Karen Bramson

Allerede som ganske ung pige fik Karen Bramson to enaktere antaget på Folketeatret for et honorar på 200 kr. Hun havde betinget sig anonymitet, men teaterdirektøren kunne ikke nære sig og satte nyheden i avisen. Karen Bramson måtte skyndsomst trække stykkerne tilbage og refundere honoraret for at undgå skandale og sin faders vrede, for i 1890’ernes København var det uhørt, at en ung dame fra det højere bourgeoisi trådte offentligt frem og oven i købet fik penge for det. Karen Bramson blev tidligt gift med Louis B., der ligesom hun selv kom fra en velstillet jødisk familie. De fik en søn, men Karen Bramson fortsatte med at skrive. Fra århundredskiftet og frem til sin død fik hun udgivet næsten en snes værker, fortrinsvis dramatik og romaner. Hun debuterede med skuespillet Den unge Frue. Mands Vilje, trykt i 1900 og opført 1907 på Folketeatret. Det er et problemdrama i 1880’er-stil om kampen mellem kønnene, et tema, hun hyppigt kredsede om i sine værker. Senere blev det Første Verdenskrig og dens virkning på mennesker, der optog hende, bl.a. i romanerne Mennesker af vor Tid, 1916, og Det store Drama, 1922. De er præget af en stærk kulturpessimisme med darwinistiske undertoner, den stærkeste vil altid sejre, både historisk og på det individuelle plan.

Karen Bramsons værker er båret af dramatisk spænding, god sans for replikskifte og for det aktuelle i tiden. Men hendes persontegning er skematisk, og hun formår ikke at tegne psykologisk troværdige portrætter. “Hun stillede Idéen for sit Stykke midt paa Scenen som en Læselampe og placerede Personerne udenom, ensidigt belyst og mekanisk bevæget. Hendes Dramatik kan ikke siges at være død nu, for den har aldrig levet,” skrev Hans Brix bidende i en nekrolog. Denne vurdering af Karen Bramson var typisk for samtiden, men nyere kønsforskning har gjort op hermed. Hendes forfatterskab handlede i stigende grad om samfundets magtstrukturer og nedtonede det individuelt psykologiske. Man forventede imidlertid af kvindelige forfattere, at de beskæftigede sig med kvinders psykologi, og det var medvirkende til, at Karen Bramson blev miskendt af kritikken og i litteraturhistorien.

I begyndelsen af Første Verdenskrig bosatte Karen Bramson sig permanent i Paris og skrev nu fortrinsvis på fransk. Hendes største triumf blev opførelsen i 1923 af Le professeur Klenow på Théâtre de l’Odeon med Poul Reumert i hovedrollen. Senere på året blev stykket, der var en omarbejdet udgave af hendes tidligere værk Den stærkeste fra 1902, opført som gæstespil på Det Kgl. Teater. Her havde hun kort tid inden haft en middelmådig succes med forestillingen De evige Fjender med Reumert og Bodil Ipsen i hovedrollerne. Året efter blev stykket dog sat op på Strand Theatre i London, hvor det gik over 100 gange under titlen Tigercats. Karen Bramsons franske skuespil blev udgivet 1929-30 i fire bind med fællestitlen Théâtre. Året efter fik hun som den første udenlandske kvindelige forfatter et skuespil antaget på Théâtre Français.

Karen Bramsons internationale berømmelse blev styrket af, at hun var kendt i mondæne kredse i Paris. Hun holdt salon for kunstnere, diplomater og politikere, og hun havde ry for at være en strålende værtinde. Under Første Verdenskrig var hun knyttet til en nyoprettet presseafdeling under det franske udenrigsministerium, hvor man skulle skabe international forståelse for landets situation. Her gjorde hun sig bemærket som en glimrende skribent og propagandist. Trods sin alsidige begavelse, sine litterære ambitioner og et liv i mediernes søgelys, var hendes inderste personlighed mærkeligt usynlig. Hun hadede at give interviews og udtalte sig aldrig om sit privatliv: “Sin lille Pennespids kan man give Publikum – men heller ikke mere.” Hun levede adskilt fra sin mand, men bevarede et livslangt venskabeligt forhold til ham, og hun forgudede sin søn, som var pilot og bosat i England. I sine sidste leveår trak hun sig tilbage fra den offentlige scene og fordybede sig i studier af spiritisme. Hun havde altid elsket det kosmopolitiske rejseliv, men flakkede nu underligt hvileløst rundt på hoteller i forskellige europæiske lande og døde 1936 af en hjerneblødning på et hotelværelse i Paris. Karen Bramson blev ridder af den franske æreslegion i 1917 for sin indsats under krigen, og i 1927 blev hun officer af Æreslegionen for sine litterære arbejder. Fra dansk side blev hun i 1934 hædret med Tagea Brandts Rejselegat.