Faktaboks

Kela Kvam
Kela Beate Kvam
Født
16. april 1931, København
Død
2019
Arbejdsliv
Professor, forsker og akademiker
Familie

Forældre: redaktør Mogens Nyholm (1907-62) og Karen Kirchhoff-Larsen (født 1906).

Gift 6. september 1960 (b.v.) med redaktør Ragnar K., født 18. november 1917 i Tønsberg, Norge, s. af rådmand Ragnar K. og Lillie Nielsen.

Børn: Helge (1961), Kamilla (1970).

Flere af de kvinder, som i 1960’erne valgte den teaterhistoriske uddannelse hos professor Torben Krogh på Københavns Universitet, havde været vejen omkring det praktiske teater. Derimod har Kela Kvam holdt sig til universitetet. Til gengæld har hendes aktiviteter ofte haft et praktisk formidlende aspekt, måske som følge af, at hun var ud af en familie med journalister i flere generationer, og hun selv blev gift med en journalist.

Kela Kvam gik med en studentereksamen fra Christianshavns Gymnasium i 1949 direkte til Københavns Universitet, hvor hun læste både kunsthistorie og engelsk samt almindelig og sammenlignende litteraturhistorie. I sidstnævnte fag blev hun mag.art. i 1958 på afhandlingen Henrik Ibsen på den franske scene, som blev færdigskrevet under et etårigt studieophold i Paris året før. Efter et kort mellemspil på Det Kgl. Bibliotek og fødsel af sit første barn i 1961 begyndte hun på et nyt universitetsstudium, teatrets æstetik og historie, og erhvervede yderligere en magistergrad i 1965 på baggrund af afhandlingen Strindberg og Intima Teatern. Interessen for Strindberg kom også til udtryk i bogen om Max Reinhardt og Strindbergs visionære dramatik, 1974. I perioden 1967-74 var hun ansat ved Nordisk Institut på Odense Universitet. Her tog hun initiativ til de fire nordiske gruppeteaterfestivaler og -seminarer 1973-77, som blev realiseret i tæt samarbejde med de studerende. Da hun i 1974 som den første kvinde blev professor i teatervidenskab på Københavns Universitet, var det helt naturligt for hende at stille sit kontor til rådighed for aktive studerende, der på alle tider af døgnet fortsatte med at tilrettelægge festivaler, gæstespil og udstillinger med og om det politiske gruppeteater. Under hendes ledelse skabtes også Dokumentationscentralen for Nordisk Gruppeteater, som fra midten af 1970’erne til midten af 1980’erne søgte at sikre arkivalier fra den politiske teaterbevægelse.

Kela Kvam har været optaget af relationen mellem den teoretiske teatervidenskab og det levende teater og havde gerne set et større samarbejde mellem de teatervidenskabelige og de teaterkunstneriske uddannelser. Hun var medlem af Teaterrådet 1980-84 og havde dermed indflydelse på fordelingen af teatertilskud, og hun var 1985-88 medlem af Udvalget vedrørende revision af teaterloven under Kulturministeriet. 1991-94 var hun medlem af Teaterrådets kontaktudvalg. Hendes forskning har været koncentreret om dette århundredes teaterhistorie med hovedvægt på europæisk avantgardeteater, hvilket bl.a. har udmøntet sig i antologien Europæisk avantgarde teater 1869-1930, der udkom i fire bind 1974-78. Endvidere har hun beskæftiget sig indgående med Mellemkrigstidens danske og tyske arbejderteater samt dansk gruppeteater. Centralt i hendes senere produktion står redaktionen af og bidragene til tobindsværket Dansk teaterhistorie, 1992-93, og hovedværket Betty Nansen, masken og mennesket, 1997, hvor Betty Nansens kunstneriske virke beskrives gennem analyser af hendes rollefortolkninger. Kela Kvam blev i 1988 udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig