Kirsten Lauritzen

Kirsten Lauritzen voksede op i et hjem, hvor det var selvfølgeligt at interessere sig for samfundsmæssige og sociale forhold. Denne indstilling kom til at præge hende livet igennem, og kombineret med hendes stærke vilje og handlekraft fik hun udrettet, hvad hun satte sig for, også selvom hun i perioder gik imod strømmen. Hvor forældrenes engagement udfoldede sig inden for skole- og ungdomsområdet, kom Kirsten Lauritzens indsats til at dreje sig om de fattige, forfulgte og retsløse samt om pensionisters forhold.

Kirsten Lauritzen blev den første pigespejder i Danmark, efter at faderen Hans Hartvig-Møller i 1910 havde stiftet Det Danske Spejderkorps. Senere sad hun 1941-47 og 1950-52 i Det danske Pigespejderkorps’ korpsråd. Hun tog i 1922 studentereksamen fra Gammel Hellerup Gymnasium, hvor faderen var rektor, efter en noget speciel gymnasietid som eneste pige på skolen. I 1927 giftede hun sig med gymnasiekammeraten Knud L., der nogle år senere blev medindehaver af familierederiet J. Lauritzen. Ægteparret fik gennem 1930’erne og 1940’erne seks børn. Under Besættelsen var Kirsten Lauritzen aktiv i Danske Kvinders Samfundstjeneste (DKS), der var en hjælpeorganisation under Danske Kvinders Nationalråd, og hun var formand for DKSs udvalg i København og medlem af forretningsudvalget. I sit distrikt stod hun for marmeladekogning af spild- og vildfrugt og uddeling af marmeladen til de økonomisk dårligst stillede. Under Vinterkrigen 1939-40 var hun ansvarlig for tøjindsamling til finske børn og havde selv fire finnebørn boende i to år. Hun tog efter Befrielsen initiativ til indsamling af midler til hjælp for tyske flygtningebørn, da hun harmedes over samfundets behandling af dem. I juni 1945 angreb hun modstandsbevægelsen for at bryde med sine principper, idet hun hævdede, at den ikke holdt justits i egne rækker og begrænsede straf for begåede overgreb til landsforrædere. Synspunktet var kontroversielt, og det fik visse kredse til at kalde både Kirsten Lauritzen og hendes familie for landsforrædere og nazister. Som modsvar så hun sig 1946 nødsaget til at udgive samlingen Artikler i Frivagten og andre Blade, der bl.a. bestod af artikler, hun i krigsårene havde skrevet i Lauritzenrederiets personaleblad Frivagten, og hvor hun gik i rette med nazisterne og deres tilhængere. Da Folkevirke i 1944 blev stiftet af Bodil Koch, kom hun med i forretningsudvalget, hvor hun sad indtil 1959. I perioden 1951-60 var hun tillige redaktør af bevægelsens blad. Folkevirke havde til formål gennem et frit upartipolitisk oplysningsarbejde at få danske kvinder til at deltage i det politiske og offentlige liv. Der afholdtes månedlige studiekredse om aktuelle emner, og der blev lagt vægt på, at travle kvinder også kunne være med, hvorfor man udgav småskrifter om politiske og sociale forhold.

Allerede i 1943 var Kirsten Lauritzen begyndt at interessere sig for ældrearbejde, hvilket i starten udmøntede sig i kulturelle sammenkomster for ældre i en villa, der var ejet af hendes svigerforældre. Da hun senere arvede området Storedam i Tokkekøb Hegn, indrettede hun ældre- og ferieboliger og fik samtidig bygget kursuslokaler. Desuden arrangerede hun fra 1963 seks til otte ugers højskoleophold for ældre på den spanske ø Mallorca, hvor hun lejede sig ind i et hotel og skaffede kvalificerede pensionister til at undervise. I 1965 flyttedes højskolen til selve Storedam, hvor den stadig videreføres. Højskolen byggede på, at alle skulle både yde og nyde, hvorfor eleverne deltog i stedets daglige drift. Desuden skulle hver elev holde et lille foredrag for medkursisterne. Relationerne til spejderbevægelsen betød, at Storedam benyttedes gratis af spejderne. Desuden stillede hun området og bygningerne til rådighed for ungarske flygtninge efter opstanden i 1956 og for vietnamesiske flygtningebørn efter Vietnamkrigens ophør i 1975.

Kirsten Lauritzen boede i en årrække i Spanien. Der var ikke tale om skattely, tværtimod måtte skattevæsnet efter nogle år fortælle hende, at hun ikke skulle betale skat til den danske stat. Hun var yderst principfast og stillede store krav til sig selv og sine nærmeste, en medvirkende årsag til, at hun blev skilt i 1963. Også børnene havde svært ved at leve op til hen- des høje krav, og i perioder så parterne ikke meget til hinanden. Som gammel erkendte Kirsten Lauritzen i et interview, at hun nok havde stillet for store krav til sine nærmeste omgivelser; at det var godt at have idealer, men at de ikke måtte være altdominerende. Barmhjertighed, sandhed, retfærdighed og frihed i demokratiske rammer var nøgleord for Kirsten Lauritzen, og hendes force var, at hun var i stand til at handle effektivt og upartisk ud fra disse begreber, når hun mente, der var brug for hendes indsats. Få år før sin død oprettede hun Hartvig-Møller Fonden, hvis formål var at videreføre hendes arbejde og idéer. I 1972 modtog hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld.