Kirstine Borum

Kirstine Borum voksede op i Gentofte som enebarn i faderens andet ægteskab. Hans pludselige død, da hun var ti år, tog hårdt på både hende og hendes moder. Nogle år senere oplevede Kirstine Borum Besættelsen på nært hold, da en del af familien var aktive i modstandsbevægelsen og gav frihedskæmpere skjult ophold, og en morbroder blev skudt af tyskerne. I 1943 blev hun student fra Øregård Gymnasium og begyndte at studere medicin. Hun blev gift med sin anatomilærer i 1946, og kort tid derefter ledsagede hun ham til Saint Louis, USA, hvor han arbejdede videnskabeligt i et år, mens hun med stor interesse assisterede ham. I Saint Louis fødte hun sit første barn i 1947. Efter hjemkomsten fortsatte hun studierne og blev cand.med. fra Københavns Universitet i 1951. Derefter var hun i et år turnuskandidat på Rigshospitalet, og det blev hendes eneste tid i klinisk lægevirksomhed.

Lige fra studietiden havde Kirstine Borum, hvad hun selv har kaldt en næsten sværmerisk interesse for videnskab, og hun var 1952-57 videnskabelig assistent på Fibigerlaboratoriet, oprettet og finansieret af Kræftens Bekæmpelse og placeret ved Københavns Universitet, hvor hun beskæftigede sig med kræftforskning. I 1953 fødte hun sit andet barn. Ægteparret boede til leje hos Kirstine Borums svigermoder, men i 1957 opgav de samlivet, og Kirstine Borum flyttede sammen med den yngste datter til en lejlighed. Samtidig stod hun en kortere tid uden stilling, men var overbevist om, at hun ville fortsætte med videnskabeligt arbejde. Hun indså, at betingelsen herfor var at skrive en disputats, og i løbet af godt et år samlede hun sine forskningsresultater i afhandlingen Musens hårcyklus og dens betydning for den epidermale carcinogenese, dvs.kræftudvikling i huden. I 1960blev hun dr.med., og som opponent fremhævede professor Julius Engelbreth-Holm hendes originale iagttagelser og udvikling af en genial farvemetode. Hun fortsatte i forskellige videnskabelige stillinger, og i 1962 fik hun et længe næret ønske opfyldt, da hun blev forskningsassistent ved det medicinske forskningsråd i Stockholm. I de følgende ni år arbejdede hun med forskning i Sverige, og hun var fra 1968 docent i eksperimentel onkologi ved Lunds Universitet. Hun blev gift med en svensk kollega i 1964 og fødte året efter sit tredje barn. Dobbeltrollen som husmoder og videnskabskvinde tog på hende, men da hendes læge foreslog hende at blive “hemmafru” for at undgå belastningen, afviste hun det kategorisk, idet hun mente, at hun måtte have lov til at bruge sin uddannelse. Ægteskabet blev opløst i 1970, året efter vendte hun sammen med sin søn tilbage til København

Fra 1972 var Kirstine Borum lektor ved Københavns Universitets Medicinsk-Anatomiske Institut. Stillingen krævede, at hun påtog sig en del undervisning, og til hendes glædelige overraskelse blev hun inspireret af den uvante opgave. Hun kastede sig ud i en række pædagogiske kurser for universitetslærere i ind- og udland og inddrog snart den medicinske pædagogik i sit forskningsområde. Hun var formand for Det Lægevidenskabelige Fakultets studieplanudvalg 1974-77, og i 1975 kom hun i bestyrelsen for Dansk Selskab for Medicinsk Undervisning, senere kaldet Dansk Selskab for Sundhedsuddannelserne, hvor hun var formand 1979-82. Dette selskab brød nye veje ved at lægge vægt på tværfaglighed og sundhedsfremme. I den senere del af karrieren fandt hun god genklang i Gruppen for Medicinsk Kvindeforskning, hvor hun var en ivrig deltager fra starten i 1979. Hun fandt, at denne forsknings samlende helhedsbetragtninger og frigørende intentioner var et modspil til den traditionelle lægevidenskabelige forskning, der stadig hvilede på et factsophobende “værdineutralt” grundlag. Både i danske og internationale fagtidsskrifter publicerede hun en lang række artikler med resultater fra sine forskellige forskningsområder. Hun blev æresmedlem af International College of Experimental Dermatology i 1965. Ved 100-års jubilæet for den første kvindelige læge i Danmark Nielsine Nielsen i 1985 deltog Kirstine Borum aktivt i fejringen, og hun var medredaktør af og skrev et kapitel i jubilæumsbogen I Nielsines fodspor, 1984. Med stor oprigtighed deltog hun i den offentlige debat om sundhedsfremme og kvinders særlige helbredsproblemer. Hermed udsatte hun sig for især mange mandlige kollegers manglende forståelse, hvilket kunne smerte hende. Men hun tog det med, da hensynet til kvinders liv og helbred for hende vejede tungere. Fx kæmpede hun for, at begge køn blev grundigt oplyst om, at den vigtigste forebyggelse af livmoderhalskræft var, at mændene sørgede for god personlig hygiejne i forbindelse med det seksuelle samliv. Samtidig gik hun i rette med sine kolleger, fordi de tilsidesatte denne enkle, men dokumenteret virksomme foranstaltning til fordel for komplicerede projekter.

I 1950’erne og 1960’erne deltog Kirstine Borum med energi og entusiasme i Nordisk Sommeruniversitet, hvor hun værdsatte den akademiske tværfaglighed, som hun netop savnede ved de etablerede universiteter og senere selv gjorde et ihærdigt arbejde for at fremme ved det medicinske fakultet i København Fra sin tidligste ungdom befandt hun sig på den politiske venstrefløj. Hun deltog i de store atommarcher i begyndelsen af 1960’erne. Fra 1982 var hun næstformand i foreningen Danske Læger mod Kernevåben. Ud fra en idealistisk grundholdning ydede Kirstine Borum livet igennem en engageret og videnskabeligt velfunderet indsats, der har sat spor i kræftforskningen, den medicinske pædagogik og den medicinske kvindeforskning.