Loulou Lassen

Loulou Lassen blev under sin opvækst stærkt præget af familiens interesse for fransk sprog og kultur. Der kom prominente gæster i hjemmet, bl.a. fordi farmoderen var søster til Georg Carstensen, mondæn bladudgiver og Tivolis grundlægger. Loulou Lassen gik ikke i skole, men blev undervist hjemme. I 1892 tog hun almindelig forberedelseseksamen, hvorefter hun rejste til Frankrig for at dyrke sprog- og litteraturstudier. Efter moderens død i 1898 tog hun sig af et par yngre søskende, som hun sikrede en uddannelse.

Loulou Lassen satsede på at blive journalist, og da der under hendes ophold i Paris 1899 skete en større mineulykke i Nordfrankrig, ringede hun til dagbladet Dannebrog og spurgte, om man ønskede en reportage. Svaret var bekræftende, og artiklerne om ulykken førte til hendes ansættelse ved bladet, hvor hun arbejdede de næste 11 år. Som formentlig den første kvinde i Danmark gjorde hun sig fuldt gældende som redaktionel medarbejder, dvs. hun skrev ikke kun om mode- og kvindestof, men fungerede på lige fod med de mandlige medarbejdere, hvilket gav hende journalistisk rutine inden for flere stofområder. Dannebrog var blevet grundlagt i 1892 som organ for den moderate fløj af Venstre i København Bladet var i særlig grad talerør for bladets hovedaktionær, politikeren P.A. Alberti, og dermed modstander af Viggo Hørups avis Politiken. Da Alberti meldte sig til politiet for bedrageri i 1908, blev det dødsstødet for bladet, der måtte gå ind i 1910. Politikens chefredaktør Henrik Cavling havde lagt mærke til den meget talentfulde medarbejder og engagerede Loulou Lassen. I 1905 var Politiken blevet lagt om til at være en moderne omnibusavis, hvilket blev startskuddet til den såkaldte pressereform, der bl.a. indebar en nedtoning af de politisk-propagandistiske aspekter og en satsning på nyheder og repor- tager samt opdyrkning af en lang række nye emner.

Den første tid på avisen skrev Loulou Lassen inden for adskillige stofområder, og under Første Verdenskrig bestyrede hun bladets telegramhal, hvor krigsnyheder og kort over fronter var ophængt, så folk kunne følge med i de seneste begivenheder. Cavling fandt snart ud af, at hun burde specialisere sig i læge- og sundhedsstoffet, hvor hun viste sig at have et ganske særligt talent. Hidtil havde dette område ikke været et journalistisk felt, idet stoffet, for så vidt det overhovedet fandtes, blev skrevet af læger. Loulou Lassen opdyrkede et vidtforgrenet kildenet, læste den nye faglitteratur og gik til talrige forsvar for den medicinske doktorgrad, hvorfra hun sendte udførlige referater. I begyndelsen blev hun mødt med en udpræget mistro fra de medicinsk fagkyndige, der ikke havde megen tiltro til hendes eller andre lægfolks evne til at forstå de faglige resultater. Men gradvis opnåede hun respekt for sin indsats, også fra medicinsk hold, hvor man efterhånden indså værdien af en professionel popularisering af de videnskabelige resultater og deres relevans for menneskers dagligdag. Læserne satte pris på hendes klare fremstilling af den medicinske forskning, hospitalsforhold og ikke mindst sundhedsråd, der tilmed var skrevet i et altid korrekt og meget levende og varieret sprog. Loulou Lassens indsats er en af de klareste udmøntninger af pressereformens principper og af pressens nye rolle. Mens dagbladene indtil begyndelsen af 1900-tallet primært havde været organer for politisk påvirkning og organisering, blev de efterhånden serviceorganer for læserne, idet de skulle operere på egentlige markedsvilkår: læsernes interesse blev afgørende for, hvilke emner der skulle opdyrkes. Men avisen skulle også være rådgiver med hensyn til alt det nye og moderne, og her var sundhed og sygdom et område af almen interesse. Under det journalistiske mærke Fru Loulou ydede Loulou Lassen en virkelig pionerindsats på dette felt. Endnu et område af almen interesse var det lettere, servicebetonede bynyt, der bestod af omtale af dagens arrangementer. I Politiken blev stoffet samlet i rubrikken Dag til Dag sammen med enkelte servicemeddelelser og anekdoter og forsynet med dagens vignet. Denne vigtige rubrik blev i mange år bestyret utrætteligt og kompetent af Loulou Lassen og fungerede som et spejl af et stadig mere kosmopolitisk København

Sideløbende med det journalistiske arbejde skabte Loulou Lassen et mindre skønlitterært forfatterskab. Det blev bl.a. til en enkelt roman i 1902 Det evigt Kvindelige under pigenavnet Marcussen. Men en større indsats ydede hun som oversætter. Ud over et par skuespil oversatte hun den franske forfatter G. de Maupassants samlede værker, der udkom 1903-12 i 28 bind, en oversættelse, der fortsat benyttes. Sammen med Esther Scheel og Astrid Stoumann udgav hun trebindsværket Haandbog for Nutidshjem, 1937-38. De sidste par år af sit liv var hun alvorligt syg, men hun fortsatte til sin død med at arbejde på redaktionen.