Lovise Nielsen

Lovise Nielsen mistede sin moder ved fødslen og blev som spæd sat i pleje hos en moster og dennes mand på Blushøjgård i Elsegårde uden for Ebeltoft. Bortset fra et højskoleophold og halvandet år som tjenestepige i en vestjysk præstegård kom hun til at bo i Elsegårde resten af sit lange liv. Sammen med sin mand overtog hun Blushøjgård, og begge ægtefæller levede aktivt med i sognets kulturelle strømninger. De sluttede sig til den grundtvigske kreds omkring Ebeltoft Højskole, hvor begge havde været elever som unge. Højskolen, der eksisterede til 1891 under ledelse af sognepræst N.J. Jensen og Nanna Jensen, fik især stor betydning for egnens unge piger.

Efter århundredskiftet tog Lovise Nielsen aktivt del i arbejdet for kvinders valgret, såvel i Dansk Kvindesamfund (DK) som i Landsforbundet for Kvinders Valgret. I 1908 havde kvinder opnået den kommunale valgret, men barriererne for valg af kvindelige kandidater var fortsat høje, især i landkommunerne. Ved kommunalvalget 1913 blev Lovise Nielsen valgt til Ebeltoft landsogns sogneråd på en kvindeliste, der var blevet dannet, efter at mændene hånligt havde afvist at opstille en kvinde. Umiddelbart derefter blev hun også udnævnt til formand for det lille sogneråd, der bestod af tre medlemmer og var en afdeling af Ebeltoft byråd med særligt ansvar for landsognets anliggender. Lovise Nielsen blev derved Danmarks første kvindelige sognerådsformand. På posten som sognerådsformand afløste hun sin mand, og efter valgperiodens udløb 1917 overlod hun igen posten til ham. Dette afspejlede formentlig ægteparrets stærke stilling i sognets politiske liv. Kvindelige sognerådsformænd vedblev at være overordentligt sjældne. 1921 udnævntes A. Brixtofte i Køge landsogn, og først i 1950 kom den tredje, Karen Lamp i Brørup.

Lovise Nielsens udnævnelse vakte opmærksomhed, ikke mindst i kvindebevægelsen. Men til DKs blad Kvinden og Samfundet udtalte hun selv beskedent, at det ikke var “noget at gøre ret megen Blæst af (...) men jeg føler mig forpligtet til at anstrenge mig saa meget, jeg kan, og derved efter Evne støtte Kvindesagen, som jeg synes er et Retfærdighedskrav og intet andet”. Lovise Nielsen var en kvinde af sine meningers mod; bl.a. hævdede hun, at der ikke burde være standsforskelle mellem folk, at alt arbejde var lige godt, og at penge skulle afskaffes. Hun efterlyste også større vægt på det åndelige indhold i omgangen mellem mennesker. Lovise Nielsen blev en agtet kvinde på egnen, men fik også mange modstandere på grund af sine skarpe standpunkter. Ægteparret mødte en del modgang, de mistede to voksne børn, og slægtsgården måtte afhændes i 1935. Som landsbyens vise, gamle kone i 1950’erne havde hun fortsat et fast ståsted i det grundtvigske og markante meninger om tidens materialisme.