Kristine Jensen

Efter at have uddannet sig som syerske i Ålborg fik Kristine Jensen arbejde på en konfektionssystue i Oslo. Her mødte hun sin mand. I tre år boede de og den spæde søn i Sverige og de følgende fem år i København, hvor hun blev fagligt aktiv som bestyrelsesmedlem i Syernes Forbund. Efter en tid i Ry slog familien, der nu var forøget med en datter, sig ned i Ålborgområdet. Kristine Jensen blev straks involveret i det faglige organisationsarbejde blandt syerskerne og i 1910 formand for den nyoprettede fagforening, en post, hun bevarede de følgende 40 år. Hun lagde samtidig mange kræfter i samarbejdet med den øvrige fagbevægelse. Lokalt blev syerskerne fra starten optaget i fællesorganisationen i Ålborg, hvor hun i årene 1911-12, 1922- 25, 1927-39 og 1943-51 var valgt som et af forretningsudvalgets syv medlemmer, i øvrigt som eneste kvinde i hele denne periode. I årene efter 1910 førte hun trods vanskeligheder og tilbageslag sin fagforening frem fra 50 til 500 medlemmer. I samme periode var hun sammen med husassistenternes formand Marie Stephansen medvirkende til, at fællesorganisationen støttede organiseringsbestræbelserne inden for de store kvindefag, trods modstand fra den lokale formand for den mandlige skrædderforening. På landsplan var hun medlem af Dansk Skrædderforbunds hovedbestyrelse 1916-49, også her var hun i længere perioder medlem af forretningsudvalget. Efter sin afgang udnævntes hun til æresmedlem.

Som mange af sine mandlige kolleger i fagbevægelsen var Kristine Jensen politisk aktiv socialdemokrat. Frem til begyndelsen af 1931 boede hun nord for Limfjorden i Nørresundby-forstaden Nørre Uttrup i Sundby-Hvorup kommune. Her sad hun i hjælpekassens bestyrelse 1913-17, og 1917-31 var hun medlem af sognerådet, der allerede i 1921 fik socialdemokratisk flertal. Nogle år efter mandens død flyttede hun søndenfjords til Ålborg, hvor hun i 1933 indtrådte i byrådet og genvalgtes ved valgene i 1937, 1943 og 1946. Hun interesserede sig især for socialpolitiske forhold og var bl.a. medlem af hospitalsudvalget og skolekommissionen, men ydede ikke mindst en indsats som formand for det kommunale køkken og som initiativtager til de populære solhvervsfester for byens ubemidlede alders- og invalidepensionister. I 1924, 1932 og 1939 valgtes hun med eksplicit kvindepolitisk begrundelse som socialdemokratisk suppleant til Landstinget. Under Besættelsen blev hun formand for Danske Kvinders Beredskab i Ålborg og var medlem af organisationens landskomité. Som 70-årig indstillede hun såvel byråds- som fagforeningsaktiviteten. Derimod fastholdt hun sit engagement i Socialdemokratisk Kvindeforening for Ålborg og Omegn, hvor hun havde været aktivt bestyrelsesmedlem siden stiftelsen i 1920, de første 18 år som sekretær og næstformand og fra 1938 til sin død som formand. Hun havde i alle sine gøremål et godt forhold til arbejderbevægelsens ledende mænd, men fastholdt til stadighed de socialdemokratiske kvindeforeningers berettigelse over for partiets modstand mod særskilt kvindeorganisering. Kvindeforeningen var for hende ikke et alternativ til den almindelige socialdemokratiske arbejderbevægelse, men en introduktion og et supplement, hvor kvinder blandt kønsfæller kunne opøve færdighed i at varetage bredere offentlige tillidshverv. De kvindeudvalg under vælgerforeningerne, der blev Socialdemokratiets officielle politik efter 1930, var derimod ikke hendes kop te: “Hvis man havde brug for Kvinderne, kunne man vælge dem ind i Bestyrelsen,” sagde hun.

Både som husmoder med småbørn og som enke ydede Kristine Jensen gennem 50 år en utrolig flittig, ansvarsbevidst og resultatrig indsats for sit fags, sit køns og sin egns arbejdere. Hun var hverken selvpromoverende eller personligt ambitiøs; hendes store og mangesidige arbejde, der med rette anerkendtes, var klart forbundet med en dybfølt overbevisning om kvindernes ret og pligt til på lige fod med mændene at gøre brug af deres faglige og politiske rettigheder.