Karen Rasmussen

Karen Rasmussen voksede op på en gård på Fyn. Hendes fader var Venstremand og sognerådsformand, og allerede som barn fulgte hun ham i hælene til politiske møder. Siden uddannede hun sig til apotekermedhjælper i Årup 1934 og blev færdig som 23-årig. Efter at have arbejdet et år i Tinglev fortsatte hun sin uddannelse på Danmarks Farmaceutiske Højskole i København og blev cand.pharm. i 1937. Året efter giftede hun sig med en studiekammerat Gustav R., der var apoteker på Løveapoteket i Ålborg, hvor hun selv var ansat. I begyndelsen lykkedes det hende at skjule, at hun var gift med chefen. Hun ville undgå at indtage en særstilling på apoteket. Parret fik fire sønner i løbet af perioden 1939-45.

Lokalt engagerede Karen Rasmussen sig både i kvindesag og partipolitik og havde mange bestyrelsesposter. I 1946 var hun medstifter af Kvindernes Discussionsklub i Ålborg, og 1950 blev hun formand for Dansk Kvindesamfunds (DK) Ålborgkreds. Karen Rasmussen tog bl.a. 1951 initiativ til at oprette en social rådgivningsklinik i byen, og hun indførte genoptræningskurser for kvinder, der havde været borte fra arbejdsmarkedet. Hun var meget optaget af kønnenes lige muligheder for uddannelse med samme indhold, fx teknisk og matematisk kunnen, især når det gjaldt kvinderne fra de store årgange i 1950’erne, som man frygtede ville falde helt ud af arbejdsmarkedet. I 1956 blev hun landsformand for DK efter et år i fællesstyrelsen. Hun var den første formand, der kom fra Jylland, og spekulationerne kredsede om, hvorvidt hun kunne forene sit arbejde i Ålborg med varetagelse af posten. Karen Rasmussen passede dog formandshvervet med flid sammen med sit fuldtidsjob på apoteket. For Karen Rasmussen var kvindesag også samfundssag, og i hendes tid satte DK ind på en bred front, fx pigers frie uddannelsesvalg, oprettelse af børnehaver, ophævelse af sambeskatning og valg af flere kvinder til de politiske organer. Hun var en flittig og arbejdsom formand, der besøgte mange kredse og dermed bidrog til en tættere kontakt mellem lokalafdelingerne og ledelsen.

Karen Rasmussen forlod posten som landsformand, da hun i 1958 blev valgt ind i Ålborg byråd for Det Konservative Folkeparti. Her sad hun indtil 1966 og var medlem af mange udvalg, bl.a. inden for skole- og sundhedsområdet. Efter at hun havde forladt byrådet, var hun 1970-80 formand for Ålborg Byorkesters bestyrelse. Arbejdet i DK fortsatte hun i fællesstyrelsen indtil 1961 og lokalt som formand for foreningens børnehave i Ålborg 1967-78. Hun var ligeledes optaget af internationale spørgsmål og sad i Nationalkomiteen for En Verden. I sit aktive liv blev hun støttet af sin mand, som hun også havde et fagligt fællesskab med, idet hun fortsatte sin ansættelse som provisor ved Løveapoteket. Forfatteren Edith Rode var en nær veninde, som hun brevvekslede med.

Karen Rasmussens engagement var drevet af en stærk retfærdighedssans. Hun mente, at kvinder havde en moralsk forpligtelse over for samfundet og hinanden til at bruge den uddannelse, som samfundet havde investeret i. Det var vigtigt selv at yde en indsats i tilværelsen. Når det gjaldt kvindesagen fandt hun, at den i høj grad kæmpede mod kvindernes egen passivitet og ligegyldighed, ikke nødvendigvis mod mændenes modstand.