Karen Ankersted

Karen Ankersted var gårdmandsdatter, men voksede, fra hun var et halvt år, op hos en plejemoder i København, Hanne Kopp. Plejemoderen var lærerinde, og Karen Ankersted skulle selv komme til at følge samme bane. I sommeren 1877 var hun elev på Testrup Højskole, derefter uddannede hun sig til privatlærerinde på N. Zahles Skole og tog efterfølgende lærerindeeksamen i 1881. 1883-88 var hun lærerinde ved Borgerdydskolen på Christianshavn, og med tiden fik hun fast ansættelse ved Københavns kommunale skolevæsen. Fra 1883 var hun ansat ved Gasværksvejens Skole, senere Haderslevgades Skole, indtil hun i 1916 på grund af sygdom begyndte at nedtrappe sin undervisning.

Karen Ankersted var engageret i sin faggruppes arbejdsforhold. Fra starten i 1891 var hun medlem af Københavns Kommunelærerindeforening (KKL), hvor faglige spørgsmål, arbejdsvilkår og lærerinders løn i forhold til læreres var på dagsordenen. I nogle måneder 1905-06 og igen 1910-12 var hun formand for foreningen. Karen Ankersted var delegeret og suppleant i Danske Kvinders Nationalråd. Hun var forkæmper for kvinders rettigheder, men ingen radikal kvindesagskvinde.

Som mange kolleger i KKL var hun aktiv i socialt og filantropisk arbejde for skolebørn. Hun var formand for Fælleskomitéen for Feriebørns Landophold, bestyrelsesmedlem i Feriesanatoriet for svagelige Kommuneskolebørn og i Dansk Børnetandpleje. Fra 1917 var hun desuden medlem af bestyrelsen for Københavnske Kvinders Kaffevogne, der gjorde en omfattende indsats for at få arbejdere til at drikke kaffe i stedet for alkohol. Hun var med i bestyrelsen for Foreningen til Gadefærdselens Betryggelse, ligesom hun arbejdede for kontrol med biografernes repertoire. Endelig var hun fra 1916 medlem af menighedsrådet for Solbjerg Kirke.

Karen Ankersted var tidligt med i konservativt arbejde. I 1909, da kvinder for første gang deltog i kommunalvalg, blev hun medlem af Frbg. kommunalbestyrelse for Højre sammen med Ellen Branth. Karen Ankersted blev genvalgt, indtil hun udtrådte i 1919 efter at være blevet rigsdagsmedlem. I de første år var det særligt skolespørgsmål og sociale foranstaltninger for udsatte grupper, der optog hende. I 1910 indførtes kommunal skoletandpleje på Frbg. som det første sted i landet og i tæt samarbejde med Dansk Børnetandpleje. Også kirtelsyge børns ferieophold støttede hun, ligesom hun sad i udvalg om legater og alderdomsunderstøttelse. Sit kendskab til skoleforhold brugte hun i Københavns Amts Skoleråd 1912-18. Efter kommunalvalget i 1917 kom hun desuden i budget-, social,- og fattigudvalget. 1909-17 var hun medlem af fattigkommissionen. Efterhånden fik hun gennem dygtigt og samvittighedsfuldt arbejde en bedre stemmemæssig placering og mere betydningsfulde udvalgsposter.

Inden for sit parti deltog Karen Ankersted som pligttro bestyrelsesmedlem i Højres Arbejder- og Vælgerforening, fra 1915, da partiet skiftede navn og program, i Københavns amts Konservative Vælgerforening. I 1918, da kvinder også havde fået stemmeret ved rigsdagsvalg, kom hun i Folketinget, valgt i Århus amt, mens de tre andre nyslåede kvindelige folketingsmedlemmer opnåede valg i København Sammen med den meget yngre Mathilde Malling Hauschultz udgjorde hun kvinderepræsentationen i Det Konservative Folkeparti. Ved valget i april 1920 blev hun ikke genvalgt til Folketinget, men blev i august samme år valgt til Landstinget, hvor hun sad til sin død året efter. Hendes karriere i landspolitik blev derfor kort, og sygdom i de sidste år bidrog til, at hun ikke kom til at spille nogen fremtrædende rolle. I Landstinget stod det sociale område og uddannelsesspørgsmål også centralt i hendes virksomhed. Hun var partiets ordfører i behandlingen af lovforslag om tilsyn med børn og værgerådsforsorg og desuden ordfører i sagen om kvinders adgang til tjenestemandsstillinger, ligesom hun talte for samme pension til kvinder og mænd.

Karen Ankersted var dybt konservativt tænkende, fædrelandssindet og altid tro mod sin overbevisning. Hendes taler havde noget friskt over sig, selvom hun var en jævn og stilfærdig natur. Som lærerinde i en af de første generationer af uddannede kvinder ydede hun en pædagogisk og socialfilantropisk indsats, og hun greb muligheden for politisk aktivitet, så snart den bød sig. Ved alvorligt og samvittighedsfuldt arbejde udfyldte hun sin plads uden dog at efterlade sig markante spor. Hun tilhørte en generation af borgerlige kvinder, der så det som deres opgave at indføre et moralsk opdragende og filantropisk aspekt i politik. Karen Ankersted støttede sig ikke til kvindebevægelsen, i stedet var det lærerindens faglige og sociale holdninger, hun bragte med sig i de første år, kvinder deltog i politik.

Ellen Strange Petersen (red.): Kvinderne og valgretten, 1965. Alfred Bindslev: Konservatismens Historie i Danmark fra 1848 til 1936, 1936-37. Tidens Kvinder 46/1921. Nationaltidende 7. november 1921.