Lilian Weber Hansen

Idet tæppet går ned for operaen Cavalleria rusticana, ser man den gamle Moder Lucia, der lige har erfaret, at hendes søn er blevet dræbt i en duel, gå frem mod scenekanten, mens hun famler efter sin rosenkrans. Som Lilian Weber Hansen spillede denne korte scene blev den et af de storslåede musikdramatiske øjeblikke, som hun formåede at skabe, og som mejslede sig ind i publikums erindring. Det var ikke i kraft af stemmens skønhed, at hun fik en 33-årig karriere ved Det Kgl. Teater. Hun havde et rigt dramatisk talent, men hendes store, noget grove mezzosopran var ikke egnet til egentlig belcantosang. Hun kunne imidlertid bruge den, så den blev en integreret del af de mange fine rolleportrætter, hun skabte, især af ældre kvinder. Det blev derfor navnlig i de sidste årtier af karrieren, at hendes evner kom til fuld udfoldelse. Som sin store forgænger Ingeborg Steffensen forstod hun at gøre små roller store.

Lilian Weber Hansen blev uddannet af Valdemar Lincke og gennemgik Det Kgl. Teaters operaskole. Hun debuterede i 1940 i en lille rolle i Ebbe Hameriks Marie Grubbe. Hendes store, mørke mezzo pegede i retning af Verdi, men hun fik også afprøvet sig som Glucks Orfeus. Denne lyrisk-patetiske rolle lå dog ikke rigtigt for hende. Gennembruddet kom med rollen som Eboli i Verdis Don Carlos i 1948, der “lod hendes overdådige stemmevæld og hele dramatiske karakter-talent komme til fuld udfoldelse”, som musikanmelderen Kai Flor skrev. Hun indsang Ebolis arie på plade med forestillingens dirigent Egisto Tango. Den viser ganske rigtigt en stor dramatisk stemmeudfoldelse, men også at stemmen er for tung og bred til, at de høje toner kan udfolde sig frit. Et studieophold hos den italienske sangpædagog Maria Labia formåede ikke at rette op på dette forhold. Derfor blev Lilian Weber Hansens Amneris i Aida ikke helt den forventede fremgang. I 1950 blev hun udnævnt til kgl. kammersangerinde. Der fulgte endnu nogle hovedroller som Carmen samt Ortrud i Lohengrin. Hun spillede begge roller fremragende, men var vokalt ikke helt dækkende. Derimod blev hendes Azucena i Trubaduren også sangligt en helstøbt præstation. Fra 1951 gled Lilian Weber Hansen mere og mere i retning af karakterfaget. I det komiske rollefag blev det figurer som Lady Billows i Albert Herring og tante Zita i Gianni Schicchi og i den alvorlige ende spåkvinden i Saul og David. Særlig glæde havde hun af sin overdådigt morsomme Lille Forglemmigej i operetten Pinafore, der blev en af Det Kgl. Teaters helt store succeser. Ammerollerne i Eugen Onegin og Boris Godunov fra hendes sidste år blev med rette prist for deres frodige menneskelighed og mange fine detaljer. Lilian Weber Hansen blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen 1956 og modtog Tagea Brandts Rejselegat 1959.