Magdalene Moos voksede op i et landbohjem i Jegerup ved Vojens. Moderen stammede fra egnen, mens faderen kom fra Fyn. Han var meget aktiv både som foregangsmand, foredragsholder og skribent om såvel landbrugsfaglige som religiøse emner. Fra Indre Mission vendte han sig til de grundtvigske frimenigheder, og da Magdalene Moos skulle konfirmeres, blev det i Rødding hos Cornelius Appel. Med tilknytningen til frimenighederne var der samtidig etableret kontakt til de nationale kredse. Som ung havde Magdalene Moos flere huslige pladser samt et ophold på Hejls Efterskole. I 1893 kom hun i huset hos Peder M. i Nybøl og dennes tuberkuloseramte hustru Johanne, der døde fra tre små børn, hvoraf de yngste Peder M. og Marie M. blev kendte kunsthåndværkere. To år senere giftede Magdalene Moos, der i mellemtiden bl.a. havde været på Askov Højskole, sig med den 20 år ældre enkemand. Vielsen blev foretaget i hjemmet i Jegerup af frimenighedspræst L.B. Poulsen. Ægtefællen, som en kort overgang i begyndelsen af 1880’erne havde tjent hos Magdalene Moos' fader, var også meget optaget af frimenighedslivet, og i hjemmet i Nybøl blev der holdt gudstjenester, indtil det lykkedes at få opført den lokale Sundeved Frimenighedskirke i Stenderup 1902-03. For Magdalene Moos blev de første 15 år af ægteskabet præget af hendes 12 fødsler og ansvaret for den usædvanligt store børneflok. Første Verdenskrig blev prøvelsernes tid med Peder M.s ældste søn ved fronten, hvor han faldt. Hun mindedes senere, at det tungeste for sønderjyderne var, at ofrene blev bragt for en sag, som ikke var deres egen.
Da Den Nordslesvigske Kvindeforening (DNK) i 1919 genoptog sit virke, der havde været suspenderet siden 1914, blev Magdalene Moos valgt til formand. Med Genforeningen i sigte blev indsatsen i sprogkampen overflødig og kræfterne mere åbenlyst samlet om de sociale udfordringer i den hårdt prøvede landsdel. Først kom dog aktiviteterne op til og efter afstemningen i 1920, og sommeren stod i Genforeningens tegn, kulminerende med Dybbølfesten, hvor også DNK deltog med blomster og vers til dronning Alexandrine. Kongeparret kvitterede med et besøg i Magdalene Moos' hjem i Nybøl. Senere på året modtog hun Fortjenstmedaljen i guld. Midt i glæden var der mange alvorlige problemer, der skulle løses, og i 1920 trådte hun også ind i bestyrelsen for Greve A. Brockenhuus-Schacks Mindelegat for Ungdommen i det med Danmark genforenede Slesvig og 1921 ind i Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse. DNK satsede stadig bredt, bl.a. med tilskud til trængende konfirmander, gamle, syge og mødre med spædbørn, men tog samtidig fat på større og mere langsigtede projekter som driften af hvilehjemmet for kvinder i Havneby på Rømø og børnehjemmet, senere skolehjemmet, i den til foreningen testamenterede villa i Rønshoved. Sønderjydsk Fond blev en trofast medspiller i arbejdet, og netop opgaven med at skaffe midler til at fremme foreningens formål tog Magdalene Moos ivrigt og heldigt del i. En anden vigtig samarbejdspartner var Den Nordslesvigske Skoleforenings arvtager Dansk Skoleforening; også heri bestred Magdalene Moos en bestyrelsespost.
I en skildring af forældrene har sønnen Svend M. understreget deres tætte forhold, men også, at temperamenter og holdninger blev brudt i hjemmet, ikke i en trykket, men i en fri og drilsk atmosfære. Magdalene Moos' oprigtige engagement i børn og andre betrængtes ve og vel synes at have været drivkraften i det store filantropiske arbejde i DNK i mellemkrigsårene. Men den 19 år lange formandsperiode må også tilskrives hendes lyst til at komme ud og gøre en indsats blandt andre engagerede kvinder og mænd i og uden for landsdelen. Hun beskrives som på én gang mild og myndig i varetagelsen af sine offentlige hverv. Som idérig igangsætter benyttede hun sig ofte af ægtefællens klare dømmekraft, når holdbarheden skulle prøves af, men fx i grænsespørgsmålet stod de på hver sit standpunkt. Hun sluttede op om Åbenråliniens sindelagsgrænse, mens han hældede til Flensborglinien og sørgede med de danske sydslesvigere, ligesom han i tiden efter Genforeningen så mere kritisk på myndighedernes håndtering af overgangen til dansk styre. Magdalene Moos blev enke i 1937 og opgav året efter sit formandskab i DNK. I tiden herefter var hun bl.a. med i bestyrelsesarbejdet for Dybbøl Mølle. Hun døde i Nybøl 1956.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.