Kirsten Ortwed

“Tredje sal, første dør til højre,” lød Kirsten Ortweds svar, da hun i 1992 blev spurgt om, hvor hun placerede sig i kunstverdenen. En karakteristisk bemærkning, på én gang lige så konkret og gådefuld som hendes skulpturer. Det er som skulptør, at Kirsten Ortwed er blevet kendt ikke bare i Danmark, men især i udlandet. Men hendes udgangspunkt var maleriet, og allerede som 13-årig begyndte hun at male og ville gerne på akademiet. Det fandt hun imidlertid ingen forståelse for i hjemmet. I stedet tog hun realeksamen i 1964. Året efter tog hun ud på den første af siden mange rejser, alene gennem Europa. I en periode var hun tilknyttet avantgardemiljøet omkring Galleri 101 i Store Kongensgade, og det var en tilfældighed, der førte til, at hun i 1967 begyndte at væve hos John og Kirsten Becker. Her var hun i to år, hvorefter hun var et år hos tekstilkunstneren Naja Salto og i 1969 fik svendebrev med udmærkelse. I 1970 debuterede hun på Kunstnernes Efterårsudstilling, og to år efter blev hun optaget på Kunstakademiet, hvor hun gik indtil 1975. Mødet med Fluxuskunstneren, gæsteprofessor Arthur Køpcke blev skelsættende for hende. Med sin radikale og i positiv forstand respektløse omgang med kunsten gav han hende det modspil og de udfordringer, hun havde savnet. Også Gunnar Aagaard Andersen, der repræsenterede den formelt tænkende kunst, var en vigtig inspiration for Kirsten Ortweds arbejde med form og rum.

Efter et års studieophold i New York i 1976 tog Kirsten Ortwed igen ud på rejser, bl.a. til Mexico, Marokko og Ægypten, vekslende med at hun underviste på Skolen for Brugskunst og på akademiet. Som følge af en voksende utilfredshed med det danske kunstmiljø flyttede hun i 1982 til Köln, Tyskland. Med samleveren, kunstmaler Troels Wörsel, begyndte hun også fra 1996 at arbejde i den lille by Pietrasanta nær de store marmorbrud i Toscana, Italien. Kirsten Ortwed er blevet karakteriseret som en skulpturforsker, og hendes værk kan anskues som et forsøg på en kortlægning af skulpturens grammatik. Hendes rødder ligger i 1960’ernes minimal art og konceptkunst forenet med den materiale- og procesbevidsthed, som den tyske kunstner J. Beuys repræsenterede, og som i 1970’erne kom til at influere afgørende på dansk kunst. Materialemæssigt spænder hun fra klassiske materialer som bronze, gips, keramik og stof til industrielle materialer som jern, industrivoks og aluminium. Fra det sarte til det rå. I midten af 1980’erne fandt hun en af de former, hun siden har videreudviklet, med store flerdelte skulpturer, der breder sig horisontalt og centrumsløst som øer i rummet. Skulpturerne er billedfattige og umiddelbart uden symbolske eller ideologiske referencer. Snarere handler de om måder at danne form på, om fravær og nærvær, forholdet mellem tilfælde og plan, lethed og tyngde. Kirsten Ortwed har selv støbt sine skulpturer, og ofte går afstøbninger af tomme støbeformer fra tidligere værker igen i nye arbejder. Som en erindringskæde, der forbinder værkerne.

Kirsten Ortwed har haft en lang række separatudstillinger ikke bare i Danmark og i Norden, men også i Tyskland, Frankrig og USA. I 1997 repræsenterede hun Danmark på biennalen i Venedig med det store værk Tons of Circumstances. På biennalen, der er en af verdens vigtigste kunstmanifestationer, har kun ganske få danske kvindelige kunstnere været repræsenteret. Efter 1948 er det således kun billedhuggeren Eva Sørensen i 1982 og Kirsten Ortwed, der er blevet tildelt det ærefulde hverv. Året efter biennalen vandt Kirsten Ortwed konkurrencen om et monument for den svenske nationalhelt R. Wallenberg. Kirsten Ortwed har modtaget adskillige legater og udmærkelser, bl.a. Statens Kunstfonds treårige legat 1987, Tagea Brandts Rejselegat 1994, Eckersbergs Medaille 1995 og Carl og Anne Marie Nielsens Legat 1998.