Lise la Cour

Få danserinder har favnet så vidt som Lise la Cour. Med afsæt i sit danserliv har hun formået at skabe sig en karriere bag scenen, efter at virket på scenen var slut. Som danser, instruktør, koreograf og ikke mindst administrator for såvel Den Kgl. Ballet som Den Kgl. Opera har hun sat sit præg på adskillige værker både inden for og uden for teatret på Kongens Nytorv.

Lise la Cour har været et ægte barn af Det Kgl. Teater, hvor hun startede på balletskolen som niårig stærkt tilskyndet af Børge Ralov, som hun havde danset hos i tre måneder. I 1961 debuterede hun som Anne Frank i den engelske koreograf K. MacMillans Under jorden, hvor hun dannede par med Arne Bech, og herefter fulgte en perlerække af gode roller. Hun dansede den unge pige i Den skønne Donau, 1962, pas de six’en i Napoli, 1963, og året efter pigen i Stemninger sammen med den debuterende Peter Martins, som hun senere blev gift og fik sønnen Nilas med. I 1965 var hun Elisa i Konservatoriet. Hun dansede også i flere moderne værker fra den amerikanske koreograf G. Balanchines Fire temperamenter, 1963, over Flemming Flindts Den unge mand skal giftes, 1967, til den store russerbravour som sigøjnerinden i Don Quixote, 1988. Fra slutningen af 1970’erne var det imidlertid som koreograf, at hun gjorde sig bemærket. Daniel Bohr inviterede hende til at skabe koreografien til hans Kurt Weill-cabaret på Det Kgl. Teater i 1978, og det åbnede nye kunstneriske perspektiver for Lise la Cour, som længe havde næret ønske om at kombinere sin store interesse for opera med lysten til at skabe koreografi. Hendes første selvstændige værk blev westernballetten Gry, 1982, og seks år senere startede den række af H.C. Andersen-børneballetter, som i samarbejdet med især komponisten Bent Fabricius-Bjerre og kunstneren og scenografen Bjørn Wiinblad blev hendes kunstneriske kendemærke. Den første Hyrdinden og skorstensfejeren, 1988, til August Ennas musik og Søren Frandsens scenografi blev skabt på balletmester Frank Andersens opfordring i anledning af uddelingen af H.C. Andersen-Balletprisen i 1988, og herefter fulgte Den grimme ælling, 1989, Klods Hans, 1990, Den lille havfrue, 1992, og Fyrtøjet i 1995. I 1992 skabte hun Verdens sol til verdensudstillingen i Barcelona, Spanien, og i 1993 Triade til åbningen af Det Kgl. Teaters intimscene i Baron Boltens Gård. Hendes mange koreografiske opgaver i ind- og udland og især for Den Kgl. Operas musicals og operetter resulterede 1997 i opsætningen af børneoperaen Prinsesse Dajli til Torben Petersens musik, hvor Lise la Cour både instruerede, koreograferede og gav inspiration til scenografien.

I 1988 opfordrede Frank Andersen, som allerede tidligt i sin balletmesterperiode havde en vanskelig dialog med danserne, Lise la Cour til at blive viceballetmester, fordi han vidste, at han i hende ville få en loyal, energisk og hårdtarbejdende administrator, som med sit næsten livslange kendskab til Det Kgl. Teater havde potentiale til at få tingene til at glide. Det lykkedes, men kort efter indsættelsen af Peter Schaufuss som balletmester i 1994 tog Lise la Cour sin afsked fra Det Kgl. Teater og arbejdede nogle år freelance som instruktør og koreograf, før hun i 1999 satte sig i stolen som administrator for Den Kgl. Opera. I 1989 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.