som de efter ti års ægteskab tillod sig at få, blev ægtefællen ved at tilskynde hende til at skrive, ligesom han delte hendes kvindesaglige engagement. I 1933 flyttede familien til Askov, hvor de af deres nære ven, højskolens mangeårige forstander J.Th. Arnfred, købte et lille træhus Bjerget på det højeste punkt i det flade, sydvestjyske land omkring Askov. Husnavnet blev i de følgende årtier anledning til mange spøgefulde bemærkninger om andre niveauforskelle, for på Bjerget kom og gik i en lind strøm nordiske kunstnere og højskolefolk, europæiske kulturpersonligheder og højskoleelever gennem den altid åbne havelåge.
Magnhild Bukdahl var i en årrække lærer ved Væveskolen i Askov i nært samarbejde med lederen Paula Trock. Hun blev fast anmelder ved dagbladet Vestkysten og en af Dansk Kvindesamfunds flittigste foredragsholdere, ligesom Danmarks Radio og Københavns kvindelige Diskussionsklub havde bud efter hende. Hun fortsatte med at publicere både i Danmark og Norge, skrev bl.a. til Højskolebladet og en lang række provinsaviser i begge lande. Hun skrev på norsk og forblev norsk, men hendes budskab var nordisk. Først og fremmest krævede hun efter skæbneåret 1933 med Hitlers magtovertagelse i Tyskland en skærpet bevidsthed om demokratiets sårbarhed og nødvendighed. Hun skrev om det nordiske folkelige samarbejde som et udgangspunkt for en større europæisk mellemfolkelighed og på kristent grundlag om en udvidelse af demokratiopfattelsen, der bl.a. måtte hvile på ligestilling mellem mennesker, herunder også mellem de to køn. Det var hendes overbevisning, at kvinder ville kunne påtage sig opgaver i samfundet, som ikke blev løst, og at mange kvindeevner gik tabt, fordi de forblev uudviklede. Disse budskaber gik igen i Magnhild Bukdahls pædagogisk fremragende kunst- og kulturformidling: Kunsten gav alle mulighed for at se tilværelsen i andre belysninger end den daglige, gennem sit udtryk kunne en kunstner få indflydelse på sin samtid. Derfor var det en demokratisk pligt at forholde sig til kunst. Budskabet var klart i Magnhild Bukdahls mange produktive år, og man kan kun beklage, at hun aldrig fik ro til at samle sig om et større arbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.