Faktaboks

Karen Berntsen
Karen Ingrid Berntsen
Født
14. juni 1914, København
Død
2008
Arbejdsliv
Psykolog, akademiker og klinikchef
Familie

Forældre: civilingeniør Anders B. (1868-1934) og Cecilie Margrethe Folkmann (1880-1966).

Gift 27. oktober 1934 med arkitekt Kjeld Værge Petersen, født 16. november 1905 i Ivittuut, død 1997, s. af kolonibestyrer Aksel Carl Emil P. og Yrsa Mathilde Augusta Hansen. Ægteskabet opløst 1960.

Børn: Lars (1940).

Karen Berntsen
Karen Berntsen arbejdede især med kriminelle som psykolog 1951-1960 ved Københavns fængsler. 1960-1984 var hun leder af Ungdomsklinikken i København, hvor hun gjorde en stor indsats for at behandler unge stofmisbrugere. Foto ukendt år.
Karen Berntsen
Af /Ritzau Scanpix.

Karen Berntsen var den yngste af seks søskende i et velstående og stabilt hjem på Nørrebro. Familien boede i eget hus, hvor faderen havde sin ingeniørvirksomhed med kontor og vogn med to heste i gården, og den havde desuden sommerbolig lige uden for byen. Karen Berntsen kom i Th. Moltkes Skole og fra 6. klasse i N. Zahles Skole, hvorfra hun blev nysproglig student i 1933. Med god støtte hjemmefra studerede hun derefter kunsthistorie ved Sorbonne i Paris. I 1934 blev hun gift med en ni år ældre arkitekt, der i kontrast til hendes barndomsmiljø befandt sig på den politiske venstrefløj. Som hjemmegående husmoder i begyndelsen af ægteskabet var hun i styrelsen for Dansk Kvindesamfund, men senere blev hun opslugt af sin karriere og har ikke direkte beskæftiget sig med kvindesagen. I 1940 fik hun sit eneste barn, som hun passede hjemme, mens hun tog forskellige kurser. Hun bestod filosofikum hos professor Jørgen Jørgensen på Københavns Universitet 1942, og i nogle år derefter var hun lægesekretær på Kommunehospitalet. En annonce fra Forvaringsanstalten i Herstedvester fangede hendes interesse, og hun blev uden at kende noget til kriminologi ansat på anstalten, hvor hun 1945-48 var assistent ved forskellige kriminologiske undersøgelser ledet af overlæge Georg K. Stürup og professor Karl O. Christiansen.

I 1945 begyndte Karen Berntsen på det nye psykologistudium på Københavns Universitet. Forelæsningerne fandt sted om eftermiddagen, og den øvrige del af dagen arbejdede hun på forvaringsanstalten, hvor hun også skrev speciale om 25 kvindelige Psykopatforvarede. I en periode var anstalten internat for besættelsestidens landssvigere, deriblandt dødsdømte. De forvaredes ofte frygtelige skæbne fjernt fra hendes egen verden rystede og udfordrede hende. Samtidig blev hun inspireret af Stürups og Karl O. Christiansens engagement og optimisme, og hun følte sig i overensstemmelse med deres ønske om ikke blot at udrede de indsattes problemer, men også at hjælpe dem til at klare sig i tilværelsen efter løsladelsen. I 1948 blev Karen Berntsen cand.psych. og ansat i Socialministeriet, hvor hun var med i en undersøgelse af arbejdsanstalternes klientel. Derefter var hun psykolog ved Københavns fængsler 1951-60. I samarbejde med Karl O. Christiansen gennemførte hun et forsøg på resocialisering af mandlige arresthusfanger og påviste senere resocialiseringens positive virkning i en efterundersøgelse. I 1958 modtog hun et forskningsstipendium fra FN og var i et halvt år i USA for at studere kriminologi.

Karen Berntsen blev chef for Ungdomsklinikken i København, da den åbnede i 1960 som et led i en større undersøgelse af ungdomskriminaliteten. Denne undersøgelse, der var finansieret af Ford Foundation i USA, blev forestået af Stürup, Karl O. Christiansen og professor Knud Waaben. Karen Berntsen havde da kontakt med en ungdomsbande, og det lykkedes hende at få den til frivilligt at gennemføre et behandlingseksperiment i Ungdomsklinikken. I 1965 blev klinikken godkendt af Socialministeriet som rådgivningscenter for unge, og administrationen overgik til Landsforeningen for Mentalhygiejne. Karen Berntsen stillede sig åben over for de unges nye livsstil i 1960’erne, og da det medfølgende stofmisbrug alarmerende hurtigt bredte sig, påtog hun sig at behandle stofmisbrugere på klinikken. Karakteristisk for tiden opnåede hun rigelig økonomisk støtte fra Socialministeriet og Københavns kommune, og med stor energi og dygtighed organiserede hun sammen med souschefen John Andersson et omfattende behandlingseksperiment i 1969. Idéen var at få de unge til at opgive stofmisbruget ved at give dem positive oplevelser og tilbud i stedet for tvang. Dermed var projektet et enestående alternativ til mange samtidiges højlydte krav om mere politi, tvangsindlæggelse og fængsel. Hun fik ansat et stort og engageret ungt personale og progressive konsulenter. Et særligt center tilbød overnatning, og der blev arrangeret nedtrapningsture af måneders varighed ude omkring på landet. Karen Berntsen beskrev behandlingseksperimentet i bogen Tilbud til stofmisbrugere, 1971, der blev oversat til svensk og hollandsk. I nogle år samarbejdede Karen Berntsen med socialrådgiveren Tine Bryld, der fra 1970 ledede det såkaldte kontaktcenter, og i 1971 startede de sammen med andre fra klinikkens team i Fristaden Christiania en skole for de bortløbne børn, der boede dér. I forbindelse med den nye bistandslov i 1976 blev Ungdomsklinikken omdannet til et kommunalt rådgivningscenter for unge uden stofmisbrug, hvor Karen Berntsen fortsatte som leder indtil sin pensionering i 1984.

Karen Berntsen fik megen anerkendelse og blev offentligt kendt som en trofast forkæmper for unge med problemer, men hun mødte også modstand. Det gik hende på, da en gruppe medarbejdere 1972-73 hængte hende ud i Ekstra Bladet for autoritær ledelse, men hun tilbageviste dem, og det endte med deres afskedigelse. I 1974 vakte det opsigt, at hun fastholdt sin tavshedspligt og nægtede at efterkomme en landsretsdom om at udlevere flere klienters navne til brug for politiets efterforskning i en sag om hærværk og tyveri. Hun blev idømt forvaring ved politiets foranstaltning i op til seks måneder, men umiddelbart før hun skulle møde op i Horserød Statsfængsel, blev sagen henlagt som en bagatelsag. Karen Berntsen har haft mange internationale forbindelser, og hun har udført arbejde for bl.a. Europarådet og verdenssundhedsorganisationen WHO. I adskillige lande har hun været forelæser og rådgiver, især om tilbud til stofmisbrugere. Hun var fra 1948 i bestyrelsen for Dansk Psykologforening, 1957-62 som formand.

Karen Berntsen har som psykolog til stadighed lagt vægt på socialpsykologien og i praksis behandlet klienternes problemer i en større sammenhæng. Frivillighed og medbestemmelse har været ufravigelige holdepunkter i hendes livslange indsats for unge mennesker med vanskelige levevilkår og afvigende adfærd. Med stor energi har hun taget sin tids ungdomsproblemer op, og hendes grundige pionerarbejde med stofmisbrugere har haft betydelig indflydelse på dansk misbrugspolitik.

Beskrivelser og portrætter af Karen Berntsen

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig