Jytte Borberg

Jytte Borberg blev født i Schweiz. Da hun var fire, flyttede forældrene til Ålborg, hvor hun tog realeksamen. 17 år gammel kom hun på husholdningsskole efter at have opgivet sin oprindelige tanke om at blive tandlæge. I 1919 giftede hun sig med den senere overlæge Allan B., med hvem hun fik tre børn. I ægteskabets første år rejste familien fra sted til sted i takt med mandens skiftende embeder, men endte med at bosætte sig i Viborg, hvor han blev psykiatrisk overlæge, mens Jytte Borberg uddannede sig som hospitalslaborant.

Først i 1960’erne begyndte Jytte Borberg at skrive, og som 51-årig udgav hun sin første bog, novellesamlingen Vindebroen, 1968. I de fantastiske fortællinger i modernistisk tradition finder man kimen til den frihedstematik, der er central i forfatterskabet. I samlingens første novelle Englene basker de indespærrede engle fortvivlet mod burets bagvæg, der illuderer et uendeligt landskab. Det er et tema, der har flere kilder og betydninger i Jytte Borbergs liv og værk. Modstanden mod det snævre embedsmandsmiljø i Viborg var en væsentlig drivkraft til det vilde og gale i hendes fortællinger. Orange, 1972, er en grotesk roman om en ung kvinde, der ufortrødent søger friheden i et ufrit samfund. Bl.a. denne og grupperomanen Turné, 1974, bærer præg af hendes inspiration fra rødstrømpebevægelsen, hun er i pagt med den sociale kritik og dens fokus på kvindernes ufrihed, men mange af hendes værker har også klare surrealistiske træk. Hendes personlige erfaringer med de gale og de normale går på forskellig vis i alliance med moderne skriveformer som surrealismen og med antipsykiatriens syn på normalitet og afvigelse.

Sjælen er gul, 1981, og den meget læste Slaraffenland, 1982, henter direkte stoffet fra hospitalsmiljøet. I Sjælen er gul får en kvindelig billedkunstner kontakt med den afdøde maler Olivia Holm-Møller og diskuterer bl.a. sjælens farve med hende; det er galskab, men hos Jytte Borberg også virkeligt. Kvinden, kunstneren, galskaben og friheden finder sammen i hendes protest mod snævre rammer for livet og for synet på liv og mennesker. Hendes gale og frie personer betaler også for deres konventionsbrud: de bliver regnet for skøre og udelukket fra fællesskabet. Nogle må vælge ensomheden frem for ægteskabet, andre spærres ligefrem inde. Der er en stærk autoritetskritik i Jytte Borbergs forfatterskab, ikke mindst af dem, der har retten til at definere det normale. Lægerne er så gale som dem, de skal kurere. Kunsten bliver et muligt forsoningssted mellem de to verdener, men den er for Jytte Borberg også en protestform, det var en “vild modstand” mod det bornerte Viborg, der satte hende selv i gang.

Der er to spor i forfatterskabet, der indimellem smelter sammen: det realistiske og det fantastiske. Realismen er renest i de to sammenhørende romaner fra 1976 og 1977 Eline Bessers læretid og Det bedste og det værste, der blev et gennembrud for Jytte Borberg til et større publikum. De to historiske romaner fortæller om tjenestepigen Elines liv omkring år 1900, hendes opbrud og senere voksenliv som hønseavler. De er politisk bevidste frigørelseshistorier, men i Jytte Borbergs særlige version, der vægter det anarkistiske, det individuelle og det erotiske over en kollektiv politisk handlen. Hun har stor betænkelighed over for det politisk korrekte, og selvom 1970’ernes kvindebevægelse til dels inspirerede hende, oplevede hun den også som et lukket miljø, hun ikke følte sig tilpas i. Også radiospillet Jomfru Lives plaster, 1982, tager sit afsæt nedefra, hos husholdersken Live, der i mange år var ansat hos søskendeparret Tycho og Sophie Brahe. Fortællingen blev senere omarbejdet til skuespillet Stella Urania og opført af Jomfru Ane Teatret i 1983.

Efter sin mands død i 1979 valgte Jytte Borberg at dele sit liv mellem storbyen København og landsbyen Fjaltring, begge i kontrast til provinsbyen og begge steder, hvor det er muligt at leve ukonventionelt og socialt på samme tid. Frigørelse betyder i hendes fortolkning, at den enkelte tager sit liv på sig med dets risici, derfor står den erotiske frihed i et konfliktfyldt forhold til en ægteskabelig tryghed og stiller derfor også høje moralske krav. Den erotiske frihed og dens pris er temaet i Løslad kaptajnen, 1992, der foregår i starten af 1800-tallet og fortæller om forholdet mellem kaptajn Falkenberg og hans tjenestepige. Den skrupelløse kaptajn, der er bedrager både i sit ægteskab og i sit embede, ender i fængsel, og hans elskede bliver gal. Både denne roman og robinsonaden Verdens ende fra 1996, der indbragte hende Kritikerprisen samme år, bygger på historiske kilder. Verdens ende handler om paradislængslen og dens farer. Det aparte persongalleri søger efter utopien på en øde ø, men drømmen går under, og romanen understreger Jytte Borbergs afvisning af entydige og enkle løsninger. Selv hvor hun er mest historisk og autentisk og realistisk, blander drømme og fantasier sig med deres henvisning til galskaben, friheden og kunsten.

Det fantastiske spor i ren eventyrstil finder man i Maskerade, 1988, hvor de stive og fantasiløse jordboere under et karnevalsoptog går ud i havet med katastrofale følger for den undersøiske verden af sanselighed og grænseløshed. Havet ødelægges, og jordboerne dør. Og hendes Tvivlsomme erindringer, 1990, leger med de surrealistiske glidninger, der giver fortællingen om et kvindeliv fra barndom til alderdom et drømmeagtigt skær. Tidens og rummets faste grænser forskyder sig, fantastiske og hverdagslige scener blander sig sammen. Bruddet med det normale handler både om et brud med en snærende måde at leve på og at se og fortælle verden på. Konventionerne om sandheden forbliver tvivlsomme hos Jytte Borberg, der i sit forfatterskab har fastholdt og udviklet sin helt egen skrivestil, der ubesværet blander historisk realisme, surrealisme og mønstrene fra 1970’ernes emancipationslitteratur. Jytte Borberg har ud over Kritikerprisen modtaget en række priser og legater, herunder den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond 1984 og H.C. Andersen-Medaljen 1995.