Kirsten Hansen

Kirsten Hansen er blevet kendt for sit engagement i den etiske debat om organtransplantation, der begyndte i midten af 1960’erne. På det tidspunkt var lægevidenskaben i Danmark så vidt fremskreden, at det blev muligt at transplantere organer fra afdøde donorer til et sygt menneske og dermed redde menneskeliv. I 1964 opstod der blandt sygeplejerskerne på Kommunehospitalet i Århus, der medvirkede ved nyretransplantationer, tvivl om, hvorvidt det internationalt gældende dødskriterium blev overholdt i forbindelse med udtagning af nyrerne fra donor. I denne debat om liv og død, som kom til at danne basis for en egentlig etisk debat, var sygeplejerske Kirsten Hansen hovedperson.

Kirsten Hansen voksede op i en katolsk familie som den yngste af fem søskende. Spørgsmål om livet og samfundet blev ofte debatteret i familien og blandt venner. Børnene lærte at danne sig deres egne meninger og forfægte dem. Efter realeksamen og et halvt års ophold på Børkop Sygeplejehøjskole blev hun uddannet som sygeplejerske ved Kommunehospitalet 1945-48. Ud over et par korte ansættelser ved Ålborg Kommunehospital og Rigshospitalet arbejdede hun fra uddannelsens afslutning og til hun gik på efterløn i 1986 på Kommunehospitalet i Århus. 1952-56 var hun på neurokirurgisk operationsafdeling og 1957-86 ved neuroanæstesiologisk afdeling, fra 1959-64 som afdelingssygeplejerske, derefter som oversygeplejerske. Kirsten Hansen gennemførte i 1955 anæstesikursus for sygeplejersker og deltog løbende i diverse lederkurser. Samtidig var hun fagligt aktiv i Dansk Sygeplejeråd (DSR), lokalt som medlem af Århus amtskredsbestyrelse og centralt som medlem af DSRs hovedbestyrelse i 1963 og af repræsentantskabet 1970-74. I 1958 blev hun valgt som fællestillidsmand for samtlige sygeplejersker på Kommunehospitalet og Marselisborg Hospital, et hverv, hun beholdt til 1967.

Kirsten Hansen havde som oversygeplejerske på anæstesiologisk afdeling nyretransplantationerne tæt inde på livet. Sygeplejerskerne var fra starten klar over, at ligsynsloven fra 1871 blev overtrådt i forbindelse med transplantationerne, men efterhånden opstod der også tvivl om, hvorvidt det internationale dødskriterium blev overtrådt, bl.a. på grund af de muligheder, der efterhånden var for at holde en patients hjertefunktion kunstigt i live. Ud over den rent lovgivningsmæssige betænkelighed opstod der også en stor frustration hos sygeplejerskerne i forhold til donorers pårørende og den manglende eller undertiden vildledende information til dem. Selv var Kirsten Hansen ikke modstander af organtransplantation, men hun tog afstand fra den måde, hvorpå transplantationerne foregik, og ville ikke som leder af afdelingen påtage sig ansvaret for sygeplejerskernes medvirken. Da det ikke lykkedes at løse spørgsmålet lokalt, gik Kirsten Hansen i 1965 til DSR, som tog sagen op. En henvendelse til Sundhedsstyrelsen førte ikke umiddelbart til nogen reaktion, idet man af Overlægerådet var blevet informeret om, at der ikke foregik lovovertrædelser i forbindelse med praksis. Men uroen fortsatte, og de informationer, medicinaldirektør Esther Ammundsen fik, bl.a. i forbindelse med et møde med Kirsten Hansen, resulterede i et næsten totalt stop for nyretransplantationer. Forinden havde lægerne selv mere eller mindre stoppet operationerne, dels på grund af uroen, dels på grund af de juridiske uklarheder. Debatten gik højt, og sygeplejerskerne blev konfronteret med store avisoverskrifter som “Sygeplejersker forhindrer operation, som redder liv,” og udtalelser fra læger som “Man må konstatere, at muligheden for at behandle et antal yngre mennesker med dødelig uræmi som følge af den nævnte aktion ikke mere er til stede,” og der blev sat direkte tal på de yngre mennesker, der kunne have været reddet under transplantationsstoppet. Sygeplejerskerne med Kirsten Hansen i spidsen stod dog fast og krævede klarhed i lovgivningen. I 1966 nåede konflikten Christiansborg. Justitsminister K. Axel Nielsen nedsatte et hurtigtarbejdende udvalg, og i 1967 vedtog Folketinget Lov om udtagelse af menneskeligt væv m.v., der slog fast, at donors pårørende skal informeres om dødsfaldet og indgrebet, før det foretages.

1969 blev Kirsten Hansen kåret som Årets Sygeplejerske af DSR for den store indsats, hun havde gjort “for at alt det medmenneskelige skulle komme til sin ret i det nye fremskridt inden for lægekunsten, som nyretransplantationerne er,” som formanden Maria Madsen formulerede det. 1971-89 sad Kirsten Hansen i Retslægerådet som sagkyndig for DSR. Nødvendigheden af en offentlig etisk debat sideløbende med den medicinske og teknologiske udvikling blev tydelig i forbindelse med striden omkring nyretransplantationer. Det resulterede senere bl.a. i oprettelsen af Det Etiske Råd, der siden 1987 har fungeret som diskussionsforum og rådgivende organ for sundhedsvæsenet.