Kjerstine Nielsen

Kjerstine Nielsen vidste allerede fra seks-syvårs alderen, at hun ville være lærer. Hun gik i landsbyskole og sugede med stor nysgerrighed al viden til sig. Som ung pige var hun et år i huset hos et lærerpar og tog derpå til København, hvor hun i 1930 tog lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium. De næste par år var hun bl.a. på højskole i Tinglev og tog forskellige sprogkurser. 1932-33 gennemgik hun uddannelsen til skolekøkkenlærerinde og tog årskursus i svensk og tysk på Danmarks Lærerhøjskole (DLH). Hun blev herefter vikar ved Københavns kommunale skolevæsen og i 1937 fastansat ved Ny Carlsbergvejens Skole, hvor hun underviste i skolekøkken både i barneskolen og på aftenskolen og havde lærerstuderende i praktik.

1949 blev Kjerstine Nielsen medlem af Københavns Kommunelærerindeforenings (KKL) bestyrelse. Året efter blev hun næstformand, og 1951-54 var hun formand. Denne sidste post indebar, at hun samtidig var formand for Fælleslærerrådet i København, som var bindeled mellem de kvindelige og mandlige lærere. Som KKLs formand var hun tillige medlem af Danmarks Lærerforenings (DLF) hovedstyrelse og Lærerorganisationernes Samarbejdsudvalg, og i perioden 1953-55 sad hun i bestyrelsen for Nordens Lærerindeforbund. Med sit kyndige og samvittighedsfulde organisationsarbejde bidrog hun til opnåelse af vigtige resultater, bl.a. i forbindelse med lønforhandlinger, overlærerordningen, prøveudvalget for optagelse til 1. mellem og i forhandlinger om personsager. Ved siden af disse krævende tillidshverv var hun 1950-67 bestyrelsesmedlem i den danske Sonnenbergkreds, som hun var medstifter af. Kredsen arbejdede for at fremme den internationale forståelse mellem lærere i den anspændte atmosfære efter Anden Verdenskrig.

I 1954 blev Kjerstine Nielsen ansat på DLH i to ledende stillinger på én gang, nemlig dels som pædagogisk inspektør og stedfortræder for rektor Ernst Larsen, dels som leder af skolekøkkenafdelingen. Hun havde da en ualmindelig omfattende pædagogisk, faglig og administrativ erfaring, som rektor havde fået øje på og ønskede at bruge, da DLH efter en ny læreruddannelseslov skulle tage sig af al videreuddannelse af lærere og derfor stod over for en omfattende udvidelse. Skolekøkken havde før kun været et fagtilbud på kvindeseminarier og DLH, men i 1955 blev faget oprettet ved alle seminarier. DLH fik dermed øget konkurrence på dette felt, og Kjerstine Nielsen indså klart, at skolekøkkenafdelingen måtte have et fagligt løft. Da hun ikke selv var videnskabeligt kvalificeret og heller ikke havde faget som særlig præference, gik hun med glæde over til fuldtidsarbejde som pædagogisk inspektør i 1961. Hendes afløser som forstander ved skolekøkkenafdelingen blev Bodil Hansen. Hun var videnskabeligt uddannet, men uden praktisk pædagogisk erfaring fra folkeskolen, og hendes udnævnelse til inspektør vakte af samme grund bestyrtelse blandt skolekøkkenlærerinderne. I hele sin tid som skolekøkkeninspektør, dvs. 1954-61, var Kjerstine Nielsen medlem af repræsentantskabet for Specialkursus i Husholdning ved Århus Universitet. Hun fandt også tid til studierejser og var bl.a. i USA i 1958, hvor hun studerede opbygningen af skolekøkkenuddannelsen ved de amerikanske universiteter og også fulgte nogle kurser i ernæring. Fra 1958 til 1964 var hun i styrelsen for Danske Kvinders Nationalråd.

1961-74 koncentrerede Kjerstine Nielsen sig alene om arbejdet som pædagogisk inspektør. Efter en ny lov om DLH fra 1964 rangerede hun herefter på lige fod med administrator, og hendes stilling omfattede såvel selvstændig varetagelse af særlige pædagogiske opgaver som deltagelse i ledelsen af det pædagogiske arbejde, herunder tilrettelæggelse af kursusplaner og behandling af ansøgninger om optagelse. Sidstnævnte del af arbejdet bragte hende på hat med hele Danmarks lærerstand, og denne personlige kontakt var for hende det bedste ved stillingen. I en periode, der var kendetegnet af DLHs ekspansion og faglige udvikling, ledede hun forhandlingerne indadtil med institutterne og de otte provinsafdelinger, som på denne tid blev opbygget. Oprettelsen og driften af et kollegium i forbindelse med DLH blev også i praksis hendes sag. Udadtil stod hun for kontakten til skoler, DLF og forskellige myndigheder.

Kjerstine Nielsen var en meget kompetent og loyal medarbejder og fungerede som DLHs trygge forbindelse til folkeskolen og DLF. Hun havde en sikker forståelse for, hvordan lærere og lærerorganisationer oplevede DLH i en tid, der var præget af videnskabeliggørelse og akademisk oprustning. Da DLH i 1963 blev en højere læreanstalt og ledelsesstrukturen blev ændret til et lærerråd, var Kjerstine Nielsen det eneste ikke-akademiske medlem. Siden indtrådte hun i konsistorium, da det blev oprettet i 1971 som DLHs nye ledelsesforum. Også i disse sammenhænge skabte hun med sine altid velgennemtænkte og realistiske oplæg respekt om stillingen som pædagogisk inspektør. Ved sin flid og sit sobre og samvittighedsfulde arbejde fik hun en umådelig mængde sager fra hånden. Men hun overså aldrig de menneskelige aspekter og viste venlig hjælpsomhed over for alle; hun blev karakteriseret som en god pædagog og en dygtig leder med stor forhandlingsevne, slagfærdighed og muntert lune. 1964 blev hun ridder af Dannebrogordenen.