Mâliâraq Vebæk

Mâliâraq Vebæk blev født i bygden Narsaq Kujalleq (Frederiksdal) i Sydgrønland. Morfaderen var en af de første præsteviede grønlændere og meget engageret i samfundsudviklingen. Faderen var uddannet kateket og skrev nogle af tidens mest populære salmer og sange. Desuden var han aktiv i politik og sad i Grønlands Landsråd og i kommunerådet. Det boglige blev prioriteret højt i hjemmet, men samtidig sørgede moderen for, at pigerne fik opøvet de traditionelle kvindelige færdigheder som skindsyning og skindbehandling. Mâliâraq Vebæk tilbragte en del af sin barndom hos morforældrene. Her blev det forventet, at hun læste og tillærte sig pæne borgerlige manerer og ikke førte et aktivt udendørsliv som andre grønlandske børn.

Allerede som stor pige vidste Mâliâraq Vebæk, at hun ikke ville gå den traditionelle vej for grønlandske piger af uddannet familie: at komme i huset. Og hun var heldig. I 1932, da hun var 15 år, blev der i Aasiaat (Egedesminde) etableret en pigeefterskole. Før denne havde der ikke eksisteret nogen mulighed for videreuddannelse af piger efter folkeskolen. Efterskolen i Aasiaat var en udpræget eliteskole, idet det kun var de mest lovende børn, oftest fra bedrestillede familier, der fik tilbudt ophold. Mâliâraq Vebæk opnåede højeste karakterer på sin årgang, inklusive drengene fra den parallelle drengeefterskole. Takket være disse karakterer blev hun tilbudt uddannelse i Danmark fra 1934. Tilbuddet kom fra Komitéen for Grønlænderinders Uddannelse, en privat organisation, der havde til formål at uddanne opvakte grønlandske piger i borgerlig dansk husførelse og give dem mulighed for at følge forskellige kurser. Det første år i Danmark boede Mâliâraq Vebæk hos kirkeminister Thorvald Povlsen, hvis familie hun blev nært knyttet til. 1935-39 tog hun forberedelseseksamen og forskolelærerindeeksamen fra Th. Langs Seminarium i Silkeborg. Herefter vendte hun hjem til Grønland og virkede som lærer, først i Ilulissat (Jakobshavn), siden i Aasiaat og Paamiut (Frederikshåb).

I Paamiut mødte Mâliâraq Vebæk sin kommende mand, C.L. V., der var ansat som inspektør ved Nationalmuseet, og som var på arkæologiske udgravninger i Grønland. Under Anden Verdenskrig måtte han blive i Danmark, mens hun opholdt sig i Grønland. Straks efter krigen blev de gift og bosatte sig i Danmark. I forbindelse med ægtefællens forskning fik Mâliâraq Vebæk ofte lejlighed til at komme til Grønland, hvor hun dels assisterede sin mand, dels selv begyndte at forske i den mundtlige grønlandske tradition. Gennem de arkæologisk-etnologiske ekspeditioner fik hun inspiration til at indsamle sange, sagn og fortællinger. Fra midten af 1950’erne begyndte hun at udgive fortællingerne i diverse grønlandske og danske tidsskrifter og aviser, illustreret med egne silhuetklip. Desuden arbejdede hun som tolk og oversætter, ligesom hun var anmelder af grønlandsk litteratur og freelancemedarbejder i Grønlands Radio. Igennem sit engagement i forskellige grønlandske foreninger og Det Grønlandske Hus i København kom hun i kontakt med socialt belastede grønlændere, især kvinder, der havde problemer med deres liv i Danmark. I begyndelsen af 1970’erne medvirkede hun ved udarbejdelsen af den store dobbeltsprogede rapport Grønlændere i Danmark 1971-72/Kalâtdlit Danmarkime, 1974. Mødet med de grønlandske kvinder i Danmark blev sammen med rødstrømpebevægelsen og socialrealismen i dansk litteratur vigtige inspirationskilder til hendes forfatterskab.

I 1981 udgav Mâliâraq Vebæk som den første grønlandske kvinde en roman Búsime nâpinek, der blev oversat til dansk af hende selv under titlen Historien om Katrine, 1982. Romanen, som også blev oversat til samisk og russisk, handler om den grønlandske kvinde Katrine, der gifter sig med en dansk håndværker og flytter til Danmark. Her lider hun så mange nederlag, at hun ender med at begå selvmord. Bogen gav genlyd blandt grønlandske læsere, fordi grønlandsk litteratur indtil da i høj grad havde været et politisk middel i den nationale opbygning. Mâliâraq Vebæks roman var også politisk, men med afrundede hovedpersoner og med fokus på både kvindeundertrykkelsen og de problemer, der kan opstå ved det grønlandsk-danske kultursammenstød. I 1992 udgav hun et opfølgende bind Ukiut trettenit qaangiummata (da. udg. Tretten år efter, 1997) i en planlagt trilogi. Dette bind omhandler de problemer, Katrines datter arver fra sin fortid og møder i et Danmark præget af tiltagende racisme. Mâliâraq Vebæks forfatterskab har koncentreret sig om kvinder, og i 1990 publicerede hun Navaranaaq og de andre (grønlandsk udg. Navaranaaq allallu, 1996) om de grønlandske kvinders historie. Heri havde hun ikke blot samlet data om grønlandske kvinder, men også indskrevet dem i en fremstilling, der spænder fra sagnet om havets moder til de moderne kvindelige politikere. Med bogen lykkedes det Mâliâraq Vebæk at vise, hvilken indsats kvinder har ydet i forbindelse med Grønlands udvikling og i bestræbelsen for større lighed mellem kønnene. Mâliâraq Vebæk har endvidere udgivet sange fra Sydgrønland Niperujûtit, 1983, der indeholder kommentarer, noder og dansk oversættelse, og i 1995 børnebogen Sassuma Arnaanut pulaarneq (da. udg. Besøg hos havets moder, 1995) med illustrationer af Aka Høegh. Siden slutningen af 1990’erne har hun arbejdet med at redigere en række af sine indsamlede fortællinger.

Mâliâraq Vebæk har arbejdet uophørligt med problemerne omkring de grønlandske kvinders identitet i Danmark. Indsigtsfuldt har hun videregivet sine indtryk af den grønlandske selvforståelse, samtidig med at hun har gjort en værdifuld indsats for at sikre både danskere og grønlændere adgang til de gamle fortællinger, sagn og sange, der er så vigtig en del af den grønlandske kultur. I 1982 blev hun tildelt den grønlandske forfatterforenings pris.