Karen Parkov

Karen Parkov blev uddannet på Emilie Walboms balletskole og optrådte første gang som danser i Politikens foredragssal. Hun blev opdaget som skuespiller af forfatteren Emma Gad og dennes søn, filminstruktør Urban Gad, og de gav hende kunstnernavnet Karina Bell. Hun fik aldrig nogen egentlig uddannelse som skuespiller, men i 1919 debuterede hun på Det Ny Teater i skuespillet Tornerose. Samme år fik hun sin filmdebut i Carl Th. Dreyers Blade af Satans Bog, der dog først blev vist 1921. Det var som filmskuespiller hendes særlige evne kom til sin ret, nemlig i tæt kontakt med stumfilmsmediet at inderliggøre sine følelser. I mindre dramatiske roller kunne denne fremstilling dog udarte til det sødladne, lidt glansbilledagtige, måske på grund af mediets dvælende tempo i visse scener. I A.W. Sandbergs filmatisering af Dickens’ David Copperfield, 1922, var hun Davids barnebrud. Af andre vigtige præstationer på det hvide lærred, ligeledes under Sandbergs instruktion, kan nævnes hovedrollen i Fra Piazza Del Popolo, 1925, efter Vilhelm Bergsøes roman, desuden et samspil med den svenske skuespiller G. Ekman i Maharajaens Yndlingshustru i 1926 og samme år i cirkusfilmen Klovnen, der gjorde hende internationalt kendt og gav hende filmroller i både Paris og Berlin. I slutningen af 1920’erne fulgte Karen Parkov Sandberg til Berlin, da han drog derned for at filme. Hun medvirkede bl.a. 1928 i filmatiseringen af Sophus Michaëlis’ Revolutionsbryllup. Efter hjemkomsten medvirkede hun i de første talefilm, bl.a. Sandbergs Fem raske Piger fra 1933. En anden af tidens betydelige filminstruktører Georg Schneevoigt brugte hende i en tidlig talefilm Nyhavn 17 fra samme år. Ind imellem det dominerende filmarbejde blev der dog også plads til enkelte teaterroller, fx titelrollen i komedien Frøken Kirkemus på Betty Nansen Teatret.

Ved sit giftermål 1934 med direktør for Wiibroes Bryggeri Knud P. opgav Karen Parkov sit arbejde som skuespiller. Bryggeriet havde under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 bl.a. medvirket til transporter af flygtninge til Sverige ved at købe et skib, der angiveligt blot skulle sejle øl til København, ligesom der i bryggeriets kældre opbevaredes skydevåben til brug for modstandsbevægelsen. Da Knud P. i slutningen af krigen selv fandt det nødvendigt at flygte til Sverige, fulgte Karen Parkov sin ægtefælle og arbejdede bl.a. på lazarettet i Ramlösa, der tog sig af hjemvendte fanger fra de tyske koncentrationslejre. Efter sin mands pludselige død ved en bilulykke i 1949 indtrådte hun i bestyrelsen for Wiibroes Bryggeri. I 1964 solgte hun aktiemajoriteten i bryggeriet, men hun forblev medlem af bestyrelsen til sin død i 1979.