Ellen Branth

Ellen Branth kom fra en veluddannet middelklassefamilie af embedsmænd og handelsfolk. Selvom hendes moder døde, da hun var to år, og faderen, da hun var 16, formåede hun at få en uddannelse og senere starte egen forretning. Hun tog handelsskoleeksamen 1892 på Handelsskolen for Kvinder, der var blevet oprettet 1872 af Dansk Kvindesamfund (DK) for at give kvinder muligheder for at opnå bedre stillinger og løn. Derefter var hun i kort tid ansat i Statsanstalten for Livsforsikring. 1893-98 var hun lærling og assistent hos boghandler S. Thiele, det sidste år hos dennes efterfølger E. Jacobsen Ellegaard. Efter således at have skaffet sig de nødvendige faglige forudsætninger etablerede hun sig som selvstændig forretningsdrivende i en ellers mandsdomineret branche. 1899-1932 drev hun sin egen forretning, som først lå på Frbg. Allé 29, senere i nr. 52. I starten koncentrerede hun sig om papirhandel og oprettede i 1901 tillige et bogtrykkeri. I 1916 blev forretningen rabatberettiget. Det betød, at hun som sælger efter særlige aftaler med forlæggerne fik faste rabatter på 20-30%, alt efter bøgernes karakter. Uden denne rabat var sortimentsboghandel ikke til at leve af. Blandt hendes kunder var fra 1902 DK, som hun selv var medlem af. Ellen Branth boede i nærheden af sin forretning og stiftede ikke familie.

Både på arbejdsgiver- og medhjælperside foregik der i disse år en foreningsdannelse og et samarbejde om uddannelse inden for bogbranchen, og Ellen Branth tog aktivt del på flere fronter. Hun blev 1917 næstformand i Københavns Boghandlerforening (KB), der var dannet i 1893 i utilfredshed med forlæggernes dominans i Boghandlerforeningen. I 1917 gik boghandlerne i provinsen og hovedstaden sammen i De Danske Boghandleres Landsforening, hvor hun havde plads i bestyrelsen 1917-22. Samtidig oprettedes De Danske Boghandleres gensidige Kautionsfond, hvor hun også blev bestyrelsesmedlem. I 1922, da Ellen Branth var fungerende formand for KB, tilspidsedes konflikten. 101 medlemmer af KB truede med at opsige deres medlemskab af Boghandlerforeningen i protest mod, at de var underkastet love vedtaget af forlæggerflertallet. Det resulterede i indførelse af en bestemmelse om lige repræsentation mellem forlæggere og boghandlere i ledelsen af Boghandlerrådet, hvor Ellen Branth sad i bestyrelsen. Rådet var dannet i 1918 som en mæglingsinstans mellem forlag og boghandlere. Den utraditionelle aktion medførte i øvrigt, at Ellen Branth blev betegnet som militant. Hun var frem til Anden Verdenskrig den eneste kvinde, der gjorde sig gældende i boghandelens organisationer. Ud over det faglige arbejde var Ellen Branth tidligt særdeles politisk interesseret. Hun var medstifter af Danske Kvinders Forsvarsforening 1907 og medlem af dens bestyrelse indtil 1921, fra 1909 tillige formand for Frbg.-kredsen. Foreningen havde tæt tilknytning til Højre, fra 1915 Det Konservative Folkeparti, og arbejdede for at styrke det nationale militære forsvar. Samtidig fungerede den som et mobiliseringsforum for kvinder med konservativ politisk holdning. I 1908 stiftede hun desuden Martsforbundet, som ved diskussionsmøder og oplysende foredrag ville øge medlemmernes interesse for det offentlige liv og dermed forbedre kvindernes mulighed for at udnytte den nyvundne kommunale stemmeret. Hun opkaldte formodentlig sit initiativ efter Martsforeningen, en nationalliberal forening under Orla Lehmanns ledelse, der eksisterede 1865-70. Selv stillede hun op til kommunalvalget i 1909 for Højre på Frbg. sammen med bl.a Karen Ankersted. De blev begge valgt til den talstærke Højregruppe i den konservativt dominerede bydel.

I kommunalbestyrelsen var Ellen Branth medlem af det vigtige budgetudvalg, hvor hendes handelsuddannelse og erfaring fra forretningslivet kom hende til gode. Hun sad desuden i social- og hospitalsudvalgene. Af mindre betydende poster kan nævnes udvalget for offentlige koncerter i sommermånederne og posten som tilsynsførende med kommunens bogsamling, som hun fik på grund af sin faglige kompetence. Ellen Branth opnåede et højt stemmetal ved kommunevalget i 1909, men genopstillede ikke i 1913. Efter i begyndelsen af 1920’erne at have afsagt sig tillidsposter i branche- og forsvarsforening kastede hun sig over fredeligere sysler. Da Selskabet til Haandarbejdets Fremme blev stiftet i 1928, var hun blandt de ledende kræfter og fra starten medlem af repræsentantskabet, hvor hun sad til 1936. Efter at hun var ophørt med sin forretning i 1932, flyttede hun til Skærbæk ved Fredericia og levede her sine sidste år.

Ellen Branth var en selvstændig forretningskvinde, som ud fra et konservativt grundsynspunkt arbejdede for kvinders lige ret til at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet og i politik. Hun tog markante selvstændige initiativer og var en farverig og kendt person. I den allertidligste periode for kvinders politiske deltagelse synes hun ikke så meget at have været partigænger som individualist og igangsætter.