Både som bogbinderiarbejder og som syerske gjorde Lycinka Hansen en stor indsats for at organisere sine arbejdskammerater. I sine bestræbelser for at organisere de kvindelige bogbinderiarbejdere blev hun kraftigt støttet af sin mand, der 1891-92 var formand for Bogbinder-Svendeforeningen af 1873. Fra 1880’erne blev kvinder i stigende grad ansat som hjælpearbejdere på bogbinderierne. Bogbindersvendenes forening tog i 1887 initiativ til at få dem organiseret, og samme år stiftedes Forening for de kvindelige Arbejdere i Bogbinderfaget. Den fik imidlertid kun kort levetid. De menige medlemmer af svendeforeningen nærede ikke megen sympati for kvindernes sag, og da bestyrelsen for svendeforeningen i 1891 på et møde forelagde et forslag om optagelse af fagets kvinder i foreningen, gik bølgerne så højt, at man måtte slukke lysene for at bringe gemytterne til ro. Da et fornyet forslag om optagelse af kvinderne året efter blev nedstemt, valgte bestyrelsen med Lycinka Hansens mand i spidsen at træde tilbage.
Herefter tog kvinderne sagen i egen hånd, og de følgende år gjorde Lycinka Hansen sammen med en håndfuld af fagets kvinder et stort arbejde for at organisere kvinderne.1896 stiftedes Den kvindelige Forening af Bogbinderiarbejdere, og på den stiftende generalforsamling blev hun valgt til formand. Allerede et par måneder senere vedtog Bogbinderforbundet på sin kongres, at der kun måtte være én afdeling af forbundet i hver by, og hvor der før havde været modstand mod kvinderne, kom sagen i de følgende år til at dreje sig om sammenslutning af den mandlige og kvindelige afdeling i København 1898 blev Den kvindelige Forening af Bogbinderiarbejdere sluttet sammen med Bogbinder-Svendeforeningen af 1873. Dermed ophørte Lycinka Hansens formandsperiode. Hun havde på de forberedende møder modsat sig sammenslutningen ud fra den betragtning, at det fortsatte organiseringsarbejde bedst kunne varetages af en kvindelig forening, og at det derfor endnu var for tidligt at slutte de to foreninger sammen. Hun var dog fortsat aktiv i forbundet, bl.a. som suppleant til hovedbestyrelsen 1898-1900, og på forbundskongressen i 1900 repræsenterede hun Københavns-afdelingen. Hun var en fremragende agitator, og samme år var hun på en rejse i provinsen for at hverve nye medlemmer. Organisering var, som hun udtalte ved et agitationsmøde i 1904, “Udtrykket for den inkarnerede Egenkærlighed, parret med Offervilligheden for andre.” Nekrologen i Bogbinderi-Arbejderen tilskriver hende ikke uden grund en stor del af æren for, at kvinderne i faget var så godt organiserede.
Fra 1900 gik Lycinka Hansen ud af bogbinderfaget og blev syerske. Syerskerne var vanskelige at få kontakt til, fordi mange af dem udførte arbejdet i deres hjem, men også her gjorde hun en stor indsats for kvindernes organisering. 1900-05 var hun formand for Damekonfektionssyerskernes Fagforening, og 1904-05 formand for Syernes Forbund, en sammenslutning af syerskefagforeninger. Da spørgsmålet om særlige beskyttelseslove for kvinder og børn, bl.a. forbud mod børnearbejde og kvinders natarbejde, blev rejst i Folketinget i 1900 i forbindelse med en revision af Fabrikloven var Lycinka Hansen en af de arbejderkvinder, der i modsætning til Dansk Kvindesamfund og Kvindeligt Arbejderforbund støttede forslaget. Hun hævdede, at de kvindelige fagforeningsfæller, der var modstandere af forslaget, i virkeligheden kæmpede for “Kvindesagskvindernes” krav om retten til arbejde. Dette krav var netop ikke relevant for arbejderkvinderne, som jo i reglen var nødt til at arbejde. Hun mente i øvrigt, at forbudet mod børnearbejde ville give flere arbejdspladser til kvinder. Hun så forslaget som et første skridt på vejen til beskyttelse af både kvinder og mænd.
Lycinka Hansen var også aktiv i det partipolitiske arbejde, og 1903 og 1906 valgtes hun som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, hvor hun repræsenterede København I forlængelse af sit faglige kvindepolitiske arbejde var hun også aktiv i valgretsspørgsmålet, og talte bl.a. ved et møde 1906 om kvinders valgret i Politisk Kvindeforening, stiftet to år før af bl.a. Anna Hude. Lycinka Hansens navn er også knyttet til hendes meritter som sangskriver. Utallige er de møder, jubilæer og fester, hvor hendes viser blev sunget. Mange af dem blev offentliggjort i fagbladet, og også i Bogbinderforbundets festskrift findes hendes velskrevne, slagkraftige sange, der manede til kamp for socialisme og sammenhold. Et par af hendes viser fandt også vej til de første udgaver af Arbejdersangbogen.
Efter sin mands død rejste Lycinka Hansen tilsyneladende i 1908 til Chicago i USA, hvor hun skal have fristet en kummerlig tilværelse. I et højstemt hyldestdigt, skrevet af en landsmand i Chicago, blev hun beskrevet som en vildfugl, der stred for sit brød “paa vort nye Lands Grund”, men som aldrig kunne glemme “den gamle Rede ved Øresund.” Det vides med sikkerhed, at hun 1919 vendte tilbage til sit gamle kvarter, Nørrebro i København, hvor hun døde året efter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.