Karen Glæsel

Karen Glæsel tilbragte store dele af sin barndom på Fredensborg Slot, hvor hendes fader som arkitekt og sekretær for Statsinventariekommissionen havde en bolig til sin disposition. I vinterperioden boede familien dog i København Slotsboligen bortfaldt 1907, men hun bevarede en livslang kærlighed til Fredensborg, hvor hun igen kom til at bo fra 1922 i et mindre hus sammen med moderen. I København voksede Karen Glæsel og de to mindre brødre op omgivet af en stor, kulturelt dannet og meget musikalsk familie. Børnene havde en barnepige fra De Vestindiske Øer, og af hensyn til en engelsk tante, der var optaget i husstanden, blev der altid talt engelsk i hjemmet. I Karen Glæsels opdragelse blev almen dannelse vægtet højt, og teaterbesøg, danseskole og musikundervisning spillede en mindst lige så stor rolle som skolegangen i en privat pigeskole. De fleste familiemedlemmer var ivrige musikudøvere, bl a. morfaderen Harald Fritsche og mostrene, hvoraf Agga Fritsche blev den første kvindelige cellist, der optrådte offentligt i Danmark. Også Karen Glæsel startede tidligt sin musikalske karriere, lærte at spille klaver, violin og senere bratsch og kom efter skolen på Musikkonservatoriet, hvorfra hun tog afgangseksamen 1911. På faderens forlangende tog hun også en praktisk uddannelse og stod tre år i lære som fotograf hos Julie Laurberg. På grund af familiens økonomiske situation blev det dog aldrig nødvendigt for hende at tage erhvervsarbejde. Hun havde mange kulturelle interesser, bl.a. blev hun i 1911 medlem af bestyrelsen for Foreningen til Folkedansens Fremme, hvor hun deltog i indsamlingen af gamle danse og melodier og var medudgiver af foreningens tredje musikhefte Beskrivelse af gamle danske Folkedanse, 1911.

I 1913 rejste Karen Glæsel til Paris for at studere musik, men opholdet her blev afbrudt ved Første Verdenskrigs udbrud 1914. Under krigen tog hun samariteruddannelse, blev aktiv i De danske Armeniervenner og fik herigennem kontakt med Danske Kvinders Nationalråd (DKN). På foranledning af DKNs formand Henni Forchhammer lovede hun at overbringe DKNs henvendelse vedrørende beskyttelse for armenierne til fredskonferencen i Paris 1919. Selvom hun blev forment indrejse i Frankrig, lykkedes det hende via private kontakter at få bønskriftet frem til den amerikanske præsident W. Wilson. Samtidig med denne succes indvalgtes hun i bestyrelsen for De danske Armeniervenner 1919-35 og i DKNs hovedbestyrelse, hvor hun havde sæde 1918-46.

Karen Glæsels hovedindsats faldt dog i det internationale arbejde. I 1920 valgtes hun som delegeret for DKN til The International Council of Women (ICW), og i 1925 blev hun indvalgt i finanskomitéen, hvor hun i 1933 blev formand. 1934-47 beklædte hun det ansvarsfulde og vanskelige hverv som ICWs kasserer. Hun var tillige medlem af hovedbestyrelsen 1934-47. Karen Glæsel overtog en økonomi, der var ude af trit med behovene i en moderne kvindeorganisation. Der var underskud og rod i regnskabet, og tidligere kasserere havde i flere tilfælde dækket gager og underskud ud af deres personlige formue. Karen Glæsel reformerede økonomien, indførte faste medlemsbidrag og fik hurtigt skabt balance i regnskaberne. Som led i sparebestræbelserne tog hun i 1937 initiativ til at flytte ICWs hovedkvarter fra Paris til Bruxelles. Hun bidrog ved sin indsats til at skabe et velsmurt organisationsmaskineri, som var en af forudsætningerne for ICWs stigende engagement i bl.a. Folkeforbundets arbejde og i periodens fredsbestræbelser. Karen Glæsel deltog som led i arbejdet i en række internationale kvindekongresser, og hun sluttede tætte venskaber med flere bemærkelsesværdige kvinder, først og fremmest ICWs præsident til 1936 Ishbel Aberdeen. Hendes mangeårige indsats hvilede på lige dele tro på sagen og glæde ved rejselivet og det kosmopolitiske kvindemiljø, som hun følte sig hjemme i. Hun modtog flere hædersbevisninger fra danske og internationale kvindeorganisationer, og ved sin afgang som kasserer i 1947 blev hun udnævnt til æresmedlem af ICW. Under Anden Verdenskrig lå det internationale arbejde næsten stille, og Karen Glæsel engagerede sig i stedet på flere fronter i Danmark. Ved oprettelsen af Danske Kvinders Samfundstjeneste i 1940 blev hun medlem af præsidiet og fortsatte her til 1946. I samme periode var hun aktiv i Luftværnets Socialtjeneste i Fredensborg. Hun var medstifter af Fredensborg Musikforening i 1941 og dyrkede gennem mange år kammermusik i en strygekvartet med tre jævnaldrende veninder.

Som ældre gik Karen Glæsel i 1960’erne ind i arbejdet for at bevare landskab og gamle bygninger i Fredensborg og omegn, og hun førte en utrættelig kamp i aviser og radio for at forhindre, hvad hun betegnede som vandalisme og ødelæggelse af byens særpræg og traditioner. Af livssyn var hun kulturpessimist og så kun tilbageskridt omkring sig, men hun kæmpede i skrift og tale for de historiske og nationale værdier, som hun betragtede som uomgængelige. Karen Glæsel udgav flere bøger, der udtrykte hendes livssyn, herunder digtsamlingen Saturæ, 1958, og det slægtshistoriske værk i to bind “The reason why”, 1963. I 1975 udkom erindringsbogen Saaledes var det – saaledes gik det, et livligt og nostalgisk tilbageblik på et langt og aktivt liv. Karen Glæsel modtog Den Kgl. Belønningsmedaille i guld 1936. Ved hendes død skrev en lokal avis, at et stykke Fredensborghistorie var gået i graven.