Jytte Willadsen

Jytte Willadsen voksede op som efternøler med to ældre brødre i en håndværkerfamilie på Amager. Faderen var selvstændig tømrermester og moderen medhjælpende hustru. Både faderens virksomhed og hjemmet med de smukke enkle ting var præget af kvalitetssans, og gennem moderen fik Jytte Willadsen en kritisk holdning til kønsrollemønstret. I skoletiden demonstrerede hun megen selvstændighed, gik utraditionelt klædt og stiftede en “antidydige pigers klub”. Der var i hjemmet tradition for at læse meget, og det var velkomment, at Jytte Willadsen 1948 blev student fra Statens Kursus og derefter læge fra Københavns Universitet i 1955. Hun havde ikke særlige forbilleder, da hun valgte lægeerhvervet, men var ikke i tvivl om, at hun ville være psykiater efter et praktikophold på Sindssygehospitalet i Vester Vedsted i 1953. Hospitalet var oprettet i en nedlagt jernbanestation, nødtørftigt ombygget, men dog ikke mere, end at patienterne færdedes på de indhegnede perroner. Denne oplevelse vakte Jytte Willadsens interesse både for patienternes egenart, ikke mindst deres klarsyn, og for de absurde forhold, hvorunder de levede. Hun uddannede sig til speciallæge ved hospitaler i Århus, Vordingborg og København, fik speciallægeanerkendelse i psykiatri 1964 og blev en glimrende diagnostiker og empatisk behandler. 1969-95 var hun overlæge ved psykiatrisk afdeling O ved Københavns Amtssygehus i Glostrup, det tidligere Nordvang. I 1962 blev hun gift med lægen Leif Klinken og fik hurtigt to døtre. I hjemmet var desuden tre børn fra ægtefællens første ægteskab.

Jytte Willadsens kvindesaglige interesse var blevet vakt under studiet, da hun måtte lægge øre til forelæsernes ejendommelige, til tider dramatiske beskrivelser af den kvindelige biologi. Rødstrømpebevægelsen og samarbejdet med kollegaen Birgit Petersson førte yderligere til kvindepolitisk debat i 1970’erne og til en fælles studierejse til USA i 1980, hvor de mødte amerikanske feminister. Rejsen inspirerede bl.a. Jytte Willadsen til bogen Depression, dit navn er kvinde, 1983, der vakte en tiltrængt debat om sammenhængen mellem depressioner og kvinders særlige vilkår. I sit kliniske arbejde var Jytte Willadsen fra begyndelsen optaget af psykiatriske patienters forhold og yderst belæst i såvel de klassiske værker som i moderne psykiatrisk litteratur. I samarbejde med overlæge Gudmund Magnussen iværksatte hun en forbedret behandling for gamle patienter med vægt på at bevare respekten for deres integritet. Samme indstilling gik igen i den offentlige debat om psykofarmaka, som Jytte Willadsen deltog i, bl.a. med lanceringen af udtrykket “det medicoindustrielle kompleks” om lægers involvering i medicinalindustrien. I 1985 udgav hun bogen Sindslidendes retsstilling sammen med politikeren Preben Wilhjelm og juristen Jørn Vestergaard, hvori hun betonede, at tvang skulle forbeholdes situationer, hvor der absolut ikke var andet at gøre, og at hensynet til andres bekvemmelighed ikke måtte spille ind. Hun fremhævede, hvor meget der kunne gøres bedre i behandlingssystemet, hvilket i sig selv ville mindske tvangsanvendelsen: mere plads, enestuer, godt og rigeligt personale. I 1985 medvirkede hun i en debat i Ekstrabladet om forholdene på et psykiatrisk hospital, hvor en patient gennem lang tid havde været fastspændt. Det førte til heftige reaktioner fra amtspolitikeres side og en retssag, som blev ført helt til Højesteret om berettigelsen af, at sagen var blevet offentliggjort. Ekstrabladet fik medhold, og Jytte Willadsen fremhævede klart og modigt, at det er offentliggørelsen af de psykiatriske patienters kummerlige forhold, som medfører forandringer. Den Almindelige Danske Lægeforening undlod at gå ind i debatten, selvom det hører til de pinagtige sider af hospitalslægers hverdag at skulle forholde sig til, om loyaliteten skal være hos patienten eller hos de overordnede på hospitalet. Reaktionen fra de fleste kolleger på hendes fremsynede kritik af behandlingssystemet har været afvisning, latterliggørelse og usynliggørelse. I bogen Din og min psykiatri, 1988, har Jytte Willadsen formidlet sit syn på respekt for de psykiatriske patienter.

Jytte Willadsen har haft et skarpt blik for magtforholdene, ikke mindst i lægestanden, og bekvemmeligheden i at undgå at diskutere dem. Hun har med sin eminente sproglige præcision udpeget de mekanismer, såsom bortforklaring og distancering, læger tager i anvendelse, når de prøver at forsvare sig imod den megen lidelse, de bliver konfronteret med, og den afmagt, som de velbegrundet kan føle. Når Jytte Willadsen har kunnet udholde den massive modstand, hun har mødt, skyldes det hendes egen evne til at distancere sig, men især hendes mod og overbevisningen om, at det nytter noget at forholde sig til det væsentlige, nemlig patienternes vilkår. Med sin varme, omtanke og befriende humor har hun tjent som forbillede for yngre kolleger, som har betragtet hendes uforfærdethed og hendes falkeblik for det forløjede med beundring og skræk. Klart og enkelt har hun formået at formidle et ofte vanskeligt stof til brede kredse af lægfolk, og hendes radioudsendelser om psykiatri blev 1987 belønnet med Rosenkjær-Prisen. I hele sin karriere har Jytte Willadsen haft en værdifuld og kritisk støtte i sin ægtefælle, og efter at have trukket sig tilbage som overlæge har hun fortsat debatten som anmelder ved dagbladet Information. Hendes største glæde har været den store familie og det gode samliv med mand, børn og børnebørn i et fælles tofamilies hus.